Han er

Hej brevkasse.
Sagen er dette jeg er blevet smask forelsket i denne her fyr, og kan simpelthen ikke få nok af ham.
Jeg har været igennem meget når det kommer til forhold, ikke positive ting så jeg har UTROLIG svært ved at åbne op, give chancer, stole på hvad folk siger, og i det hel taget virke interesseret.

Han er plejebarn allerede fra han var 10 måneder gammel, da hans biologiske forældre var narkomaner.
Han har siden han var 4 år boet hos den samme familie - på den måde er han ikke skadet.
Grundet stofferne hans mor tog har det skadet ham.
Han har en mindre hjerneskade som gør han er rigtig glemsom, han bliver hurtigt udmattet, han nære alle følelser til sig dobbelt så meget som os, han har berøringsangst, og han har forfærdelige mareridt.
Han er utrolig meget trygheds narkoman, og han kan ikke lide ikke at have kontrol over tingende.

Vi skriver og snakker sammen dagligt. Han bor dog 1 time væk, og derfor har vi ikke så meget tid til at ses grundet svingende arbejdstider.
Vi ses dog indimellem i weekender og ferier.
Det er forholdsvist nyt 2 måneder cirka.

Vi var så sammen hele påsken. Han siger hele tiden at jeg er dejlig, smuk, sød, charmerende, han holder af mig og han håber han en dag for lov at kalde mig hans kæreste.
Når han omtaler mig og min familie til andre siger han kæreste og svigerfamilie.
Han sagde i påsken da han troede jeg sov "jeg tror virkelig jeg elsker dig, og jeg er så vanvittigt forelsket i dig. Lov mig du bliver min og er det for evigt"
Jeg lod som om jeg stadig sov, og et par dage efter siger han til mig "jeg vil gerne fortælle dig noget, men tror det er upassende" og så sad han længe og overvejede "jeg elsker dig, jeg tror jeg elsker dig, jeg ved godt det er tidligt"

Sagen er den jeg er bange for det ikke er mig, men bare en.
Han er tit irriteret over hans eks kæreste skriver til ham om de ikke kan mødes og snakke, og løse tingende.
Han nævner tit "min eks kæreste" "'min eks svigerforældre" og tilføjer også selv hurigt "jeg ved godt man ikke må sige det"
Det påvirkede mig egentlig ikke før jeg fandt ud af det var i december de gik fra hinanden efter 2 år, hvor ham og jeg begyndte at ses i marts allerede.

Så nu frygter jeg at det her bare er en illusion, og det er fordi han mangler trygheden i at have en hele tiden.
Om han siger de ting, fordi han mener dem eller fordi han savner hende?
Jeg vil ikke såres igen, og tør ikke st bringe det på banen for ham.

Han siger dog tit ting som "jeg ved ikke hvordan du har gjort det så hurtigt - lært mig at kende, ved hvad jeg kan lide og ikke lide"
"Jeg ved ikke hvordan du kan røre mig uden jeg ryster, du kan røre mig steder min eks kæreste ikke engang kunne"

Jeg ved ikke hvad jeg skal tro og har virkelig ikke lyst til at få flere følelser for at blive såret.
Jeg har sagt jeg synes han skal mødes med hans eks kæreste, fordi hun tydeligvis er ked af det og har brug for at fortælle ham noget.
Han fejer det hurtigt af banen ved at sige, hun vil sige undskyld og spørge om de ikke skal give det en chance mere, hvor jeg så siger så må du jo overveje med dig selv, hvad du vil og ikke vil - hvortil han så ikke svare.

Hvad skal jeg gøre? Overtænker jeg det for meget?