Jeg er en pige på 15 år som er meget socialt akavet. Jeg har en del veninder på min skole, men det er også de eneste, og det har jeg det egentlig helt fint med, for jeg har det rigtig godt med dem! Jeg overvejer meget om jeg har social angst da jeg har mange af symptomerne bare jeg skal sige noget højt i klassen. Jeg rækker ALDRIG hånden op! Jeg tør simpelthen ikke! I tænker sikkert "hvad er det værste der kan ske?" For mig er det at jeg ikke ved hvad mine lærere vil tænke hvis jeg svarer forkert og om de så vil trække mig i karakter...
Alle mine lærere siger man ikke lægger mærke til mig, og det har taget nogle af lærerne flere år at finde ud af at jeg faktisk ikke er dum. Men jeg har jo ikke tid til at mine lærere på gymnasiet skal opdage min faglige kunnen gennem det skriftlige! Jeg vil nemlig gerne på gymnasiet her efter sommer. Der er bare to ting jeg er MEGET bekymret for!! Jeg vil høre om i måske kan give mig nogle råd til at takle tingene?
Det første er det sociale: Jeg er som sagt meget social akavet. Lad os tage en situation, der nemt kunne forekomme på gymnasiet: Jeg kommer ind i klassen og nogle af pigerne står allerede og snakker sammen. Hvordan kommer jeg med i samtalen? Jeg ville aldrig kunne få mig selv til at gå over og sige hej, jeg er alt for akavet! Hvordan introducerer man sig til folk der allerede har en samtale i gang? Det er egentlig ikke fordi jeg er afvisende eller på den måde indadvendt over for andre, jeg er meget smilende og glad, og jeg vil hellere end gerne snakke med nye mennesker, jeg ved bare ikke hvordan man gør!
Nogle af mine veninder overvejer det samme gymnasium som mig, og det er jo en god mulighed for at beholde noget af den tryghed jeg har haft gennem grundskolen, men problemet er at jeg nok vil blive ret afhængig af hende, fordi hun netop har den tryghed som jeg behøver for ikke at gå helt i selvsving. Hun er meget populær og helt utrolig god socialt! Og hun vil jo selvfølgelig også gerne være sammen med andre end mig osv. Hun ser også vildt godt ud, og alle drengene falder på stribe for hende!
Jeg vil bare føle mig ekstremt kikset, keglet og forkert ved siden af hende...
Så har i nogle gode råd til det sociale? Hvordan jeg kunne præsentere mig, starte en samtale, og holde den i gang?
Jeg er også meget bekymret for det mundtlige! Som jeg også har sagt rækker jeg ikke hånden op... Det er virkelig ikke godt for på gymnasiet er du jo blandt mange andre dygtige elever, som også vil have en god karakter. Det er især også dårligt, fordi jeg skal have Samfundsfag og engelsk på A-niveau. Jeg får 12 i samfundsfag og 12 engelsk skriftligt, men jeg får 7 i mundtlig engelsk, netop fordi jeg ikke siger noget... Jeg går helt i baglås når jeg skal snakke på engelsk uden papir... Det går jo ikke på gymnasiet! Til prøveeksamen i mundtlig engelsk i 8. fik jeg 10.
Har i nogle råd til hvordan jeg kan tage mig sammen til at række hånden op? Måske små skridt som jeg kan øve mig på her i 9.? Eller især en god ide til at lære at tale bedre mundtlig engelsk?
Jeg ville blive så glad hvis i ville prøve at hjælpe! :)
Hej Mathilde :-)
Det er virkelig mange tanker, som du har gjort dig. Lad mig først sige, at da jeg læste dit brev, så kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at du er blevet puttet ned i nogle ret fasttømrede kasser. Fx skriver du, at du er social akavet. Er det noget, som du selv tænker om dig, eller er det noget, som andre har fortalt dig? Du siger jo selv, at du er smilende og glad, og at du har en del veninder. Nogle gange så kan vores egne tanker være vores største stopklodser. Når du fx ikke tør række hånden op, fordi du frygter, at du siger noget forkert, som din lærer straffer dig med ved at give dig en dårligere karakter. Har du set dine lærere gøre det ved nogle af dine klassekammerater? Hvorfor skal du ikke have lov til at fejle og dermed fx forbedre dit engelsk?
Det var bare nogle tanker :-) med hensyn til dine to bekymringer omkring gymnasiet:
- Omkring det sociale, så skal du tænke på, at alle er i samme situation. Alle er kommet i en klasse, hvor de kender måske nogle få, men hvor flertallet er komplet fremmede. Det kan være skræmmende, men der er intet andet end at opsøge folk. Hvis jeg skal give dig nogle konkrete råd, så vær ikke bange for at sætte dig ved siden af nogle af de andre, når du har en samtale med nogle, så vær opmærksom på, at du ikke svarer med "ja", "nej", "okay" osv. Svar i hele sætninger og vær opmærksom på dit kropssprog. Holder du konstant armene over kors, ser ikke folk i øjnene, når du snakker med dem eller krymper skulderne sammen, så virker du som en person, der ikke gider snakke. Til dit konkrete spørgsmål om, hvordan du kommer med ind i en samtale, så vil mit bedste svar være: at du hopper ud i det. Det værste vil være, at de siger, at det er en privatsamtale, men det bedste vil jo være, at du kommer med i samtalen. - Omkring det at være mere mundtlig, så er det lidt det samme igen. Jeg var selv meget stille i folkeskolen, og da jeg startede i gymnasiet, der sagde jeg til mig selv, at i stedet for at falde i samme rutine med at blive usynlig i klassen, så skulle jeg prøve at skabe nye rutiner. Simpelthen sige noget. Det var skræmmende til at starte med, men hurtigt fandt jeg ud af, at det handler om vaner. Hurtigt fyldte det mindre, om jeg sagde noget, der var rigtigt eller forkert, for lærerne lægger ligeså meget mærke til, om du prøver og om du er aktiv.For at opsummere, så vil mit bedste råd for det hele være, at du prøver at hoppe ud i det. Prøv at udfordre dine tanker. I stedet for at tænke, at du fx er social akavet, så er du måske ret cool at snakke med? I stedet for at tænk, at du ikke må sige noget forkert til læreren, så tænk, at du gerne må prøve at svare og at læreren synes det er fedt, at du er aktiv.
Du kan bruge 9. klasse på at øve dig i dette, så det er nemmere, når du starter i gymnasiet.
Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig og jeg ønsker dig al held og lykke. Det er en kamp, der ikke er vundet i morgen, men den kan vindes ;-)
VH.
Gustav
Vi har modtaget 5093 spørgsmål og givet 7566 svar de sidste 18 år