Brevkassespørgsmål
Hvad skal jeg gøre...
Indsendt af "Anonym" på 16 år
Hej TheLove. Jeg går i 1.g på gym hvor jeg også har fundet min kæreste, vi har været kæreste i et stykke tid, men på det sidste er jeg begyndt at være i tvivl om jeg egentligt er forelsket i ham mere...
Før jeg begyndte på gym havde jeg haft en flirt/kæreste i ca. 4 måneder - han går på efterskole i år. vi havde aftalt at prøve og se om vores forhold kunne fungere med der gik ikke langtid og vi blev enige om det ikke gik - savnet var fra min side for stort til at holde det 1 år. Jeg var utrolig glad for ham og jeg tænker den dag ( 5 måneder efter) stadig på ham og savner ham enormt.
Jeg har ikke set ham siden den sidste dag i sommerferien dog skrev jeg til ham til en fest (i november) på gym hvor jeg allerede havde min kæreste.
Mig: Jeg fortalte jeg stadig holder meget af ham
Ham: han skrev i lige måde (jeg blev selvfølgelig over glad) h
Mig: jeg skrev at jeg fortrød at det var stoppet mellem os.
Ham: Han svarede at han var glad for det der var sket, men han var kommet videre og han vidste jeg også var kommet videre.
Mig: jeg svarede at alting ikke var som det så ud til
Ham: likefinger
Samtalen stoppede så der, men jeg tænkter stadig på om jeg skal skrive til ham (han skrev da vi "slog op" at han gerne ville beholde et godt venskab med mig) måske jeg skulle prøve at opsøge det..? Men nu har jeg min kæreste og ja som sagt er jeg ved at være i tvivl om jeg stadig er forelsket i ham eller jeg bare er utrolig bange for at såre ham... Jeg har tænkt over det i 1 måned nu og hvis jeg havde valgt mellem min flit/kæreste fra ferien og min kæreste nu ville jeg vælge min flirt/kæreste fra ferien.
Nogle gode råd til hvad jeg skal gøre? om jeg på nogen som helst måde kan have en chance for at få min gamle flirt/kæreste tilbage eller jeg godt kan droppe alt om det..
Hilsen mig.
Svar fra Liv-Maria
Hej du :-)
Det lyder da som noget værre noget.
Når jeg læser din besked synes jeg det virker til, at du har tænkt dine følelser grundigt igennem, og har mærket efter - Og det vil jeg sige er det vigtigste først og fremmest.
Du skal vide at man altså ikke selv kan styre hvad man føler og tænker, og derfor skal du også huske, at det er helt okay og ikke mindst helt normalt at have det, som du har det.
At du ikke kan lade være med at tænke på din daværende flirt/kæreste vil jeg mene, er et tegn på, at du ikke længere er forelsket i din nuværende kæreste - Især når du har gået og arbejdet med tanken i omkring en måned som du jo beskriver?
Hvis du også selv tror dette er tilfældet vil mit bedste råd til dig være, at tage en god snak med din nuværende kæreste, hvor du bare siger det som det er - Altså at du er blevet i tvivl om, hvorvidt du stadig er forelsket i ham eller ej? Dette kan han ikke blive sur over - Tvært imod synes jeg det er flot hvis du er ærlig overfor ham.
Hvis din nuværende kæreste og dig så går fra hinanden, vil jeg også sige, at du efter min mening sagtens kan tage kontakt til din daværende flirt, og undersøge nærmere, om han stadig er interessant for dig. Dog vil jeg netop understrege, at jeg først synes dette er okay, når du har afsluttet det forhold du lige nu er i - Netop for ikke at gøre ham du er sammen med nu ked af det.
Jeg håber du finder ud af det, og at du kan bruge mine råd.
Mange hilsner,
Liv-Maria :-)
Svar fra Mads
Kære anonyme.
Jeg kan sagtens forstå, at I vurderede at et langdistanceforhold i den alder var for stor en forhindring til at det kunne fungere optimalt. Det er endvidere klart, at når et forhold ikke brydes grundet følelsesmæssige årsager, men derimod praktiske årsager, at der kan være nogle gamle følelser der ikke er helt forsvundet med tiden.
Dernæst lyder det temmeligt tydeligt for mig, at du måske seriøst skal gøre op med dig selv, om dig og din kæreste har en fremtid foran Jer? Idet at du på stående fod kan medgive, at du ville vælge din gamle flirt fremfor din nuværende kæreste, synes jeg er et alvorligt problem, som der skal tages stilling til, og handles udfra. Alt andet ville være urimeligt overfor din nuværende kæreste.
Selvom det måske ikke ender med at du finder sammen med din gamle flirt, er det i hvert fald et klart signal til, at du er meget usikker på dit nuværende forhold.
Angående dit afsluttende spørgsmål om, hvorvidt du kan få din gamle flirt tilbage, synes jeg at det er et problem der kommer i anden række. Først er du simpelthen nødt til at droppe dit nuværende forhold, eller satse 100% på det. Jeg ser ikke en eksisterende mellemvej i dette tilfælde.
Når du måtte have opgjort dette med dig selv, kan du tage stilling til din gamle flirt. Man kan sige at der er løbet en del vand under broen siden i havde noget kørende, men når det kommer til kærlighed, er intet umuligt.
Jeg ønsker dig al held og lykke med det!
De bedste tanker herfra,
Mads.
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5078 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år