Brevkassespørgsmål
Ked af at være på efterskole
Indsendt af "Anonym" på 16 år
hej-
jeg begyndte på efterskole d. 6 august 2017. det hele startede med at jeg flyttede fra en klasse på min gamle skole
som jeg havde det rigtigt dårligt i, jeg flyttede så ind i en af de andre 8ende klasser på min skole hvor jeg havde
det bedre jeg havde 2 piger som jeg var sammen med hele tiden i skolen men fordi jeg aldrig rigtigt har været
god socialt var jeg næsten aldrigt sammnen med nogen uden for skolen, og før jeg skiftede fra min gamle klasse til
den nye blev det besluttet at jeg skulle på efterskole, hvilket på det tidspunkt havde jeg det godt med fordi jeg
bare ville væk fra den klasse og væk fra folkeskolen. det har altid været sådan at jeg har haft det meget svært ved a
at være væk fra min familie men mest min mor fordi hun har en sygdom der hedder sclerose og jeg har altid haft
det bedst når jeg kan være ved hende og vide at hun har det godt da jeg var 11-12 år udviklede jeg rigtigt slemt
angst og endte så i hvad man nok godt kan kalde en depression jeg var alt afhænig af min mor og min mormor fordi de
var de eneste der kunne mig til at stoppe med at være ked af det. men jeg endte så på efterskolen fordi
at de arbejder med personlig udvikling og det har jeg ifølge mine forældre desperart brug fordi fordi jeg åbenbart
har haft det for nemt og alle andre har taget beslutninger for mig gennem hele mit liv. efterskolen
fokusere meget på at eleverne skal udvikle sig og bruger metoder så vi kan få så meget ud af undervisningen som muligt
jeg kan ikke lide den måde de underviser på og jeg har det meget svært ved at hver gang man snakker med en lærere
bliver man behandlet som en robot og alle bliver behandlet ens, min kontaktlære har gjort rigtigt meget for mig
men det hun siger hjælper mig ikke og det er ikke det jeg har brug for. jeg boede på værelse med 3 piger først,
det virkde overhovedet ikke de var allesammen nogen der var extroverte og elskede mennesker på værelset og jeg
hadede det så jeg flyttede sammen med den ene af dem som jeg på det tidspunkt godt kunne lide over på et andet værelse
til en anden pige nu som jeg stoler på og har det nogenlunde på samme måde som mig, jeg kan snakke med hende og vi havde det
alle sammen godt på værelset til at starte med men nu er hende som jeg flyttede fra det andet værelse sammen med
sur hele tiden og vi må ikke spørge hende hvad der er galt for så bliver hun endnu mere sur, hun kommer tit bare
ind på værelset og er sur hun kigger ikke på mig og snakker ikke til mig efter at jeg har sagt til hende at jeg
ikke gider hende på værelset mere og jeg forstår ikke hvorfor hun er der når hun ikke vil være der
(fordi os, de 2 andre ikke gider gæster) og at jeg ikke ser nogen grund til at hun ikke skal flytte. hun har fået tilbudt værelser
og hun siger at hun har kigget på det men vil ikke snakke om det og jeg er så sur og fustreret over at hun
ikke bare kan flytte for jeg har det meget bedre når hun ikke er der men min kontakt lære siger at der ikke er andert
at gøre end at vente. vi har også nogle dage som er meget lange (17:30 tirsdag) og til kl 16 2 dage, og det er meget
hårdt for mig fordi jeg i forvejen ikke får nok søvn fordi jeg skal op hver dag kl. 6:30 for så at have morgenmotion-
Det var baggrundshistorien, nu kommer problemet-
jeg kan ikke lide at gå på efterskole, jeg har venner som jeg snakker med men jeg har det sværet med at jeg skal være
så ked af det hver søndag fordi jeg ikke vil tilbage og fordi jeg ikke vil tilbage til en hverdag som jeg stort set
hader, jeg har det svært med at jeg nærmest aldrig kan slappe af fordi der er mennesker overalt og jeg har det svært med a
at være hjemmefra. mine forældre vil ikke lade mig komme hjem fordi at de siger at jeg bliver stærkere af at være der
og fordi det ikke er nogen løsning at give op, jeg føler at de slet ikke forstår hvordan jeg har det og jeg hader
at jeg skal være så ked af det hele tiden, ja jeg har gode oplevelser der gør at jeg har lyst til at blive
men andre gange har jeg det så dårligt at jeg føler mig helt tom for følelser og når jeg har det sådan kan jeg intet, men er
tvunget til at tage i skole hver dag alligevel. mine forældre mener at hvergang jeg er hjemme nulstiller jeg alle de
fremskridt jeg har gjort mig og de vil have at jeg skal se på det posetive i stedet for det negative hele tiden, de
er nået til det punkt hvor at de ikke rigtigt gider at høre på mig mere fordi de ved at det bare er brok alligevel.
jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for jeg er tvunget til at være der og det er svært når jeg er så ked af det hele tiden.
sorry beskeden blev så lang, håber i kan hjælpe.
