Brevkassespørgsmål
Føler mig aldrig alene...
Indsendt af "Anonym" på 14 år
Hejsa TheLove!
Det er sådan at jeg i flere år (siden tredje klasse) har haft denne sære fornemmelse, som sammentidig gør mig rigtig bange. Den går ud på at jeg aldrig føler mig alene. Det er storset altid om aftenen - kan godt foregå om dagen - hvor jeg føler, at jeg bliver overvåget af en mand. Nogle gange kan der gå flere dage, måneder eller endda år før han dukker op igen, men når han så er her, vil han ikke andet end at gøre mig ondt.. Jeg begynder at ryste og mine øjne er helt klemt i når jeg føler han er her. Jeg kan slet ikke røre mig, eller kigge ud i rummet i mere end tre sekunder, fordi jeg er bange for at han dukker op. Jeg er bange for, at han voldtager mig mens jeg sover, eller at han slår mig ihjel. For det tror jeg desværre på, at han kan... Det føltes altid som om at han prøver at overtage min krop.
Hver en skygge på mit værelse, eller hver en lyd, betragter jeg som ham! Jeg ligger altid gemt udner dynen, og med ansigtet ind mod muren. Så er der bare den ulempe, at jeg ikke kan vende mig rundt igen, fordi jeg vil ikke risikere at han overfalder mig, eller straffer mig på en måde.
Jeg går i forvejen til psykolog pga. nogle andre problemer, og har kun lige nævnt det en gang før for min psykolog. Jeg skal der ned igen nu på torsdag..
Jeg valgte at fortælle det til min bedste veninde for nogle dage siden. Vi skrev sammen om det sent om aftenen, og jeg kunne tydeligt mærke, hvordan Han ikke brudte sig om det! Det var som om at hvis jeg ikke bare lagde mig til at sove, så ville han endten skade hende eller skade mig... Han gør mig ufatteligt bange, og jeg ved ikke hvorfor jeg har det, som jeg har det?! Jeg ender ALTID med at græde mig selv i søvn!... Og det er forfærdeligt..
Jeg er sammentidigt også meget følsom. Jeg kan græde over de mindste ting, og jeg tænker selv at det i nogle sammenhænge er fordi jeg føler mig presset. Den mindste matematik opgave nede i skolen, som jeg ikke kan finde ud af, kan få mig til at bryde sammen. Det er så svært at holde det tilbage...
Jeg har så meget mere, jeg ville kunne fortælle, men jeg vælger at stoppe her. Jeg håber på, at i vil kunne hjælpe mig en lille smule. Den mindste hjælp er værtsat!!
Knus mig.
Svar fra Josefine
Hej kære du!
Øv, det lyder rigtig hårdt det du gennemgår dagligt! Det er slet ikke underligt at du bryder sammen ved små opgaver osv., for det er fandme hårdt at gå og være ængstelig hele tiden!
Jeg tror for dig det handler om at blive bevidst om at de tanker du går og har kun foregår inde i dit hoved - det er ikke virkelighed og det er nogle gange rigtig svært at skelne. For de tanker du går og har, som kun foregår i hovedet er noget du overfører til virkeligheden og derfor reagerer du så stærkt på det. Og så tror jeg du skal have nogle metoder du kan bruge når du finder dig selv i en sådan en situation, hvor du er ængstelig. Måske også se tilbage på dengang hvor de her tanker gik i gang - måske årsagen kan hjælpe dig af med det.
Jeg vil mene du skal snakke med din psykolog om det når du ser ham/hende igen, for det lyder som om det fylder rigtig meget og det må være svært at gå med det alene - og så er han/hun professionel og ved hvad der skal gøres. Men snak om det, med dem du føler dig tryg ved for min erfaring er at hvis man holder den slags for sig selv, så gør man det værre for sig selv.
Knus, Josefine
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5086 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år