Jeg går på efterskole, og siden uge 1 har jeg haft en allerbedste ven(dreng) som jeg har det fantastisk med! Han er så sød, sjov og god til alt stort set, han er lige sådan en alle vil være venner med! I 4. uge af skoleåret fik han en flirt, som endte med at blive ret alvorligt, men de nåede dog aldrig at blive officielt kærester.
I de første par uger fik han masse drengevenner, og han trives virkeligt godt kunne man se. Men i takt med at hans flirt blev mere seriøs, faldt vennerne fra. Hans gode humør og glæde forsvandt ligesom, og det var så trist at se på. Han blev ikke inviteret til festerne mere, da han faktisk ikke havde nogle drengevenner, eller pigevenner ud over mig tilbage. Når han var sammen med hans "kæreste", lavede de ikke andet end at se film, kysse og sove. Han fortalte mig hvor træt af det han var, og selvom han prøvede på at lave andet, var det som om hun ikke gad.
Til en fest hvor både ham og jeg fik rigeligt at drikke, fortalte jeg ham at jeg synes han skulle slå op med hende, og få sig nogle drengevenner, og få et pisse fedt år på efterskole, i stedet for at se tilbage på et år hvor han kunne have gjort så meget bedre, og ikke bare ligge i en seng hele dagen.
Jeg pressede sådan på, og forsøgte virkeligt at få ham til at stoppe det med hende. Jeg kunne se at han manglede nogle drenge i hans hverdag, og da jeg var en smule fuld, var jeg på ingen måde nænsom med at sige det.
Et par dage efter festen, sluttede det i mellem dem. Allerede en uge efter, havde han fået stortset alle sine drenge tilbage, og hans humør var højt igen. Pigen fandt sig forholdsvis hurtigt en anden, og virkede stort set ikke rørt af situationen.
Mit spørgsmål er, gjorde jeg det forkerte i at presse ham så meget i den retning, at jeg faktisk næsten tog beslutningen for ham? Selvom jeg havde ret i, at det ville gøre ham meget gladere. Kan jeg tillade mig at rode så meget i et forhold som jeg ikke er en del af?
