Brevkassespørgsmål
Forbudt kærlighed.
Indsendt af "Anonym" på 15 år
Kære TheLove.
Jeg skrev til jeg for cirka en uge siden hvor min overskrift var:"forelsket i muslimsk dreng.". For at gøre en lang historie kort, var til fest med nogle af mine bedste veninder, mødte denne her virkelig dejlige dreng. Efter det, skrev jeg med ham hver dag, og vi har facetimet til langt ud på natten. Jeg kan sagtens forstille mig os sammen. Han er muslim(som for mig er helt ligegyldigt), men mine forældre har mange fordomme om muslimske mænd. Så her til morgen tog jeg mig sammen og satte mig ned med mine forældre og sagde:" Ham fra festen i fredags, har jeg skrevet lidt med. Jeg synes han virker meget sød, og jeg vil gerne lære ham at kende. Han har forslået at vi kunne spise middag sammen så vi allesammen kun lære hinanden at kende". Efter dette var der ikke nogen der sagde noget. Min mor sagde, at jeg aldrig havde skuffet hende så meget, og at han kun ville have sex med mig, hvorefter han så ville droppe mig og gifte sig med en der havde den samme tro som ham.
Det skal lige siges at jeg har et tæt forhold til min mor, og jeg altid har set op til hende, da min mor altid har været forstående over for mig. Nu ser jeg hende som nærmest fremmed. Hun mener at hun ud fra billeder kan se at han lyver om sin alder som er 17, og hun siger jeg skal slette ham fra alt. Har aldrig set hende så skuffet, og arrig. Hun er så sur at hun nærmest går i fornægtelse og siger:" bare slet! Har du tænkt over det? Det er det værste du kunne byde mig.Nu kan du se jeg har ret... Osv.. Jeg føler mig helt knust og rastløs. Plejer altid at sige at det bare en dårlig dag, men nu kan jeg ikke se noget som helst håb. Vil næsten sige jeg elsker ham. Ved godt det lyder overdrevet, men synes ikke det er helt fair at jeg skal have skyldfølelse fordi jeg bliver forelsket i en mine forældre har fordomme for.
Han snakkede med sin mor, og hun inviterede mig på middag, i hans familie er de ikke så troende. Hun synes det var helt i orden at jeg er kristen, og hun går heller ikke med tørklæde. Og hvad så hvis hun gjorde? Kan ikke se problemet? Da jeg skrev hvordan mine forældre reagerede blev han ked af det.. Men han sagde at det var i orden at jeg slettede ham helt, fordi han holdte nok af mig til at give slip. Og han ville ikke få mig i problemer med mine forældre. Forstår det bare ikke? Er jeg helt galt på den? Hvad skal jeg gøre? Burde jeg slette ham? Skal jeg bare leve mit liv videre? Min mor tvang mig til at vise vores samtaler, og vi har flirtet vildt meget og sådan noget. Hun gik helt amok. Jeg ved virkelig ikke Hvad jeg skal gøre.. For har ingen grund til at stå op. Jeg har altid set lyst på tilværelsen, og er altid blevet kaldt livs elsker af mine venner/veninder. Men nu kan jeg kun de skuffede forældre. Jeg er næsten mere knust end dem. Er bange for at give helt op.. For hvad skal jeg gøre? Mine forældre skifter ALDRIG mening.. De lærte mig ellers at der er plads til alle.. Men åbenbart ikke alligevel. Hele dagen har jeg ikke rigtig spist, drukket lidt for meget, og siddet i et hjørne. Min mor tror at jeg kan se hvor dum jeg har været. Men vil heller dø, end at undskylde for at være mig. HJÆÆÆLP, er det mig der er gal på den?
Hilsen Anna. :) :(
Svar fra Josefine
Hej igen Anna :-)
Jeg besvarede dit første spørgsmål, som jeg håber du har læst og fik noget ud af. Jeg er simpelthen så ked af at du skal udsættes for det her på baggrund af en beslutning, som er imod dine forældre, som jo egentlig burde lære dig at acceptere alle. Desværre er det sådan at uanset hvor perfekt du tror dine forældre er, så begår de også fejl og det vil ikke være første gang du oplever en situation, hvor du er uenig med dem. Man kan så håbe på at de lærer af deres fejl og ændrer mening, men det er ikke sikkert - og så må du tage en beslutning om hvorvidt du vil leve med de forskelle der er imellem du og dine forældre og gå dine egne veje, eller undgå at de bliver skuffede og leve efter deres regler og overbevisninger. Men på trods af hvor dumme dine forældre er, så er det da dejligt at høre at hans familie har været så gode til at åbne op over for dig!
Min holdning til folk, der er lukkede og på den måde generaliserer eller ser dårligt på en bestemt type menneske, er at de er uvidende - og uvidenhed er lig frygt. Hvis ikke du ved hvad der findes ovre i mørket, så tør du ikke gå derhen. Det kan også sagtens være dine forældre har haft en dårlig oplevelse eller bliver påvirket af medierne, som bestemt ikke er gode til at sætte et godt lys på muslimer - men det falder igen tilbage på uvidenhed, for de er simpelthen dårligt oplyst hvis de har én opfattelse af et helt folk.