- pige på 16
Svar fra Tia
Kære du,
Det lyder som en kæmpe byrde, du render rundt med til hverdag, og det er jeg utrolig ked af at høre. Det er godt, at du får skrevet her ind, og jeg vil hjertens gerne forsøge at hjælpe dig.
Først og fremmest må jeg sige, at jeg er temmelig forbavset over, at lærerne på efterskolen behandler dig/eleverne som robotter, især når du fortæller, at det er en skole med fokus på personlige udvikling. Jeg er dog sikker på, at der er flere på skolen, som ligesom du, er introverte. Det er ikke en dårlig ting, vi er bare alle forskellige. Nogle har det nemt ved at omgås mange nye mennesker, og andre foretrækker at sidde alene eller med 1-2 gode venner. Man kan ikke fra den ene dag til den anden gå fra at være introvert til at blive ekstrovert. Det er en lang proces, og den skal ha lov at ske på et plan, som man selv synes, er behageligt. Dine forældre ønsker naturligvis det bedste for dig, og det er kærligt ment, at de ser, at du fortsætter på efterskolen og får det bedste ud af skolens teknikker og læren om udvikling. Du har været der snart 1 år, og mon ikke du allerede selv kan mærke, at du er blevet mere selvstændig og er i stand til at tage nogle flere beslutninger selv? Oftest ligger man ikke mærke til ens egen udvikling før, at nogen pointerer den for en.
Derudover kunne det være en rigtig god idé at begynde at skrive dagbog, hvis du ikke allerede gør det? Det sætter tingene i et andet perspektiv, og du vil kunne mærkes psykisk og sikkert også fysisk, at stenene langsomt falder fra dine skuldre, når du sætter ord på dine tanker og følelser, og får byrden, tristheden og vreden pakket ned i en notesbog. Jeg har selv benyttet denne teknik i mine teenageår, da jeg befandt mig i en svær situation med alt for mange tanker og bekymringer, der fyldte for meget i mit hoved. At få skrevet hverdagens episoder/tanker ned, inden jeg gik i seng, gjorde at jeg kunne sove med et lettere hjerte og være klar til en ny dag, når jeg vågnede. Du behøver ikke nødvendigvis at skrive i den hver dag, blot når du føler, at du har behov for det. Evt. kunne du skrive dine tanker ned om dine forældre, dit savn til din mor? Skriv din vrede ned til din roomie, der desværre oftest er sur. Det vil hjælpe en del at få skrevet tingene ned.
Som du selv er inde på, er det super vigtigt at holde fast i de postive ting, du har i din hverdag! Jeg kan sagtens forstå, at det hele bare føles, som noget der skal overstås lige nu, og netop derfor er det vigtigt, at du skubber de dystre tanker væk og får de positive ting frem. Det kan virkelig hjælpe dig, at du er åben og imødekommende over for skolen. Det kan også være, at du skal snakke med din roomie, og se om i ikke kan støtte hinanden. Måske skulle i prøve at hænge ud sammen uden for efterskolen, sæt jer ind i hinandens situationer. I kan være støttende og en kæmpe hjælp for hinanden.
Nu jeg ikke klar over, om du bliver færdig på efterskolen til sommer, eller om du fortsætter dér endnu et år? Uanset hvad så synes jeg, at du skal sætte dig nogle mål. Hvor ser du dig selv henne om 2 år? Skal du på gymnasiet? Foretrækker du 10. klasse? Eller er det noget helt tredje, der trækker i dig? Oftest får man vide, at man skal lave langsigtede mål på 5 år og frem, men jeg kan personligt godt lide, at man lever lidt i nuet, så 2 år frem er helt fint. Når du har fundet dit svar på det, så ved du, hvad du skal stræbe efter! Gør det til et mål, en drøm, en forventning, som du skal fuldføre. Del gerne dine mål til dine forældre og måske kontaktlære, så kan de skubbe dig i den rigtige retning og give dig den støtte, du har brug for.
Jeg håber, at du kan finde vejen frem til nogle lysere tanker, og at du får det bedre snart. Og du er naturligvis velkommen til at skrive ind til os igen.
Kærligst Tia
Svar fra Lotte
Kære Anonyme,
Først og fremmest er det godt at høre, at du kan snakke med nogen om det eller i hvert fald forsøger at åbne op for dine frustrationer, også ved at skrive herind.
Det lyder til, at du har haft rigtig mange tanker i forbindelse med dit efterskoleophold, og at det dermed er noget, der fylder meget for dig. Jeg er ked af at høre, at din mor lider af sklerose, som uden tvivl er en hård sygdom. Det er også en sygdom, der kan tage hårdt på hele familien, og derfor er det kun naturligt, at du reagerer på det. Det er naturligt, at du oplever en angst for at miste din mor - det er et mareridt for langt de fleste at skulle forestille sig et liv uden en af sine forældre. Du må dog forsøge at huske, at du intet kan stille op for at gøre hende rask, desværre. Du kan blot være der for hende og forsøge at nyde al den tid du har med hende. Jeg ved ikke hvor slemt det står til med din mor, men mange kan godt have et forholdvis langt og godt liv på trods af sygdommen. Selvfølgelig er det ikke optimalt, men det er et livsvilkår, at man kan blive syg. Det betyder ikke, at det ikke gør ondt. Det ved jeg, at det gør.
