Min vendinde kaster op

Kære du, 

Det er en rigtig svær situation, du står i. Det er godt, at du spørger om hjælp.

Jeg vil starte med at sige, at jeg synes, du er en rigtig god veninde, fordi du forsøger at hjælpe din veninde med at komme ud af sin spiseforstyrrelse. Det er desværre bare meget svært at hjælpe nogen, der ikke vil hjælpes, og det lyder lidt som om, at din veninde ikke på nuværende tidspunkt er klar til at tage imod din eller andres hjælp.

Alligevel synes jeg bestemt ikke, at du skal give op og bare lade hende fortsætte med at gøre noget, der er så usundt og farligt for hende. Derfor synes jeg, at du skal overveje at tale med en voksen om problemet. Jeg kan godt forstå, at det kan være meget svært at tage beslutningen om at tale med din venindes mor, især når hun har udtrykt, at hun meget gerne vil undgå, at hendes mor finder ud af det. Så måske kunne du snakke med en lærer på efterskolen? Og så fortælle denne lærer, at det kunne være rigtig fint, hvis din venindes mor ikke blev involveret i første omgang... 

Jeg synes i hvert fald ikke, at du skal stå med den byrde alene. Det er helt utroligt hårdt at se sin veninde have det svært og udsætte sig selv for sådan noget. Men du bør overveje at fortælle din veninde, hvis du har tænkt dig at fortælle om problemet til en lærer på skolen. Din veninde vil måske blive vred eller ked af det, men jeg tror kun, at hun bliver mere ked af det, hvis hun først finder ud af det, efter at du har snakket med læreren. Jeg tror, det er vigtigt, at du er ærlig overfor din veninde fra starten og fortæller hvor svært, du synes det er at se hende sådan her, og at du holder utroligt meget af hende og bare gerne vil hjælpe hende. 

Jeg håber, mit svar kan hjælpe dig. Du er altid velkommen til at skrive igen!

Hilsen Iben

 Hejsa,

Jeg kan godt forstå du er frustreret og bange på din venindes vegne, det lyder også som en rigtig svær situation at være i! Jeg synes det er rigtig flot, at du forsøger at finde overskuddet til at hjælpe din veninde, samt at du også ønsker at finde ud af, hvordan hun kan få professionel hjælp. Sagen er nemlig med spiseforstyrrelser, at de er et symptom på noget andet, som ikke fungerer - som selvværdet, som du også selv beskriver. Derfor virker det ikke nødvendigvis for hende at høre, hvordan du har det eller har håndteret din egen spiseforstyrrelse, fordi hun har det stadigvæk lige så svært med sig selv indeni. For at komme videre, er det vigtigt at arbejde med "roden" til problemet, og ikke blot få at vide, hvordan man kan handle. Jeg kan dog godt forstå, at du bliver frustreret, når du prøver at hjælpe, for det er virkelig ikke nemt at stå og kigge på udefra! Som veninde kan det være du bare skal lytte og forstå hende, og så bare lade hende fortælle, hvordan hun har det. Det kan måske godt være et behov hun har - også siden hun fortæller dig, at hun kaster op og har det som hun har det. På den måde kan du også undgå at sidde med en følelse af ikke at kunne gøre noget. 

Hun kan få en tid hos sin egen læge, hvor hun kan fortælle ham/hende, hvordan hun har det, og at hun har brug for hjælp. Lægen har tavshedspligt, og fortæller derfor ikke noget til hendes forældre. I nogle tilfælde kan lægen dog gøre dette, men det er kun hvis der er tegn på at patienten (din veninde) er direkte til fare for sig selv eller andre, eller hvis der er tale om seksuelt eller voldeligt overgreb. Lægen kan henvise din veninde til en psykolog eller en psykiater, alt efter hvad han/hun vurderer. Hvis din veninde ikke vil snakke med sin læge om det, kan hun måske opsøge en kontaktperson/studievejleder/lærer/pædagog eller en anden voksen, som hun stoler på. Her kan hun også fortælle, at hun ikke ønsker at hendes forældre får noget at vide. Det er et alvorligt problem, og hun bør tale med en voksen om det, for at få noget hjælp. 

Jeg håber din veninde får den rette hjælp, og at du kunne bruge mit svar. Du er altid velkommen til at skrive ind igen. 

Mange hilsner fra Regitze 

Hej med dig

Jeg kan godt forstå du står i en vanskelig situation, da du ikke vil gøre noget i mod din venindes vilje. Dog er det også vigtigt at man søger hjælp, når det er nødvendigt og det føler jeg at det er der behov for. Du føler for første gang at du selv er ved at falde tilbage og din veninde kan muligvis være en af årsagerne til det. Vi frygter ofte det værste og det er naturligt for din veninde at hun ikke vil fortælle det til hendes mor, da hun ikke ved hvad hun kan forvente.

Dog vil jeg som veninde respektere hendes ønske om ikke at fortælle det til hendes mor endnu, men stadig forsøge at hjælpe hende. Den bedste måde vil nok være at få kontakt med en psykolog, da spiseforstyrrelse ofte kan udvikle sig og blive til noget værre, hvis man ikke får sat en stopper for det fra start. Hvis hun heller ikke gider det, så vil jeg nok snakke med moren omkring det, da det er vigtigt at hun får en eller anden form for hjælp. Ellers kan du også forsøge at snakke med en lærer omkring det. Det virker til at du har forsøgt at hjælpe hende, men hun kan ikke helt set det. Som veninde kan det være svært at gå i mod hendes ønsker, men hvis det er det der skal til for at kunne forebygge at lidelsen forværres, må du nødt til at fortælle moren det. Din veninde vil muligvis blive sur på dig i starten, men jeg er sikker på at det er den mest hensigtmæssig måde i sidste ende. Når hun så har udviklet en sund livsstil er jeg sikker på hun vil være taknemlig overfor din hjælp. 

Jeg håber denne besvarelse kunne hjælpe dig :) 

Hilsen Veenuha