Brevkassespørgsmål
Er det normalt?
Indsendt af "Anonym" på 17 år
Hej TheLove.
Jeg er her i løbet af de sidste par uger begyndt at ses med en dreng fra min skole som jeg rigtig godt kan lide. Ret hurtigt efter vi begyndte at tale sammen, havde vi også sex. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at det skulle ske så hurtigt i ''forholdet'' men det gjorde det altså og det er fint nok. Men problemet er bare at hver gang vi er sammen vil han bare hele tiden have sex! Hver gang vi har været sammen har vi haft sex mindst én gang, på et tidspunkt gjorde vi det tre gange på en aften, hvilket jeg synes er voldsomt da jeg ikke har den allerstørste erfaring. Han er meget påtrængende hele tiden, og det er jo heller ikke fordi jeg ikke vil, jeg synes jo også selv det er dejligt, men er bare lidt nervøs for om han ''udnytter'' mig, selvom han ofte siger at han rigtig godt kan lide mig, og også viser det offentligt i skolen osv.
Vil bare godt vide om det er et dårligt tegn at han opfører sig sådan eller det bare er en helt naturlig ''tiltrækkelse''.
Tak på forhånd:)
Svar fra Josefine
Hej Clara :-)
Jeg vil mene det er ret naturligt at en fyr i den alder har lyst til sex og meget af det. Men han skal selvfølgelig også lære at kunne dæmpe den lyst og tage hensyn til dig, for nogle gange har man bare ikke lyst og så skal ens partner kunne læse det på ens signaler, eller trække tilbage når man beder om det.
Er han klar over hvordan du har det? Ellers synes jeg du skulle snakke med ham om det, for der er da intet værre end en påtrængende person og det ville være ærgerligt hvis du endte med at blive rigtig træt af ham, inden han fik chancen til at rette lidt op.
Hvorvidt han udnytter dig, kan jeg ikke sige noget om, men prøv og mærk efter, for ofte er vores intuition ret god til at opfange den slags. Hvis ikke, så er der ikke andet for end at stole på ham.
Knus, Josefine
Svar fra Kirsten
Hej Clara
Jeg kan godt forstå du undrer dig over at han er så interesseret i sex.
Som jeg forstår det, er i kærester men i har ikke snakket så meget sammen som i har haft sex? Hvis jeres forhold handler mere om det seksuelle.
Der er ikke noget unormalt i at han rigtig gerne vil have sex, da man har mange hormoner i kroppen når man er i den alder og lige er begyndt at have sex. Da jeg selv var 16-17 år og jeg fik en kæreste havde vi også sex hele tiden. Vi havde kendt hinanden i to uger inden vi begyndte på det. Men det føltes også helt rigtigt for os begge. Jeg ved ikke om i begge har samme intentioner. Du kan prøve at snakke lidt med ham og forsigtigt spørge ind til hvad han ønsker fra forholdet, om det kun skal være sex eller om han også gerne vil være rigtige kærester med dig.
Hvis det kan være lidt svært at finde ud af, kan i jo sagtens holde en lille pause fra hinanden på to uger og så tænke lidt over hvad det er i vil med hinanden. Så du ikke spekulerer over hvad hans intentioner er. Jeg forstår godt, at du er i tvivl om hvad han vil, hvis i ikke har talt så meget om det. Det er vigtigt at tale om hvad hinanden vil så ingen bliver sårede.
Jeg håber du kan bruge mit svar. Held og lykke
Kærlig hilsen
Kirsten, 23
Svar fra Lotte
Hej Clara,
Det er altid svært lige at finde den rette balancegang og vide hvad den anden tænker i forhold til det.
Han giver udtryk for at han godt kan lide dig, når han både siger det og viser det offentligt. Hvis det blot var sex, så tror jeg ikke, at han ville vise det på samme måde, i hvert fald ikke i skolen. Ved at han viser det offentlig sender han også et signal til andre piger om, at han er optaget.
Der er også meget forskel på fra person til person, hvor meget sex det fylder. Det kan sagtens være, at han har et stort behov for det, men det betyder ikke nødvendigvis, at det så kun handler om sex. Han er helt sikkert tiltrukket af dig og det må du endelig også huske at tage som et kompliment.
Hvis du virkelig frygter, at han bare udnytter dig, så synes jeg, at du skal spørge ham hvad han tænker om jer to og jeres forhold til hinanden. Det er måske meget godt at vide, at i går ind i forholdet med samme intentioner, så ingen ender med at blive alt for såret. Du kan også foreslå ham at lave noget sammen en dag, hvor der ikke umiddelbart er samme mulighed for sex, men hvor i blot nyder hinandens selskab på en anden måde.
Jeg håber, at du finder ud af det :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5078 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år