Jeg er ked af det, men jeg kan ikke vise ham det

Min anden veninde, L, og jeg vælger fortsat at være sure over ham og hans adfærd, men vi ender med at tage videre i byen med de andre alligevel.

Senere snakker L og M på et toilet sammen, i byen. M fortæller L, at min kæreste godt kunne trænge til et større mellemrum, og muligvis en pause, men han tør ikke sige det til mig, for han er bange for, at jeg vil blive såret.
L vælger at skrive det til mig, da vi er kommet hjem fra byen, da hun ved, at jeg vil blive skuffet. Og jeg bliver SÅ såret, men endnu mere såret, da jeg finder ud af, at han har sagt det til andre end M. Også hans drengeven har han før nævnt det for. Og det er faktisk noget, han har overvejet over længere tid.
Resten af weekenden græd jeg bare, jeg græd så meget, at man skulle tro, at vi havde slået op. Han tog det lidt tungt i starten, og var ked af sin handling, men mere var der ikke i det, mente han.

Vi har snakket sammen nu, min kæreste og jeg. Han har undskyldt, og talt sig godt fra det. Men jeg er stadig såret. Jeg tør ikke ringe til ham længere, og jeg bliver ofte ked af det, når jeg tænker på, hvor meget jeg egentlig gerne vil være sammen med ham, og hvor meget han har brug for at være sig selv. Jeg er et meget socialt menneske, og jeg kan slet ikke få nok af ham. Jeg er så bange for, at den glæde jeg har til ham, ikke er gengældt på samme måde længere, selvom han efterfølgende har sagt en del gange, at han elsker mig. Det er sårende at få at vide, at ens kæreste ønsker pause, eller større mellemrum, når man ikke selv gør, men det er ENDNU mere sårende, når man ikke engang får det fortalt af ham selv. At det bare er noget, som han har puslet med. Jeg forsøger at give ham plads nu, men det er svært, og jeg bliver såret, når jeg ikke tør at skrive til ham, fordi jeg er bange for, at han synes, at jeg er for meget.
Jeg har også overvejet, om pause faktisk kunne være godt - men jeg tror det vil skade mig mere, end det vil gavne ham. Jeg har ikke lyst til at græde så meget igen, som jeg gjorde. Men jeg vil gerne have ham til at forstå, at det er vigtigt at sige det til mig direkte en anden gang - og at jeg faktisk holder sygt meget af ham, og bare prøver at passe på ham.
Skal jeg holde den pause, skal jeg lade være med at skrive til ham en periode, eller hvordan får jeg ham til at indse, at det faktisk sårede mig så dybt, og at der stadig sidder skår i mig? Og at jeg stadig kan finde på at græde om aftenen, fordi jeg savner ham og den måde, som vi var sammen på??

Mvh. frustrerede mig