Brevkassespørgsmål
Venner med fordele #2
Indsendt af "Anonym" på 15 år
Hey TheLove, igen.
Jeg er ham fra sidst som havde skrevet et indlæg om mig og min veninde, altså "Venner med fordele" jeg fik skrevet meget til hende og fik ringet meget, og hun fik endelig taget sig sammen til at svare tilbage, hun skrev vi skulle mødes og snakke om det og det gjorde vi så, vi talte om da vi havde sex og at hun faktisk havde haft følelser for mig i lang tid og ikke kun efter vi havde haft samleje, men problemet er bare at hun ikke kan holde ud kun at være venner med mig, har hun sagt. hun vil hellere være kærester? og jeg skrev jo sidst at jeg ikke ville have et forhold til en pige lige nu, men det har jeg tænkt meget over og har faktisk fundet ud af at det ikke kun er venskab mellem mig og min veninde, men jeg faktisk også føler noget for hende. siden vi har haft sex har jeg bare fået flere og flere følelser, men prøver sådan at gemme dem væk fordi jeg ikke rigtig er klar til et forhold og er bange for at det går galt og vi aldrig kommer til at have kontakt igen, og det gider jeg ikke. men jeg står i et dilemma her. min veninde har sagt til mig at enden kan vi være sammen nu, eller også bliver vi nød til at droppe det hele og bare holde os langt væk fra hinanden, det bliver jeg selvfølgelig sur over fordi jeg ikke vil miste hende på den her måde, bare fordi jeg ikke gider have et forhold til hende lige nu, jeg har prøvet at sige til hende at hun må vente for jeg er ikke klar til et forhold, men hun vil have et forhold med det samme, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre?
Svar fra Lotte
Hej anonym,
Det er en god start, at i har fået snakket ud om jeres misforståede følelser.
Det lyder til, at du må finde ud af med dig selv om, du er helt sikker på, at du ikke vil være i et forhold lige nu. Jeg kan godt forstå, at du ikke vil miste en god veninde og slet ikke, når du nu har fået følelser for hende. Man bestemmer desværre ikke selv, hvornår man får følelser for en anden person. Ofte rammer kærligheden, når man mindst venter det og egentlig måske heller ikke har behov for det. Du må prøve at tænke over hvorfor det er, at du ikke ønsker at være i et forhold pt.? Ingen synes, det er sjovt at være i et tvunget forhold, så hvis det er det du føler, hvis du bliver kærester med hende, så er det måske ikke en god idé. Skal du derimod bare vænne dig til tanken om at have en kæreste, så er det måske bare at prøve at springe ud i det.
Jeg forstår fuldt ud, at du er i et svært dilemma, men du kan på den anden side ikke forvente, at hun vil vente på, at du bliver klar til et forhold, da ingen ved hvornår, du vil føle dig klar til det. Du må mærke efter i dig selv og finde ud af om du er klar til en kæreste eller om du hellere vil miste en god veninde? Det kan dog være, at hvis hun får lidt tid, at i kan blive gode venner igen, men det vil være naturligt, at hun har brug for at sunde sig lidt, derudover vil det med stor sandsynlighed også være lidt hårdt for dig, når du trods alt har følelser indblandet. Dog har du måske ikke nok følelser for hende, hvis du samtidig ikke vil være i et forhold med hende? Tænk over det.
Jeg håber, at du finder ud af det :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte
Svar fra TuChi
Hej Anonym
Det er altid kompliceret med "venner med fordele", da der næsten altid kommer følelser i klemme. Jeg tror, du skal mærke på dig selv hvad du inderst inde vil. Jeg er bange for, at du ender med at såre din veninde, hvis du fortsætter med at være "venner med fordele", da hun har gjort det klart for dig, at hun vil mere.
Har du måske tænkt over, hvad der gør, at du ikke er klar til et forhold? For du skriver jo, at du også har følelser for hende. Så mit råd er, at du tager en tænkepause hvor du overvejer hvad det er, der går dig på. Det er jo tydeligt, at du ikke er klar til at lade hende gå - så hvad er der ved forhold, du ikke er klar til? Når du har fundet ud af det, kan du se om det er noget du/I kan arbejde med.
Hilsen TC
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5078 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år