Hej, jeg er en pige der går på gymnasiet i 3. G, og jeg synes det er svært med venner. Jeg har haft den samme “gruppe” i lang tid, som består af 2 piger jeg snakker meget med, og 5 piger jeg snakker lidt med.
Problemet er bare, at jeg hader det. Jeg føler mig altid akavet, og jeg ved ikke altid hvad jeg skal sige. Jeg er også autist, og selvom jeg er en af de autister, der har tilpasset sig meget til sine omgivelser og lært at “maske”, hvordan “normale mennesker” opfører sig, så er det stadig svært nogle gange.
Jeg kan nemlig ikke rigtigt lide de 2 piger, som jeg snakker bedst med. De lader mig aldrig tale (hvis nogen spørger mig om noget og siger mit navn, så svarer de for mig, inden jeg selv når at tale) og de går meget op i, at karakterer definerer et menneskes værdi. Jeg synes ikke det er specielt rart, for selvom jeg får gode karakterer, så er jeg træt af at vide, at de ville dømme mig helt vildt, hvis jeg en dag klarede det mindre godt. Jeg har nemlig før løjet til dem og sagt, at jeg fik -3 på en test, for at se deres reaktion. De sagde “nå, vi fik 12. Jeg er godt nok glad for, at jeg ikke fik -3”.
Jeg er bare så træt af det, og jeg gider ikke konfrontere dem, for så bliver det akavet. Og jeg føler heller ikke et særligt behov for at beholde vores venskab, men det er her problemet opstår.
Fordi jeg er autist, så er en af de ting, jeg har rigtigt svært ved nemlig at snakke til nye folk. Jeg kan godt socialisere, hvis nogen begynder at tale til mig - men jeg ved ikke, hvordan jeg selv går hen til nogen og starter en samtale.
Jeg er helt lost, og fordi jeg ikke kan få andre venner, så er jeg nødt til at være strandet med de 2 dårlige, som jeg har i et helt år mere. Det kan jeg ikke.
Måske kunne jeg begynde at snakke med de 5 andre piger fra vores gruppe, men så hænger jeg jo stadig på de 2 andre piger, da de er i samme gruppe - og de dræner mig virkelig og fjerner min livsglæde.
Hjælp, jeg ved ikke, hvad jeg gør…
Og undskyld for det lange brev.
Vi har modtaget 5086 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år