Selvværd

Hej.
I den sidste tid har min tilværelse taget en drejning. Om det er til det bedre eller det værre, er svært at afgøre …
Jeg er en pige på 21 år. Jeg har i lang tid ikke rigtigt haft nogen venner, og min familie var min eneste sociale omkreds. Men nu er jeg flyttet på et bosted (Jeg har Aspergers Syndrom) og har fundet nogen jævnaldrende, jeg godt kan lide at være sammen med.
I et stykke tid har det nu udviklet sig på den måde at jeg hellere vil være sammen med mine nye bekendte(venner) end min familie. Sådan har det aldrig været før, så på det område er jeg jo nok først kommet i teenager årene nu.
Jeg har stadig et stort behov for at være sammen med min tætte familie. Så det er når tanter, onkler, fætre og kusiner er samlet det bliver anstrengende. De var før, som sagt, mine eneste sociale kontakter. Men nu hvor jeg har fundet min egen omgangskreds på bostedet, har jeg opdaget hvor surt det er at være med til de lidt større familiesammenkomster. Ingen er på min alder og ingen snakker til mig. Hvis jeg prøver at starte en samtale, skifter det hurtigt til at de ignorerer mig efter lidt og fører samtalen videre med en anden, om deres job eller børn. Det var hvad jeg altid har været vant til. Men det er surt og jeg kan ikke se hvorfor de vil have mig med og protesterer hvis jeg ikke vil med. For hvorfor skal jeg med? Det er jo ikke som om de vil savne mig under samtalerne ..
Sådan er det ikke med mine nye venner. Vi snakker på lige fod og har det sjovt og snakker om det vi interesserer os for.
Det er så mærkeligt, for det er på den stik modsatte måde jeg ellers havde det før.
Jeg har tænkt over det meget, og det er lidt lige som om at hver gang jeg er sammen med udvidet familie, så går mit selvværd et hak ned. Og når jeg er ovre på bostedet og snakker med de andre unge eller pædagogerne, så går mit selvværd et hak opad. Og jeg har længe kæmpet med lavt selvværd, og har først lige inden for det sidste stykke tid følt at de gerne vil have MIG med ovre på bostedet. Jeg har altid haft følelsen af at jeg ved godt at jeg ikke er den mest populære. Men det kunne være rart at folk gerne ville have mig med på grund af mig, og ikke bare for at få alle med, og så kunne jeg ellers sidde og være usynlig. Jeg ved at der ikke er nogen der ikke kan lide mig, men lige da jeg havde rystet det dårlige selvværd af mig i forhold til venner, så kommer den og overtager når jeg er sammen med familien.
Det er vel en nogenlunde normal udvikling (bortset fra det dårlige selvværd), men det er nyt for mig, da andre altid har været det farlige og familien altid har været det trygge.
Er det normalt at udvikle sig sådan? Min udvikling har været meget anderledes, så jeg er ikke rigtig klar over hvordan det normative er.
Jeg håber I kunne finde rundt i alt det her, jeg blev lige revet lidt med, og ville have det hele med ..
Hilsen JB