Brevkassespørgsmål
Min bedste vens søster
Indsendt af "Anonym" på 17 år
Det her lyder måske som en kliché, men jeg er vanvittig forelsket i min bedste vens søster. Jeg kan snakke med min ven om alt, men det her røre jeg ikke med en ild tang, kunne aldrig finde på at sige til ham at jeg tænker på hans søster alt for meget. hun er et enkelt år yngre end mig, men det er nu også lige meget :)
Jeg er efterhånden også ved at være ven med hende søsteren. Vi snakker en del sammen.
Men spørgsmålet er så, hvordan jeg kommer i kontakt med hende på en ny måde, som viser at jeg vil noget mere. Vil ikke vise mine følelser for hende for tydeligt hvis det går galt. For når jeg ser hende så meget ville det være underligt. Det er også derfor jeg ikke siger noget til min ven, det ville være for underligt, hvis det nu aldrig bliver til noget.
Håber i kan hjælpe en meget forvirret ung "mand".
Svar fra Maja
Kære anonyme,
Det er et stort dilemma du står i. Det er altid svært, når det involverer venners søskende. Hvis det var mig, ville jeg overveje fordele og ulemper ved dette. Hvad tror du der ville ske, hvis din ven fandt ud af at du og søsteren havde kontakt, uden at fortælle din ven noget?
Gør dig overvejelser omkring hvordan det vil påvirke jeres venskab, dig og søsterens forhold, og hvordan alt ville være, hvis forholdet gik galt.
Hvis du beslutter dig for at gå all-in, så prøv at skriv til hende. Gør hende opmærksom på, at du kan lide hende. Du vil hurtigt kunne mærke om hun også er interesseret (ved at hun vedligeholder kontakten til dig). På et tidspunkt, skal du vurderer hvornår du skal fortælle hende om dine følelser.
Håber du kan bruge svaret.
Venlig hilsen
Maja
Svar fra Simone
Kære du,
jeg kan sagtens forstå at din situation er forvirrende at befinde sig i og kan skabe meget bekymring.
Mit første umiddelbare råd til dig, må være at jeg synes du skal fortælle din ven om dine følelser inden du tager fat i søsteren. Oftest har brødre et meget beskyttende gen overfor deres lillesøster, hvorfor jeg er bange for at det vil ødelægge jeres venskab, hvis du fortæller søsteren om dine følelser inden du inddrager din ven.
Jeg vil forberede dig på at din ven måske ikke vil reagere rationelt i første omgang, men hvis han er en rigtig ven, vil han hurtigt forstå dig og respektere at du kom til ham først :-) Måske du kan lave en lille seddel med stikord til det du gerne vil sige, så du får det formuleret korrekt? Hvis det var mig der skulle tage snakken med min bedste ven, ville jeg nok lægge meget vægt på at fortælle, at det altså er en reel forelskelse og ikke blot fordi jeg har lyst til sex samt at jeg gerne vil bevare vores gode venskab og derfor er jeg 100% ærlig omkring mine følelser over for ham inden jeg tager skridtet videre.
Hvis det er noget du har mod på, så synes jeg helt sikkert du skal springe ud i det! Men tænk det hele godt igennem og vær godt forberedt, for det kan være svært for din ven at acceptere og kan muligvis ende med at have nogle sørgelig konsekvenser.
Jeg håber at det hele lykkes for dig!
Kærligst
Simone
Svar fra Iben
Kære du,
Det er ikke altid nemt med de følelser der ;-)
Jeg kan godt forstå problematikken, fordi det er din bedste vens søster, og fordi din ven måske ikke ville være helt tændt på idéen om, at du skulle være sammen med hans søster. Når det så er sagt, så synes jeg, at det er en god idé at tage snakken med din ven, hvis du virkelig gerne vil have, at der skal ske noget mellem dig og søsteren. Selvom han måske ikke tager det så pænt i første omgang, så er han trods alt din bedste ven, så mon ikke han ville give det en chance, hvis du understregede, at du oprigtigt godt kunne lide hende? Desuden ville det være en hel del værre, hvis han først fandt ud af det, efter at der evt. var sket noget mellem dig og søsteren.
Med hensyn til søsteren, så kan jeg godt forstå, at du gerne vil hentyde lidt forsigtigt, at du er interesseret i hende for at forebygge akavede situationer. Du kunne måske gøre det ved at give hende nogle komplimenter, når du snakker med hende. Her mener jeg ikke kun i forhold til udseende, men også f.eks. at du godt kan lide at snakke med hende. Du kunne også skrive til hende for at vise, at du gerne vil have mere kontakt med hende. Og hvis du en dag føler dig ekstra modig, så kunne du invitere hende ud til en kop kaffe... selvom det selvfølgelig ikke er helt så diskret.
Håber du kunne bruge mine råd. Held og lykke med kærligheden!
Hilsen Iben
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5063 spørgsmål og givet 7541 svar de sidste 18 år