Jeg har været utro

Hej brevkasse

Jeg skriver til jer med tunge sten bundet om mit hjerte, og skulderne under jordens overflade. Som overskriften siger har jeg været min kæreste utro.
Min kæreste og jeg har været sammen i 1 1/2 år, og vi har oplevet en hel del på både godt og ondt, men jeg elsker ham, jeg elsker ham så meget at tanken om at være uden er knusende for mig - der skulle åbenbart den dummeste gerning til for at få mig til at indse det.

Jeg kan ikke sige at de ting vi har været igennem gør det okay, eller delvist hans skyld, fordi helt og alene har det været min egen, og jeg har gjort det mod vores forhold. Det ved jeg.
Vi flyttede hurtigt sammen, og ingen af os havde boet ude før. Han kommer fra et hjem, hvor huslige pligter er kvinde arbejde og med mine studier og lange dage, har jeg været sur og irriteret på ham over han ikke kunne lave mad, tage opvasken eller gøre rent.

En fyr fra mit studie begyndte at vise interesse i mig, og i starten var det meget uskyldigt bare lidt flirt og beskeder. Jeg synes det var spændende og nænnede ikke det skulle stoppe, fordi han var en helt anden personlighed end min kæreste.

Det begyndte så at gå dårligere i forholdet, fordi min kæreste blev mindre interessant og jeg var mere irriteret på ham, af den årsag min interesse var et andet sted.

Fyren fra mit studie spurgte mig en dag om jeg egentlig ikke havde en kæreste, og så vidste jeg jo godt hvad klokken havde slået, så dum og naiv jeg er siger jeg "det er gået over for lidt tid siden, men vi bor stadig sammen".
Efter lidt tid finder vi så en dag at være sammen, jeg kører op til ham og skal sove der. Han har en personlighed, hvor man bare kigger på ham og så føler man sig godt tilpas og tryg. Så ja, jeg gjorde det der ødelægger forhold. Vi så en film, og da vi gik i seng kyssede vi lidt og endte med at have sex.

Jeg er ikke normalt den utro type, og er faktisk en hel del imod det. Jeg har selv oplevet det, og det samme har min kæreste. Jeg ved hvor ødelæggende det er, og hvor hurtigt et forhold går i opløsning over det.

Jeg er trynet af dårlig samvittighed, og har det så dårligt med mig selv, jeg er faktisk direkte frastødt over det jeg gjorde.

Jeg tager hjem til min kæreste, og finder egentligt ud af hvor meget det er ham jeg elsker, og hvor forkert jeg har tacklet hele situationen. Jeg er dybt ulykkelig.
Jeg fortæller ham at måske var det for hurtigt vi flyttede sammen, og det måske var en god idé, hvis vi prøvede at bo hver for sig, men stadig var kærester. Vi havde brug for at lære at bo selv, så vi kunne bo sammen.
Han var helt vildt ked af det, men var villig til det, fordi han så gerne vil vores forhold.

Min kæreste ændre pludselig helt karakter. Begynder at ville hjælpe til, stå i køkkenet når jeg laver mad, og er villig til at forsøge selv. Han vil ofre så meget for at vi skal blive boende sammen, at han vil ændre på det og gøre en indsats for det.

Fyren fra mit studie og jeg, skriver stadig sammen, fordi i hans viden er jeg jo single. Vi skriver meget overfladisk, og ikke særlig tit. Han tager "heldigvis" ikke intiativ til at ses, fordi han har ret travlt med arbejde og lignende i vores sommerferie. Ud af den blå luft fortæller han så at han er ret vild med mig, at han savner mig, og jeg er hans pige. Jeg ved ikke hvor dum og naiv jeg har været, at håbe på det hele bare ville fordufte.
Han har nu fået tid til at ses, 2 måneder efter vi sidst så hinanden, og så meget er sket i min kærestes og jegs forhold.

Jeg elsker min kæreste så højt, og bare at se den ændring han er villig til at tage og yde for vores forhold er utrolig, og får mig til at indse, hvor en kæmpe idiot jeg har været.
Min kæreste og jeg har tit snakket om utroskab, og jeg ved lige præcis hvor han står. Han har førhen sagt, at det er nok den eneste ting jeg kan gøre, hvor han vil slå op med mig.

Her forleden en dag kom en ukendt pige hen til min kæreste da han var ovre at træne og spurgte om vi stadig var kærester, han siger at det er vi da og hvorfor, og hun fortæller ham så at hun havde bare hørt jeg var begyndt at ses og skrive med en anden fyr.
Min kæreste var så ked af det, over det hun havde fortalt ham, og han ville gerne vide hvilket grundlag hun havde for at sige det - fordi dum som jeg er benægter jeg det, og trækker det endnu længere ud.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ved godt at I nok tænker at jeg selv er udenom det - hvilket jeg også er. Jeg er helt og udemærket klar over det her er ingens fejl udover min egen.

Jeg ved ikke om jeg skal fortælle min kæreste det eller ej. Jeg elsker ham, jeg elsker ham så højt, at det gør så ondt indeni mig når jeg tænker på at være foruden - hver gang han er væk så savner jeg ham. Jeg ved godt at det er prisen der er at betale, og jeg ved ikke om jeg regnede med jeg ikke ville have det skidt over det.
Fortæller jeg min kæreste hele sandheden så vil han højest sandsynligt gå fra mig, og hade/ frastøde mig til evig tid - jeg er ikke klar til at sige farvel.

Fortæller jeg det ikke til min kæreste så frygter jeg han vil høre det fra en (jeg forstår ikke folk ved det, fordi jeg har intet sagt, og fyren bor en time fra mig), og så vil han gå fra mig, og hade mig endnu mere end hvis jeg selv havde sagt det.

Fordrejer jeg sandheden til det måske var et enkelt kys, og flirteri? Min kæreste vil være sur, ked af det, og have svært ved at stole på mig. Måske vil han blive, og vi kan arbejde på vores forhold. Han vil ikke opsøge pigen fra fitness centeret, som muligvis kender sandheden.

Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Jeg vil ikke miste ham, jeg nægter det. Jeg vil kæmpe for vores forhold, så meget som han har gjort. Jeg vil ikke kaste håndklædet i ringen. Jeg elsker den her dreng. Jeg kunne aldrig drømme om at være utro igen, og det mener jeg ligeså meget som at jeg elsker min kæreste.

Fyren fra min klasse ved jeg ikke hvad jeg skal stille op med. Vi skal gå i klasse sammen de næste fire år, og efter sommerferien vil vi være i samme studiegruppe. Hvordan afslutter jeg det på en venskabelig måde, og uden han vil hade mig og fortælle vores klassekammerater at jeg er en utro og hjertekold person.

Jeg håber I kan give mig vejledning. Jeg har virkelig jokket i den for alvor denne her gang, og jeg tror ikke der er noget jeg fortryder mere end det jeg gjorde.

Med venlig hilsen
En sorgmodig og ufattelig dum pige