Brevkassespørgsmål
Min første gang og en såret ven
Indsendt af "Anonym" på 15 år
Hej TheLove :)
Jeg er en 15-årige pige (fylder 16 om 2 måneder). Jeg går i 10. klasse.
Jeg har været et godt stykke tid om at komme over min eks. Vi sårede hinanden rigtig meget. Jeg tænker stadig på ham nogle gange, og jeg sammenligner ham med alle andre drenge. Jeg har været bange for at falde for en igen, og jeg lovede mig selv aldrig at forelske mig igen, men det kan man jo ikke bestemme selv... Jeg har et lavt selvværd og dårlig selvtillid. Jeg skubber folk fra mig, når de kommer for tæt på.
Til noget hyggedruk i sidste weekend mødte jeg den her dreng. Han er super sød. Vi kyssede og sådan lidt. Han er 17 år (om en måned 18), så der er ca. 2 år i mellem os. Vi har skrevet sammen hver dag. Jeg spurgte så, om han ville med til en fest her i weekenden, og det ville han rigtig gerne. Jeg blev rimelig fuld som altid... Vi kyssede og endte på ham der holdte festens lillesøsters værelse, hvor vi havde sex. Det var min første gang. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg tænker om det... Der udover tror jeg ikke kondomet sad rigtigt.
I starten fik jeg altid sommerfugle, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv og så videre. Jeg bliver stadig glad, når han skriver og sidder og venter på, han skriver, men det er ikke helt det samme mere. Jeg tænker lidt, at det ret hurtigt? Det var lidt det samme, som skete med min eks. Jeg begynder at kede mig.
Jeg har en rimelig god ven fra min klasse, som jeg har været lidt i tvivl, om jeg kunne lide som mere end venner. Jeg fik at vide af en veninde i går til festen, at hun havde brugt en halv time på at snakke med ham, fordi han var så ked af det. Han var åbenbart vild med mig og blev selvfølgelig ked af at se mig kysse med en anden. Jeg har fået at vide, at jeg er nød til at snakke med ham, men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Han skrev til mig i dag, som alt vat normalt, og det er også sådan jeg helst vil have det, men jeg har det bare så dårligt over, at jeg har såret ham.
Jeg ved ikke rigtig, hvad mit spørgsmål er. Jeg vil bare godt have en andens synspunkt på det hele, da jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre med noget af det
Svar fra Lotte
Hej du,
Som du selv siger, så kan man ikke bestemme sig for hvornår man vil føle noget og hvornår man ikke vil. Jeg tror, der er mange, der har det med at skubbe folk væk, når de kommer for tæt på en, nemlig i frygt for at blive såret. Sådan er det nok bare med følelser, jeg tror ikke, at man kan komme helt uden om at blive såret engang imellem. Du må tro på, at du er god nok som du er, det er der helt sikkert også en der vil få øjnene op for en dag.
At du begynder at kede dig, kan enten være fordi du ikke kender fyren godt nok og ikke tror, at han er mere end det du har set indtil nu, men det kan også være fordi du netop har lært ham godt at kende og dermed bare ikke har følelserne med i det. Alting er spændende i starten, men på et tidspunkt vil det blive mere hverdagsagtigt og måske til tider lidt kedeligt.
Det er rigtig ærgerligt, at du har såret din ven. Alligevel kan du ikke tvinges til at have følelser for ham, hvis du ikke har det. Det er en god ting, at han stadig opfatter jer som venner og at det kan være forholdsvist upåvirket af situationen. Jeg synes dog også, at du bør snakke med ham om det. At du har hørt, at han blev såret og at det bestemt ikke har været din hensigt. Det kan være, at det bliver nødvendigt at fortælle ham, at du ikke føler det samme for ham, men at du ikke vil miste ham som ven.
Jeg håber, at du finder ud af det hele :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte
Svar fra Josefine
Hej bare dig :-)
Først og fremmest tror jeg du skal prøve at undgå at lade din fortid ødelægge din fremtid - det der er sket med dig én gang behøver ikke være det, der sker hver gang du får en kæreste. Og hvis du bliver ved med at være i den tro så vil du ødelægge dine egne chancer for lykke.
At du ikke var vildt begejstret for ham fyren du var sammen med kan være fordi du enten ikke kan lide ham nok, eller fordi, som du siger, at du skubber folk væk der kommer for tæt på - det skal du finde ud af :-)
Dernæst, hvis du er i tvivl hvorvidt kondomet har beskyttet dig fra graviditet, så hold øje med om du får din menstruation til tiden, og hvis ikke, så overvej at kontakte din læge eller tag en graviditetstest - for at være på den sikre side.
Til sidst vil jeg sige at det at du har gjort din ven ked af det er rigtig ærgerligt, men sket er sket og det er der ingen grund til at have dårlig samvittighed over, for du vidste jo ikke hvordan han havde det. Men jeg synes godt du kunne snakke med ham om det og være ærlig overfor ham. Både for hans skyld men også så du slipper af med den dårlige samvittighed.
Kram, Josefine
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5078 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år