Brevkassespørgsmål
Skal jeg stole på ham?
Indsendt af "Anonym" på 14 år
hej brevkasse
for halvanden år siden var jeg forelsket i en pige efter et et halvt år valget jeg at sige det til en mine rigtig gode venner som jeg snakkede rigtig godt med. 2-3 måneder efter fik jeg af vide fra min bedste ven(som også er gode venner med min anden ven) at han var blevet kærester med den pige jeg var forelsket i, og at han havde været det i noget stykke tid og det blev jeg rigtig sur over og valgte ikke at snakke med ham længere. i slutningen af sommer ferien fik jeg at vide at de havde slået op, men jeg er blevet forelsket i en anden pige og nu har jeg brug for en at tale med det om. skal jeg prøve at stole på ham igen, eller skal jeg tale med en anden ven som jeg stadig tror jeg kan stole på, som også stødte mig mens han var kærester med den anden pige?
Svar fra Johanne
Kære secret lover
Jeg kan godt forstå, at du har brug for at tale med nogen, hvis du har lidt sommerfugle i maven, over den her pige du er forelsket i. Det er lidt svært at vurdere, hvorvidt du kan stole på din ven, eller om du skal gå til en anden ven. Hvis du er i tvivl om hvorvidt du kan stole på ham, kan du måske fortælle ham lidt uden at fortælle ham alle dine følelser. På den måde bliver du ikke ligeså stødt, hvis du så finder ud af, at du ikke kan stole på ham.
Det kan generelt godt være lidt svært at vide, om man kan stole på folk, og derfor synes jeg bare du skal føle dig lidt frem - det kan også være, at der er en pige i klassen, du kan snakke med det om? Gå efter din mavefornemmelse, og hvis den siger, at du ikke kan stole på dem, skal du måske bare holde det for dig selv, og fortælle det til en helt tredje :-)
Al held og lykke med det, jeg håber du kunne bruge mit svar til noget
Kærlig hilsen Johanne
Svar fra Karoline
Hej med dig,
på mig lyder det som om, du ikke har givet din ven en chance for at forklare situationen. Når man får fortalt noget om nogen, skal man altid gå til denne person, og høre deres version af sagen. Det kunne jo være at de blev kærester før du fortalte ham om dine følelser for hende, eller han blot samlede sig mod til at fortælle dig det. Snak med ham om det, og beslut dig først derefter om du vil stole på ham.
Det er altid dejligt at have venner man kan snakke med, og at du vil dele dine forelskelser med dine drenge venner, synes jeg er super fedt!
Sidste råd: Du kan altid stole på dine venner, til det modsatte er bevist.
Håber alle trådene bliver redet ud.
Kærligst Karoline.
Svar fra Kathrine
Hej du!
Det gør altid ondt når en man tror man kan stole på, går bag ens ryg og sårer en. Jeg kan rigtig godt forstå at du bliver i tvivl om du skal prøve at stole på ham igen eller ej og især når det omhandler samme ‘emne’ som sidste gang du stolede på ham.
Mit bedste råd, er at stole på de venner du ved ikke vil såre dig og som du ved ikke vil gå bag om ryggen på dig, ligesom ham den anden kammerat du fortæller om! Han virker til at være en god ven som du kan stole på! Brug din energi på ham i stedet for ham den anden, da han ikke har vist dig at han er en god ven! Det er også en god ting at have med sig videre til fremtiden, da ikke alle mennesker vil en det bedste og derfor bliver man nødt til at holde sig til dem, man ved man kan stole på :)
Jeg håber alt løser sig og at du træffer det rigtige valg :)
Venlig hilsen
Kathrine
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5078 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år