Brevkassespørgsmål
Jeg kan ikke se mig selv i øjnene
Indsendt af "Anonym" på 18 år
Hej
Jeg er en 18-årig pige.
Jeg har længe haft en veninde, som jeg grundet spiseforstyrrelse, forældre problemer osv. Har haft stor tålmodighed og følt ansvar overfor (nærmest haft ondt af hende). Dog har vores venskab været fyldt med en del udfordringer og jeg har ofte måtte finde mig i unfair behandling.
I vinters fik jeg nok da hun grundet specielt jalousi overfor mig men også hendes kæreste, fik hende til at flippe ud på mig... jeg går i klasse med hendes kæreste og vi har altid været gode venner, og hun gik bl.a. Ind og læste vores beskeder og syntes de var for flirtende. Det har jeg aldrig rigtigt overvejet før, og blev meget chokeret over den måde hun reagerede. Vi har længe haft det svært fordi jeg har været træt af hendes jalousi og hvordan jeg specielt ofte blev blandet ind i forholdet med hendes kæreste/min ven. Jeg har ikke snakket med min veninde siden vi skændtes og hun sagde nogle ting jeg syntes var over grænsen og hun syntes naturligvis også jeg havde opført mig dårligt. I hvertfald blev det enden på vores venskab. Jeg har dog et særligt venskab med ham kæresten/klassekammerat, og ofte har vi haft nogle "moments", hvor vi har været lige ved og næsten med at lave noget, og det er efterhånden gået op for mig at jeg er blevet vild og faktisk forelsket i ham. Specielt når han så viser interesse tager jeg det til mig og får ofte svært ved at sige fra overfor ham, selvom jeg udemærket godt ved at det er helt forkert... (da han jo stadig er kærester med min gamle veninde og er og altid vil være off-limits).
Jeg får nemt dårlig samvittighed generelt og får det derfor og så klamt over mig selv og manglende selvrespekt, fordi jeg ved han udnytter mig og samtidigt er en enorm dårlig kæreste overfor min gamle veninde. Vi snakker ofte om hvorfor vi dummer os og han siger tit at han bare syntes jeg er sød og lækker, hvilket jo er tydeligt at mine følelser ikke er gengældt. Jeg har det så nederen over at jeg kan lide ham og prøver hele tiden at komme over ham, men falder nemt tilbage når han og jeg er sammen. Mit problem er dog at jeg i går efter vores vogntur var sammen med ham... desuden var det min første gang. Jeg er meget skuffet over os begge og hader mig selv for ikke at sige nej! Han insisterer på at vi ikke skal sige det, men jeg er ved at dø inden i... jeg ville ønske at min gamle veninde (hans kæreste) fik det at vide fordi jeg har så ondt af hende og føler vi holder hende for nar. Desuden har jeg fundet ud af at han også kyssede med to andre i går, hvilket blot bekræfter mig i at jeg ingenting betyder for ham... jeg ved ikke hvad jeg skal gøre og om jeg kan sige det til nogle, for det er det værste jeg nogensinde har gjort i mit liv! Jeg kan ikke se mig selv i øjnene og føler mig så klam og tarvelig... nogle der har nogle inputs?
Vh
Svar fra Josefine
Hej med dig :-)
Det lyder som om du har gjort dig nogle tanker om situationen og du virker reflekteret - at du tænker på din veninde i situationen osv. Det synes jeg er sejt.
Det der er sket, er sket. Det er der ikke noget at gøre ved og vi er alle sammen mennesker og vi begår fejl. Desværre har vores fejl nogle gange nogle konsekvenser, som vi må tage med os og tage ved lære af, men det er en del af livet.
Jeg synes du skal finde ud af med dig selv hvad du har lyst til at gøre videre. Jeg ville ikke sige det til andre, af frygt for at det kom videre til din gamle veninde. Hvis du skal sige det til nogen, skal det være til hende. Om du skal gøre det, kan jeg ikke fortælle dig, det er noget du må overveje.
Jeg kan godt forstå de følelser du sidder med, men du er ikke klam - du har bare gjort noget i et øjeblik som du nu har fortrudt eller er ked af. Hvis ikke du havde en samvittighed ville jeg undre mig..
Lad være med at banke dig selv i hovedet over det for længe og jeg håber du finder ud af det!
Kram, Josefine
Svar fra Gustav
Hey du! :)
Jeg forstår godt, at
du ikke har det godt, for det lyder da også som en hård situation at stå i.
Ud fra det du
skriver i dit brev, så kommer jeg til at tænke mange ting.
Det først er, at du
må se at tage ejerskab over dine handlinger. Det lyder måske lidt hårdt, men du
skriver selv, at dig og fyren gjorde noget forkert. Det er jeg helt enig i, men
sket er sket. Du skriver, at han insisterer på, at i ikke skal sige noget, men
hvis han ikke gengælder dine følelser, hvorfor skal du så lytte til
ham?
Det andet er, at du skriver, at dit venskab til din veninde slutte på grund af
jalousi. Jeg siger ikke, at du og fyren lavede noget eller bevidst flirtede,
men med de følelser du har nu, så tænker jeg på, om andre (såsom din veninde)
kunne have god grund til at misforstå de signaler i sendte hinanden.
Det jeg vil foreslå
dig at gøre er, at du må tage din del af konsekvenserne for det, som dig og
fyren har gjort. Sige til dig selv: "Det kan squ godt være, at vi fuckede
op, men så må jeg squ også tage den på mig og gøre det rette nu."
Det kan du gøre ved at slutte al kontakt med fyren. Simpelthen sige til ham, at
i ikke længere skal have kontakt med hinanden, for du har fået flere følelser
for ham end han har for dig. Bede ham om at slette dit nummer, og slette hans.
Derefter synes jeg, at du skal hive fat i din veninde og virkelig sige
undskyld. Du må sluge nogle kameler og fortælle hende, hvad der skete. Fortæl
hende, at det ikke var bevidst fra din side af, men at du var begyndt at få
nogle følelser for ham. Fortæl hende også, at selvom du stadig blev såret over
de ting, som hun sagde, så forstår du godt, at hun kunne tro, at i flirtede,
men at du nu har cuttet al kontakt med ham.
Du kan ikke
forvente, at hun tilgiver dig eller ikke bliver ked af det. Du kan ikke heller
ikke bestemme, hvad hun vil gøre med fyren, men på den måde tager du ansvar for
din del af det.
Jeg håber, at du kan
bruge mit svar :) Og al held og lykke herfra!
VH.
Gustav
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5078 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år