Brevkassespørgsmål
Min veninde er narkohandler
Indsendt af "Anonym" på 20 år
Hej
Jeg går og er bekymret.
Bekymret for, at en person jeg elsker højt, kommer ud i nogle problemer, som hun ikke selv er herre over længere. Det handler om salg af stoffer, som jeg er øjenvidne til.
Jeg føler mig magtesløs, da jeg ikke føler jeg kan gøre noget. Siger ofte at hun fortjener bedre, og at jeg er bekymret for hende. Men der sker ikke noget. Og jeg vil selvfølgelig aldrig i mit liv melde hende.
Men hvad skal jeg så gøre? Kan man overhovedet gøre noget i sådan en situation?
Tænker at alle har sine perioder i sit liv, hvor man er ved siden af sig selv - men det kan jo ødelægge hele hendes liv, hvis det ender galt? Og så har jeg bare siddet på sidelinjen og nærmest deltaget i hendes kriminalitet.
Hun er et helt igennem fantastisk menneske. Smart, intelligent, smuk og kreativ.
Tror du det hele flader ud lige så stille, eller er der noget man/jeg kan gøre?
Svar fra Karoline
Hejsa,
hvor er jeg ked af at høre, at din ellers så fornuftige veninde er endt ud i sådan noget.
Jeg kan forstå, at du er i tvivl om, hvad du burde gøre. Det er en svær situation at stå i.
Jeg ved ikke hvor meget du i forvejen har snakket med hende om det. Jeg synes du skal udvise din bekymring for hende, og fortælle at du så gerne vil hjælpe hende, men føler dig magtesløs. Måske i har nogle fælles venner, der kan hjælpe dig? Ellers synes jeg du skal tage kontakt til hendes forældre.
Det er måske ikke det du har allermest lyst til, men forældre vil altid være et trygt sted, og et fint sted at begynde. Fortæl dem, hvad der foregår. I kan eventuelt sammen beslutte, hvad I vil tilbyde din veninde. Psykolog eller anden form for konsultation kunne være en ide, men først skal I finde frem til, hvorfor hun handler med stoffer. Er det pengene? Er det suset? Eller måske har hun noget i klemme med bekendtskaber? Det er der i starter..
Uanset hvad, skal I ikke presse hende, men lade hende vide, at I vil gøre alt for at hjælpe hende.
Kærligst Karoline.
Svar fra Augusta
Kære Anonymo
Puha, jeg forstår godt at du føler dig magtesløs, det er en meget svær situation, som du befinder dig i. Det er klart at du er bekymret, og vil hjælpe din veninde. Du har prøvet at fortælle hende hvordan du har det, hvilket er godt, men måske det ville være en god ide at fortælle hende om konsekvenserne af hendes valg og muligvis tage fat i hendes forældre eller andre voksne mennesker som der er tæt på hende, f.eks. en gudmor eller onkel.
Man kan ikke sige om det er en fase eller noget der flader ud af sig selv, det er meget individuelt - det ligger i en svær kategori, da det omhandler kriminalitet, så det ville være en god ide hvis der blev taget hånd om det, så du kan få ro, og din veninde kan komme ud af hendes situation.
Jeg håber at du får mod til at rykke skridtet videre, selvom det kan være hårdt, især når hun betyder meget for dig, og at svaret kan hjælpe dig lidt på vej.
Knus Augusta
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5078 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år