Brevkassespørgsmål
Jeg har dummet mig. hvordan kommer jeg videre.
Indsendt af "Anonym" på 24 år
hej jeg har dummet mig gevaldigt.
jeg har haft en kæreste igennem 7 år nu, stort set min eneste kæreste og jeg elsker hende over alt på jorden.
for nogle måneder tilbage var der en pige der skrev til mig. en gammel flamme som jeg altid har haft et godt øje til men vi har altid haft hver vores kæreste. da hun skriver finder jeg ud af at hun nu er blevet single.
vi begynder at snakke mere og mere sammen og jeg dummer mig jeg kysser med hende og blive på trods af det ved med at mødes med hende og det udvikler sig selfølgelig til at vi har sex sammen´.
jeg ved ikke hvad det er jeg har gang i jeg har aldrig gjordt sådan noget som dette før og jeg har altid hadet folk der kunne finde på at gøre dette imod deres partnere.
det er endt med at jeg har slået op med min gamle kæreste, egentlig ikke fordi jeg ikke elsker hende mere for det gør jeg og det er også hende jeg kan se en fremtid med. jeg slog op fordi jeg ikke ville såre hende den ny. så nu går jeg rundt hjemme ved hende den ny hvor jeg sover og har nogle ting. men det eneste jeg har i mit hovede er hvordan jeg kommer tilbage til det jeg havde. jeg vile ønske at jeg kunne spole tiden tilbage og aldrig ha svaret på hendes besked. mit hoved er et stort rod og det går mig virkelig på..
hvordan jeg kan være så dum at smide noget så godt og fantastisk væk. jeg hader mig selv for det.
jeg ved ikke om det var fordi jeg manglede bekræftigelse på at jeg stadig kunne score eller hvad det nu har været.
jeg ved at min eks ville tage mig tilbage på et sekund men hvad burde jeg gøre og hvad kan jeg gøre.
det æder mig op indefra lige nu.
jeg føler at jeg lever et dobbeltliv lige nu. går rundt og lader som om alt er godt med den ny ´men indeni er jeg helt ødelagt og tænker ikke på andet end min eks..
ved godt at en på 24 burde kunne klare sådan noget selv men jeg har virkelig brug for rådgivning.
tak fordi i tog jer tid at læse dette.
Svar fra Karoline
Hej Peter,
Jeg kan sagtens forstå, at du er splittet og forvirret, men jeg vil gerne lige slå en ting fast: Du skal ikke hade dig selv! Folk begår fejl, og selvom det at være utro ikke er set positivt nogen steder, er det tydeligt, at du fortryder det - og det er en vigtig start.
Det er tydeligt, gennem din besked, at du gerne vil tilbage til din eks, og uanset om det vil lykkes eller ej, mener jeg du skal gå fra hende den nye. Et forhold fungerer aldrig, hvis du har en anden i tankerne.
Du skal være ærlig over for begge kvinder. Jeg kan ikke læse fra din besked, om du fortalte din eks, at du var hende utro inden du gik fra hende. Hvis ikke, er det virkelig vigtig, at du fortæller hende det. Først derfra, kan du vide om du reelt har en chance med et "andet forsøg" hos hende.
Mit råd vil derfor være: Ryd bordet, så du får en frisk start, og vær ærlig over for begge, og ikke mindst dig selv! Held og lykke med det hele.
Kærligst Karoline.
Svar fra Gustav
Hej Peter! :)
Først lad mig sige,
at det er godt, at du rækker hånden ud for at få noget hjælp, når du har brug
for det. Det handler ikke om alder. Vi kan alle sammen komme ud for
situationer, hvor vi har brug for andres perspektiv og råd til, hvad man skal
gøre.
Sådan som jeg
forstår dit brev, så er du i tvivl om, hvad du skal gøre. Du har det ikke godt
i den nuværende situation, hvor du er sammen med den nye kæreste, men du har
mest lyst til at være sammen med den gamle kæreste. Mit første råd er, at du
skal huske at tænke på dig selv. Uanset grunden, så skal du ikke være i et
forhold, som du ikke har lyst til at være i. Det er selvfølgelig aldrig sjovt,
at du må slå op med en person, men du må omvendt tænke på, at du heller ikke
giver hende noget godt, hvis du ikke har lyst til at være der.
