Svært at holde det spændende efter 5 år

Jeg har været sammen med min kæreste i snart 5 år. Jeg er sikker på at det skal være os to og jeg er stensikker på, at jeg ikke kan finde en bedre kæreste, han er så perfekt som han kan være. Vi har dog lidt problemer med det seksuelle, da der gik lidt kludder i det i løbet af vores forhold. Vi har derfor kun sex et par gange om måneden, og prøver stadig at få det op at køre igen. Ud over det har vi et sundt forhold. Men jeg har et meget aktivt liv mens han mest er hjemme og har få venner. Jeg kan godt komme til at tænke at han kan være lidt kedelig, men når jeg ser på andre fyre, jeg synes virker spændende, søde eller flotte, kan jeg godt være rationel og tænke, at jeg efter 4 år med en anden nok også ville finde noget "dårligt" eller "irriterende". Og Min kæreste er en rigtig pæn, sød og dejlig fyr, så jeg vil nok alligevel ikke finde nogen jeg i virkeligheden synes er bedre end ham. Jeg kan nok bare godt savne den der "nyforelskelses-følelse" lidt fordi det er så længe siden. Jeg går på studie med en superskøn fyr som selv har en kæreste, han har haft længe. Vi har lidt et uskyldigt crush på hinanden og ender tit med at holde i hånden og nusse lidt når vi bliver lidt fulde, men i hverdagen er vi normale overfor hinanden. Jeg ved, at jeg ikke er forelsket i ham, og jeg tror ikke jeg ville ønske et forhold med ham, men jeg tror at jeg føler situationen er lidt spændende fordi man får den der "ungdoms-forelskelses-agtige-følelse". Jeg ved, at det lyder forfærdeligt, men det har været sådan et års tid og jeg har egentlig synes det var lidt rart. Selvom det lyder rigtig tarveligt har jeg ikke rigtig lyst til at sortere ham fra studiet "fra" fordi jeg føler at det har været en god måde at få sommerfugle i maven på, uden at der skete noget vildt ved det, eftersom vi begge to er i et forhold vi gerne vil. Det føles sikrere, fordi ingen af os vil gøre noget fysisk på den måde. Det er så svært at tale med mine venner om, fordi jeg godt ved de fleste nok vil synes det er meget forkert, at jeg har det forhold til ham fra studiet, som jeg har. Men jeg føler bare at det er en god måde for mig at få opfyldt nogen behov uden at komme til at gøre noget ekstremt, som at have sex med en anden, men stadig holde fast i mit forhold. For jeg har slet ikke lyst til at være sammen med andre end min kæreste på den måde. Det eneste jeg mangler, er sommerfuglene i maven og den "nye" følelse, som jeg får af det her. Og det er noget som min kæreste ikke rigtig kan give mig, og sådan vil det jo nok være uanset hvilken fyr jeg var kæreste med. For jeg kender mig selv, og kan jo mærke at jeg stadig elsker min kæreste og ved, han er den bedste.
Mit forhold har stadig fungeret rigtig godt men på det seneste har jeg svært ved at være til stede i mit eget forhold. Jeg har lyst til at være alene meget af tiden, eller tale med ham fra studiet. For nylig spurgte en sød fyr mig om mit nummer, og jeg sagde nej, men har tænkt på ham siden. Ikke så meget ham, men på hvordan det vil være at blive forelsket igen og så videre. Men samtidig ved jeg, at jeg elsker min kæreste, og gerne vil have det til at fungere. Jeg tror dog ikke problemet er opstået pga. ham fra studiet, da jeg som sagt tydeligt kan mærke jeg ikke er forelsket, men bare er glad for den hyggelige følelse det giver. Det er nok bare kommet, fordi vi efterhånden har været sammen længe, og det kan være svært at finde ud af hvordan man skal holde det ved lige nu. Desuden hjælper det sikkert ikke, at vi ikke har så meget sex. Det er ikke fordi jeg tænker på sex med andre, men jeg tror måske vi går glip af nogen følelser der vedligeholder forelskelsen, som vi kunne få hvis vi havde et godt sexliv. Jeg tror godt jeg kan blive lidt bange for, at blive sådan nogen der bare "bor sammen". Og vi taler ind i mellem om hvordan vi skal blive bedre til at gøre dit og dat og prøver at få løst sex-problemet men det er som om der ikke sker nok. Der sker meget i mit liv, i forhold til hans for tiden og det har nok skabt en underlig ubalance. Men som sagt, ved jeg godt at jeg nok også ville komme i en svær eller "kedelig" periode med enhver anden efter 5 år. Jeg ved bare, at det skal være ham, men jeg ved ikke hvordan jeg kan komme til at deltage i mit eget forhold igen. Jeg føler mig så umotiveret for tiden. Ja det er ret kompliceret. Og det er nok ikke så let at komme med et "rigtigt" svar.. Men hvor er det dejligt at komme ud med, for de her ting, kan jeg ikke sige til nogen uden at føle mig mega tarvelig overfor min kæreste. Jeg ville ønske jeg lige kunne have 3 måneder hvor jeg slet ikke behøvede tage stilling til mit forhold og at motivationen til at arbejde på forholdet så bare kom igen…