Så er det tit også sådan at man som menneske jo sagtens kan snakke om at være åben og sige at alle mennesker er fantastiske og skal tages imod med åbne arme - men så snart det står en nært, så sker der noget. Det er meget muligt at dine forældre har snakket pænt om muslimer og har troet de har været åbne, men når deres datter så står og fortæller hun er forelsket i en, så bliver de bange. Og nej, deres fordomme skal ikke gå udover dig, men det gør de, og du må så tage en beslutning om hvad du vil gøre ved det.
Det er en rigtig svær situation at stå i, for selvfølgelig vil du ikke sige dine forældre imod og gøre noget stik imod deres overbevisning, men på den anden side vil du gerne kunne stå ved dig selv og gøre det som du har lyst til og synes er fair. Jeg kan desværre ikke sige hvad du skal gøre og jeg vil heller ikke, for det skal være din helt egen beslutning, men du må som sagt finde ud af hvad du kan stå ved. Jeg lover dig at det nok skal blive bedre med tiden uanset hvad du beslutter dig for, så hæng i!
Hvis du gerne vil snakke mere om det må du endelig skrive til brevkassen igen, eller skrive en besked til mig, så vil jeg med glæde svare. Jeg håber du finder ud af det!
Kram Josefine
Svar fra Lotte
Hej Anna,
Det lyder til at du har en del at kæmpe med. Først og fremmest synes jeg, at det er virkelig flot, at du har konfronteret dine forældre og fortalt dem hvad du mener og føler. Jeg er dog rigtig ked af at høre hvordan din mor har reageret på hele situationen.
Nogle mennesker har rigtig mange fordomme og det kan være rigtig svært at ændre disse. Jeg tror, at din mor har hørt alt for mange historier i medierne og andre steder, hvilket desværre ofte kun viser den negative side af muslimer. Det kan være, at hun er bange for det ukendte, og et eller andet sted ved hun måske slet ikke så meget om muslimer og det skræmmer hende lidt. Jeg synes, det virker som nogle meget hårde ord din mor har brugt i hele denne situation, at hun ligefrem bliver skuffet og sur. Du fortæller selv, at han ikke er så troende og det er du muligvis heller ikke, så jeg synes ikke, at din mor kan gøre religionen til et problem, da det næsten virker en smule irrelevant i denne situation. At din mor siger, at han kun vil have sex med dig og at han alligevel skulle være så troende på samme tid, viser måske også lidt om hendes uvidenhed. Hvis han virkelig gik ind for alle regler i islam ville han højst sandsynligt ikke vise interesse i dig og slet ikke gå i seng med dig. Nu når han viser interesse, så synes jeg også allerede der, at det siger noget om, at religion ikke er alt i hans liv. Derudover må din mor stole nok på dig til, at du selv kan bestemme hvornår sex er okay i dit hoved og tro på, at du ikke går i seng med ham, hvis du ikke har lyst.
Jeg synes selvfølgelig ikke, at du skal gå bag om ryggen på dine forældre. Alligevel havde jeg nok ikke føjet dem, hvis det var mig, der stod i denne situation. Jeg kan godt forstå, at du står lidt på bar bund, når du nu har prøvet at snakke med dem om det. Jeg kan heller ikke forstå, at dine forældre ikke vil gå med til at mødes med ham hjemme hos dig - hvilket jeg synes var et rigtig godt forslag. At din fyr her også har fortalt om dig til sin mor, synes jeg også viser noget om ham, at han nok også godt kan lide dig ret godt og at andre gerne må vide om dig.
Det lyder ikke til, at du kan få så meget mere ud af at snakke med din mor om det, da hun lukker af. Det kan dog være, at du kan skrive et brev til dine forældre, hvor du mere eller mindre fortæller det samme, som du har fortalt os her. Der kan de i hvert fald ikke afbryde eller ignorere dig. Jeg synes bestemt heller ikke, at du skal føle skyld eller være ked af det, fordi dine forældre ikke kan se udover deres egne næser. På en måde må du forklare, at religion ikke er hele deres liv og at hans familie også bare er individer som alle andre mennesker. Man kan ikke generalisere en person ud fra religion. Jeg ved selvfølgelig ikke hvor troende i er i din familie, men hvis i kun er "traditionskristne", så må dine forældre også prøve at forstå, at muslimer også bare kan være religiøse, når det omhandler traditioner. Det vil måske også skabe et helt forkert billede af dine forældre, hvis man kun dømte dem ud fra, at de er kristne, at de lever efter det ene og det andet samt gør og handler på bestemte måder pga. deres religion - hvilket jeg ikke tænker er tilfældet.
Du siger selv, at de aldrig vil skifte mening, så det er også en meget hård kamp du er i gang med at kæmpe. Jeg synes derfor, at du bør overveje om det er det værd, hvis han virkelig er det værd, så synes jeg, at du skal tage kampen op, hvis du tvivler en smule, så kan du måske prøve at komme videre med dit liv, selvom det kan blive en ligeså hård kamp.
Jeg håber virkelig, at dine forældre vil prøve at åbne deres sind og give det en chance. Om ikke andet give dig en chance for at vise hvem han er og vise dem, at det forhåbentlig er dem, der tager fejl.
Du skal være velkommen til at skrive igen, hvis du har brug for det. Vi lytter gerne :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5078 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år