Brevkassen ⟩

Brevkassespørgsmål

Han siger ingenting

Indsendt af "Anonym" på 15 år

Hej brevkasse,

For 4,5 måneder siden begyndte jeg at date en flot fyr, som jeg har været venner og kollegaer med i 2 år. Han har, siden jeg mødte ham, været meget glad for piger, tinder og hurtige knald. Men nu var han altså faldet pladask for mig.

Det har gået meget op og ned de sidste måneder, men nu er vi nået til et punkt, hvor vi begge giver det en rigtig chance. Måske man ligefrem kan kalde os for kærester.

Problemet - som egentlig har været et problem fra starten af - er, at han er enormt stille. Han siger virkelig ikke særlig meget. Han er ikke god til small-talk, og jeg føler, at jeg bare snakker med mig selv nogle gange. Det gør det enormt anstrengende at være alene med ham.

Han er god til at "snakke" når det er over snapchat eller skrift, og med sine venner virker han også lidt mere snakkesaglig - især når han får en drink eller to. Han er vild med mig, hvis ikke forelsket, det tvivler jeg ikke på. Og han er også meget kærlig.

Grunden til, at det har taget 4 måneder at nå hertil, hvor vi er nu, er fordi jeg har følt, han var uinteresseret - eller "træt af mig", siden han ikke lagde op til samtale, og kun svarede med korte sætninger. Det har gjort mig ked af det og frustreret. For han sagde ofte (på skrift), at han er vild med mig - men jeg kunne ikke mærke det, når vi var sammen. Så til en fest for et par uger siden, hvor jeg var ret fuld, spurgte jeg ham om, hvorfor han er så stille og ikke siger noget, når han er alene med mig. "Jeg er nok bare en stille person", var hans svar. 

Er det bare sådan her det er? Jeg vil virkelig gerne ham og det her, men hvis det fortsætter med, at det kun er mig der snakker, så tror jeg simpelthen, at vores forhold bliver for anstrengende :-( ... og en smule uinspirerende.
Mvh "Maria"

Besvarelser

Svar fra Sofie

Hej med dig,

Dejligt, at du har fundet en sød fyr, der er vild med dig!

Jeg kan sagtens forstå dit problem, og hvorfor du tidligere har troet, at han ikke var interesseret i dig. På skrift giver han udtryk for, at han er vild med dig, og det synes jeg selvfølgelig, du skal holde fast i, selvom det også mundtligt engang imellem ville være rart at få bekræftigelse.

Måske er det bare sådan, det er - måske er han bare en stille person. At han er mere snakkesalig, når er han er sammen med sine venner, og ikke så meget, når han er sammen med dig, kan også være et udtryk for, at han slapper af i dit selskab og ikke har det store behov for at "være på", som det kan være tilfældet, når han er sammen med sine venner.

Men det påvirker dig jo ret meget, så jeg synes, du skal snakke med ham om det. Sige at du har brug for at snakke med ham om løst og fast. Ikke nødvendigvis hele tiden, men engang imellem, så du også kan få snakket om de ting, der rører sig i dit liv, og som du gerne vil indvie ham i eller fortælle ham om. Hvis han ved, at det betyder meget for dig, er jeg sikker på, at han også vil give det et forsøg for din skyld :-)

Kærlig hilsen, 

Sofie

Svar fra Iben

Kære "Maria",

Jeg kan godt forstå, at det er en meget frustrerende situation for dig.

For mig lyder det umiddelbart som om, at han måske "bare" er en mand af få ord - og at det altså ikke har noget med dig eller jeres forhold at gøre, at han er så stille. Dog synes jeg bestemt, at du skal snakke med ham om det og fortælle ham, at du nogle gange føler, at du bare snakker med dig selv, når du forsøger at have en samtale med ham. Måske oplever han det ikke selv på den måde - han nyder måske bare at høre dig fortælle :-) Men hvis du gør ham opmærksom på det, kunne man håbe, at han ville blive bedre til at deltage i samtalen. 

Der er jo intet galt i at være en stille person, men jeg synes ikke, at et forhold bør være anstrengende, som du siger, at det er for dig. Jeg kan høre på dig, at du er meget vild med ham, men hvis du bliver ved med at finde det anstrengende at være sammen med ham, bør du måske overveje den mulighed, at han bare ikke er den rigtige for dig. Men det er noget, du selv må vurdere. 

Held og lykke med det hele.

Hilsen Iben 

Svar fra Benedicte

Hej du,
Jeg kan godt forstå, at det er frustrerende og anstrengende for dig, og jeg synes det er fedt, at du prøver at løse problemet! 

Du siger, at det har været et problem fra starten af, hvilket måske bare tyder på, at han er en smule genert. Så på snapchat eller sms har han nemmere ved at snakke med dig, da der er en skærm imellem, som ikke skaber samme press måske. Derudover har du jo nævnt, at han er glad for "hurtige knald" og tinder, hvoraf han måske ikke har meget erfaring med kærester. Det kan være, at han bare ikke ved hvad han skal snakke om, og er nervøs for at være i et rigtigt forhold. Det giver i hvert fald god mening, hvis han er bedre til at snakke med sine venner, som han måske har kendt længere og ikke vil præstere overfor på samme måde. Det at han ikke snakker så meget, betyder ikke nødvendigvis, at han ikke nyder dit selskab eller at han er træt af dig. Hvis han siger, at det ikke er tilfældet, så synes jeg egentlig, at du skal tro på ham. Han ville nok ikke beslutte sig for, at give det en rigtig chance, hvis ikke han havde en stor interesse i dig. 

Jeg synes egentlig, at du skal give det et forsøg mere, at spørge ind til problemet. Selvom han måske ikke ser det som et problem, så kan du jo forklare ham, hvordan du bliver ked af det og frustreret, når du skal styre samtalen og tage initiativ. Hvis du virkelig gerne vil ham, så ser jeg ikke en anden løsning end at snakke om det, og måske acceptere at I er forskellige. Måske kan han NETOP lide dig, fordi er mere snakkesalig end ham selv?

Jeg håber, at du finder en løsning - ellers er du meget velkommen til at skrive en anden gang.

- Benedicte 

Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.

Hvad kan vi hjælpe dig med?

Vi har modtaget 5078 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år

Alkohol og stofferEtnicitetFamilieFlytte hjemmefraForelskelseGraviditetKrop og sundhedKærester og forholdMobningPersonlige problemerSeksualitetSex og samlivUddannelseVenner Andre ting
Skriv til os ⟩ 100% anonymt · 100% gratis

Flere spørgsmål om kærester og forhold

forvirret

hej.jeg skriver fordi der er den her pige at jeg har haft noget med i et stykke tid. jeg kendte hend...

Kontrol og magt

Jeg er en 20-årig kvinde og har været sammen med min partner i tre år. Vi har en datter på seks ...

Opførsel

hej brevkassejeg har fået en kæreste.vi er hemmelige kærester i starten, men jeg har et problem f...

ANONYME BESKEDER

Hej brevkasse.Jeg har næsten lige fået en kæreste, vi skriver meget sammen.vi sender billeder og ...

Leve min ungdom

HejJeg har fra jeg var 16-18 år været i næsten et 3 årigt langt forhold med en dreng. vi slog op...