Du skriver
derudover, at du egentlig gerne vil være sammen med din eks igen. Du skriver,
at hun er klar til at tage dig tilbage. Jeg vil klart anbefale, at du skulle
prøve at gå tilbage og se, om det kan fungere. Men inden du gør det, så vil jeg
råde dig til at gøre nogle seriøse refleksioner. Hvad var det, der fik dig til
at være sammen med en anden kvinde, hvis det er din eks, som du kan se en
fremtid med? Jeg tror, at du bliver nødt til at tænke det igennem, så historien
ikke skulle gentage sig, men også fordi det kunne være, at der var noget i dit
og din eks forhold, som du ubevidst ikke var tilfreds med og som i kan arbejde
med.
Så overordnet så vil
jeg råde dig til, at du tænker på dig selv og ikke er i et forhold, som du ikke
er lykkelig i. Hvis du ønsker at være sammen med din eks, så tag chancen og se,
om det kan lade sig gøre. Men gør dig seriøse overvejelser omkring, hvad det
var det gav dig at være sammen med den anden kvinde.
Jeg håber, at mit
svar kunne hjælpe dig :-) Al held og lykke herfra!
VH.
Gustav
Svar fra Sofie
Hej med dig,
Det lyder til at være lidt af en hårdknude, du har sat dig selv i. Som om du har villet bevise noget overfor dig selv og nu bliver i noget for at bevise noget over for andre. Har du overvejet, hvorfor det er så vigtigt hvad andre tænker om dig? Eller hvad du selv tænker om dig i den pågældende situation? Jeg tror du er nødt til at trække vejret, bruge noget tid på ikke at tænke så meget på at gøre noget for andres skyld men for din egen. Være single, nyde det og finde dig selv. Så kan du finde ud af senere, om det er den nye du skal være sammen med, den gamle du skal tilbage til - eller om der måske er en helt anden pige derude der kan feje benene væk under dig? Uanset hvad, har du brug for at stoppe med at leve "en løgn", både for din egen skyld men også for dem omkring dig.
Tag dig tid, er mit råd. Du behøver ikke finde ud af det hele på engang, del det op i små bidder og tag det en dag af gangen i stedet for - så er det som regel også nemmere at mærke, hvordan man har det med noget og om man føler sig tilpas i sin beslutning.
Vh Sofie
Svar fra Alberte
Hej Peter,
Som det første vil jeg komplimentere, at du resolut slog op med din ekskæreste da du havde været sammen med hende den nye - det er go' stil ikke at holde nogen hen i det uvisse, og det er bestemt ikke alle der ville handle på samme måde.
Da jeg læste dit spørgsmål kunne jeg ikke lade være med at tænke "man ved ikke hvad man har, før man mister det". Du har været sammen med din kæreste i rigtig lang tid, og du skriver, at hun stort set har været din eneste kæreste. Man kan ikke bebrejde dig for at være lidt nysgerrig hvad andre kvinder angår, og jeg tror egentlig det er meget normalt at have lyst til at prøve noget nyt og anderledes når man har været i et forhold så lang tid. Hvordan man vælger at håndtere de lyster er et valg som man må tage stilling til med sig selv.
At du vælger at være sammen med hende den nye fortæller mig, at dit forhold til din ekskæreste måske ikke har været helt optimalt? Er det noget du har lyst til at reparere, eller er forholdet måske allerede "dødt"?
Jeg synes du bør lytte til dit hjerte, selvom det lyder kliché. Du har helt sikkert nogle hængepartier og tråde at rede ud med din ekskæreste. Hvis det er hende du kan se en fremtid med, hvorfor så spilde tid på hende den nye? Har du følelser for hende den nye, eller er hun bare et friskt pust? For mig lyder det som om, at dit hjerte ligger hos din ekskæreste. Jeg tror du har haft behov for at løbe hornene af dig og det er først nu gået op for dig, hvor meget hun egentlig betyder for dig, nu da hun er væk.
Selvom din ekskæreste måske tager dig tilbage uden at blinke, så synes jeg stadig I bør tale om de problemer I har i jeres forhold og hvordan I kan arbejde på dem, og imødekomme hinandens behov og ønsker. Der er ingen der har sagt at parforhold skal være en dans på roser, og I bliver nok nødt til at arbejde for det.
Held og lykke med det!
Hilsen Alberte
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5078 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år