Kære brevkasse,
jeg har bare lige et par ting jeg har brug for at få ud af hovedet..
Det er sådan, at jeg går i klasse med en fyr som jeg i længere tid (dvs. flere år faktisk) har haft noget med - godt nok sådan lidt on-and-off.. Men nu har det været ret seriøst her det sidste halve år. Jeg blev mere og mere glad for ham.. Men så her for ca. to uger siden opdagede jeg selv, at han igen skrev med sin ekskæreste - som jeg engang var gode veninder med. Jeg blev lidt ked af det og fortalte ham også hvordan jeg havde det med det, og at jeg var bange for at der ville ske mere mellem dem end han måske forventede.. Så var jeg på ferie i sidste uge - og da jeg kom hjem i søndags skrev jeg selvfølgelig til ham at nu var jeg hjemme fra ferie igen.. Jeg fik intet svar tilbage. Dagen efter (mandag) snakkede han næsten ikke til mig i skolen (vi går i samme klasse). Jeg spurgte ham så, hvad der var galt og hvad der skete med ham.. Han skrev så, at han havde skuffet mig. Jeg forstod ikke hvad han mente, og spurgte derfor hvad han mente. Så skrev han, at han havde været sammen med sin eks og, at de havde kysset.. På det tidspunkt han skrev det var jeg (HELDIGVIS!) sammen med to veninder - så jeg brød ikke bare ud i gråd, men reagerede mere surt og spillede bare helt kold. Jeg fortalte ham, at jeg synes han var en nar og sådan noget gør man ikke.. Sagde han ikke skulle kontakte mig nogensinde igen. Jeg ved bare hvor svært det hele bliver fremover, når jeg skal kigge på ham hver eneste dag i skolen... Og oven i det her kaos bestemte mine forældre for 6 måneder siden sig for at gå fra hinanden, så nu bor jeg alene med min far.. Synes virkelig det hele er svært, især når jeg tænker på, at det ikke er første gang mine forældre er gået fra hinanden - det er anden. Savner min mor, føler slet ikke jeg kender hende mere. Og min far er også helt anderledes.. Jeg klarer mig meget mere selv nu, end jeg engang gjorde. Jeg passer sådan set mig selv. Føler ikke jeg har nogen forældre. Og nu har jeg heller ikke min (dengang) yndlingsfyr.... Jeg har godt nok nogle dejlige venner, der støtter mig og jeg ved de er der 100% for mig, men de kan ikke hjælpe mig og nogen gange kommer jeg i tvivl om, om der virkelig er nogen eller noget, der kan hjælpe mig. Tror aldrig jeg bliver den pige jeg var engang.
Hvis I har nogle råd eller noget i vil dele med mig, så er I mere end velkomne til det..
Kh S
Vi har modtaget 5084 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år