Brevkassespørgsmål
Hvad gør jeg?
Indsendt af "Anonym" på 14 år
Hej...
Okay, hvor begynder jeg? For ca. 1/2 år siden begyndte jeg på en rigtig god rideskole og mødte så to rigtig søde piger (den ene hedder Astrid og den anden hedder Siff) hver gang at jeg har været oppe på min rideskole har vi altid gået sammen og grint og bare haft det rigtig sjovt, så en dag i sommerferien i 2013 besluttede vi os for at være sammen og først tog vi ud og red nogle pony og det var bare så hyggeligt og bagefter det tog vi hjem til Astrid og red på hendes heste og det var også mega hyggeligt tog så med Siff hjem og sov ved hende og dagen efter red vi og tog på stranden og tog fjolle billeder, men efter den dag ændrede mit forhold til dem.. De kom/kommer altid med undskylninger for ikke at være sammen med mig og når jeg er oppe på rideskolen og går hen til dem for at være sammen med dem bliver stemningen bare så nedtrykt.. Har spurgt og skrevet til dem så mange gange at jeg er rigtig ked af hvis jeg har sagt eller gjordt noget de ikke kunne lide. Bliver rigtig ked af det og lidt jaloux fordi de er sådan nogle søde piger og de har bare verdens bedste venskab og de rider sammen næsten hver dag og sådan noget, det jeg bliver ked af er at jeg engang var sammen med dem 24/7 og vi hyggede os bare så meget og det næste øjeblik gider de mig ikke mere? Og det jeg bliver jaloux over er at de har sådan en godt venskab og de rider sammen og jeg har ikke rigtig nogle rideveninder ligesom dem. Ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre, vil i ikke hjælpe mig?
Mange knus den forvirrede og fortvivlede
Svar fra Josefine
Hej Mille
Jeg kan godt forstå du er rigtig ærgerlig over at de venskaber du troede du havde med dem egentlig er gået til grunde og du aner ikke hvorfor. Nogle gange er man bedre venner med nogle end med nogle andre og det kan være at de to bare klikker på en helt særlig måde, hvor de har lyst til bare at være dem, og det er selvfølgelig rigtig ærgerligt for dig, men det skal de have lov til. Dog synes jeg det er rigtig ufint af dem at de ikke forklarer dig hvorfor de pludselig ikke vil være sammen med dig. Jeg kan forstå du har undskyldt hvis du har gjort noget forkert, men jeg kan ikke helt læse mig frem til om du rent faktisk har spurgt hvorfor de ikke vil være sammen længere..
Men uanset hvad så synes jeg du skal bruge din tid på at finde dig en god rideveninde eller veninde, du har noget andet tilfælles med, for det nytter ikke noget at gå og tænke på dem hele tiden. De virker ikke særlig søde når de sådan bare ignorerer dig fra det ene øjeblik til det andet.
Held og lykke med at finde en god veninde ! :-)
Knus, Josefine
Svar fra Lotte
Hej Mille,
Det er altid rigtig hårdt at blive afvist på denne måde og bestemt ikke en fed situation at være i. Du har allerede gjort en masse for at finde ud af grunden til at de ikke vil snakke med dig, det er desværre rigtig ærgerligt, at de ikke vil sige, hvis der er noget der generer dem. Jeg ved heller ikke, hvad der kan være gået galt, men du må prøve at tænke dagene igennem og overveje om, der var noget du kunne have gjort anderledes. Det er ikke sikkert, at det er dig, der har gjort noget overhovedet, men det kan være at de bare ikke føler, at der er plads til dig i deres venskab, hvilket selvfølgelig er enormt ærgerligt. Jeg ved ikke om der er så meget mere at gøre end du allerede har gjort nu. Selvom det kan være hårdt at indse, så er de måske ikke værd at kæmpe for, når det er så hårdt at blive en del af dem. Det skulle gerne være lettere og mere gensidigt, når man er i et venskab. Hvis du stadig vil forsøge at få deres opmærksomhed, så er det måske lettere at kontakte en af dem på et tidspunkt, hvor de ikke er sammen. På denne måde kan de ikke gå sammen mod dig, men der er større chance for, at hende du snakker med vil være mere åben og imødekommende.
Da jeg ikke selv er så meget inde i hesteverdenen og dermed ridning, så ved jeg ikke, om der findes nogle klubber eller fora, hvor man kan snakke med andre om heste, altså noget der foregår udenfor rideskolen også? Så kunne det være, at du kunne møde andre med samme interesse for heste der også. Eller er der ikke andre piger på rideskolen, som du kan opbygge et venskab til?
Det er meget naturligt at blive jaloux på andres venskaber. Udefra kan de se så perfekte ud, selvom de ikke altid er det. Det er også naturligt, at man gerne vil have nogle veninder, som man kan dele sine interesser med. Det kan være, at du har nogle andre veninder, som du kan spørge om, de kunne tænke sig at tage med dig på rideskolen en dag?
Jeg håber, at du finder nogen, der kan dele din interesse med dig! :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5078 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år