Brevkassespørgsmål
Føler mig elsket gennem sex med forskellige
Indsendt af "Anonym" på 17 år
Kort og kontant...
Jeg har på de sidste tre år været sammen med 13 forskellige fyre, og alle sammen kun én gang hver især...
Jeg ved godt at det er klamt, og jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre.
De drenge som jeg er sammen med, er jeg sammen med fordi jeg endelig føler mig elsket.
Jeg er meget alene... Har hverken mange venner eller meget familie, som jeg har kontakt til, så hver gang jeg er til en fest og bliver rigtig fuld og en fyr kommer hen og flirter, så ender jeg altid med at have sex med dem, fordi jeg så langt om længe føler at der er noget der vil have mig og at jeg føler mig elsket.
Efter, vil jeg egentlig gerne have så lidt kontakt med dem som overhovedet muligt...
Hvad skal jeg gøre???
Svar fra Lotte
Hej du,
Du har ret i, at du har været sammen med en del allerede, men jeg synes ikke, at du skal betragte dig selv som klam. Så længe du selv har haft lysten til det og ikke har følt dig tvunget til noget.
Som du selv lidt kommer frem til, så gør du det nok for at opnå den her nærkontakt til et andet menneske. Du får muligvis ikke opmærksomhed, kontakt, kærlighed eller noget helt fjerde nok fra de venskaber og den familie, du så har? Man kan nemt være lykkelig og glad, selv med få venner. Dog lyder det ikke til, at dine venner eller familie er gode nok, til at opfylde alle dine behov. Jeg kender selv til det der med, at man får en bekræftelse, når en fyr viser interesse, hvilket jo på sin vis er godt nok. Uden at vide det hundrede procent, men at du efterfølgende ingen kontakt vil have med disse fyre, kan være et tegn på, at du er blevet såret mange gange før. Du tør ikke at åbne op for nogen, da du kan være bange for at blive såret eller svigtet endnu engang? Hvis dette er tilfældet, så prøv at lukke dine venner lidt tættere ind på livet af dig til en start.
Jeg siger dog heller ikke, at du skal åbne op for alle de fyre, du er sammen med, så vil du med garanti blive såret. Dog må nogle af disse fyre vise mere interesse eller være lidt sødere end de andre? Man kan desværre ikke komme igennem livet uden at blive såret, men man tage en dag ad gangen og få det til at fungere alligevel. Hvis du vil undgå at have sex til disse fester, kan du måske prøve at drikke mindre, så du ikke træffer de samme valg? Selvom du for en stund føler dig elsket, så holder det ikke rigtig i længden, men det er vist allerede klar over.
Noget helt andet du kan prøve er eventuelt at starte til en sport eller noget andet, du interesserer dig for. På denne måde har du noget andet at se frem til og du kan møde nye venner med samme interesse som dig undervejs. Det kan være, at det kan give dig noget mere selvtillid. Du bliver i hvert fald nødt til at tro på, at du er god nok som du er. At du har været sammen med del, bekræfter vel også bare lidt, at du rent faktisk ser godt ud, at du ikke behøver at bekymre dig så meget? Og selvom du ikke bliver bekræftet i dit udseende, personlighed, personlige sejre eller andet så ofte, så må du prøve at finde denne bekræftelse hos dig selv. Jo bedre du har det med dig selv, jo lettere vil din omgangskreds også have ved at blive glad for dig, som lige netop den du er.
Jeg håber, at du finder ud af det - og ellers er du altid velkommen til at skrive igen :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte
Svar fra Mariane
Hej med dig,
du skal ikke føle dig klam over at have været sammen med 13 på tre år. Tallet betyder ikke noget. Det er ikke værre end så mange andre.
Det, der betyder noget, er om man har det godt med det, og om man har sex af de rigtig årsager. Det er ikke godt at have sex som en del af en selvdestruktiv adfærd. Dét at føle sig ensom og uelsket er udfordringer, der skal plejes på andre måder. Jeg vil foreslå dig at tage kontakt til en ungdomsrådgivning med tilknyttet psykolog eller lignende, som du kan tale med om, hvordan du har det. Dernæst vil jeg anbefale dig at finde dig en fritidsbeskæftigelse, hvor du kan give omsorg samt få igen. Det kunne være et job som besøgsven for et ældre menneske eller at være voksenven for et barn. Du kunne også hjælpe hjemløse på et værested. Jeg tror, det ville være godt for dig, da du så vil føle, der er brug for dig, og du får en følelse af at være uundværlig for et andet menneske.
Ønsker dig det bedste. Pas på dig selv :-)
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5078 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år