Jeg tror ikke, at dine forældre sender dig på efterskole i en ond mening. De vil dig kun det bedste, og de tror på, at det bedste for dig er at gå på efterskole. Jeg er dog ked af at høre, at du ikke har lyst til at være der, og at det fremkalder voldsomme reaktioner hver søndag, når du skal mod efterskolen igen. Det at gå på efterskole hjælper mange unge til at tage mere ansvar, lære mere om sig selv og stille sig selv overfor nogle lærerige udfordringer.
I forhold til dine roomies, så lyder det til, at du har fået styr på situationen en gang før, og at du på daværende tidspunkt fandt en løsning, du var glad for. Jeg tror også, at det er en del af livet, at man sommetider må affinde sig med ting, som man ikke synes om. Du må prøve at overveje hvad du får ud af at "brokke" dig over den roomie, du ikke længere ønsker at dele værelse med. Man kan ikke altid få, hvad man ønsker sig - man kan selvfølgelig håbe på det, og forsøge at gøre noget ved det. Hvilket du er i gang med. Det kan også være, at der er en grund til, at hun ikke har lyst til at flytte værelse, måske vil hun egentlig gerne bo sammen med dig fremfor andre af eleverne. Det kan også være meget svært for hende at høre, at du ikke gider hende eller gider at være sammen med hende. Det er helt okay at have det sådan, men man behøver ikke at være bedste veninder med den man bor sammen med. Jeg har selv gået på efterskole, og jeg havde en sød roomie, men vi var ikke rigtig veninder og vi snakkede sjældent sammen, men i stedet for at fokusere på det, forsøgte jeg at bruge tiden med dem, jeg havde lyst til at være sammen med. Selvom det kan være træls, så må du huske på, at der skal være plads til jer alle. Jeg kan også selv huske, at man var i et konstant søvnunderskud, da jeg var på efterskole, så det kan være rigtig hårdt nogle dage. Det kan dog være, at du enkelte dage kan forsøge at gå lidt tidligere i seng?
Som du selv skriver i starten af dit brev, så var der også nogle problemer på din tidligere folkeskole, hvor du havde det dårligt i en klasse. Du skriver også, at du dengang glædede dig til at komme på efterskole - det betyder ikke, at du skal være glad for det nu. Men overvej om det overhovedet ville være bedre for dig at komme tilbage i den folkeskoleklasse igen, hvis du fik lov til at droppe ud af efterskolen. Ville det være bedre for dig? Det lyder til, at du trods alt har nogle gode venner på efterskolen, der måske kan holde dig lidt oppe.
Der skal være plads til at have dårlige dage - det har alle mennesker. Du må forsøge at give dig selv lov til at være ked af det, uden at det skal betyde alt muligt, men simpelthen blot forsøge at være i det. Det kan være, at du kan finde en måde, der virker for dig, når du har de dårlige dage. Måske du kan opsøge en ven, tale med din kontaktlærer eller lave et opkald hjem til dine forældre, hvor du kan få afløb for nogle af dine frustrationer, hvorefter du måske kan komme igennem dagen på bedre vis. Du kan eventuelt lave aftaler med bestemte personer om, at det er det, du gør på de dårlige dage. Så kan andre være forberedt på, at du har brug for de her afløb hos dem.
Det kan godt lyde som om, at det er selve det at gå i skole, der måske heller ikke er så sjovt? At du egentlig har nogle gode venner, som du kan lave nogle sjove ting sammen med, når der ikke er undervisning. Det kan være rigtig træls at gå i skole sommetider, men det er ikke sikkert, at det bliver bedre at gå i skole i en almindelig folkeskole. Jeg tror, at du vil få en del af de samme følelser, hvor du også er ked af det, og måske ikke har lyst til at stå op og gå i skole alligevel. Selvom det er hårdt lige nu, så kan det også være, at det er en hjælp for dig, at du er "tvunget" til at gøre nogle ting, som at stå op samme tid hver morgen, deltage i bestemte timer og socialt samvær. Nogen gange kan konsekvenserne være større ved at få lov til at slippe for det man ikke har lyst til, og så må du også huske på, at det ikke kun er dårlige oplevelser i forbindelse med efterskolen, men at der trods alt er lyspunkter også. Samtidig kan det også være en stor sejr for dig, at du rent faktisk klarer dig igennem noget, der har været svært og hårdt - og det vil være et skulderklap til dig selv, at du kunne klare det.
Jeg håber, at dette var en lille hjælp. Du er altid velkommen til at skrive igen :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5078 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år