Brevkassespørgsmål
Forelsket i min bedsteveninde
Indsendt af "Anonym" på 15 år
Jeg har i lang tid været ret vild med min bedsteveninde, jeg prøver tit at flirte med hende og hun flirter mærkeligt nok tilbage, vi begge var ret betaget af hinanden på et tidspunkt, men hendes følelser forsvandt så. jeg prøver sådan set bare at få dem frem igen, jeg ved selvfølgelig ikke om de måske er kommet tilbage allerede? det virker lidt sådan; da hun flirter meget med mig og vi er meget tætte når vi er sammen, vi krammer meget og rører meget ved hinanden, ikke seksuelt, men bare som bedstevenner. jeg giver hende tit komplimenter som fx at sige hun ser godt ud idag, og at hun er virkelig sjov, hun plejer som regel ikke at svare tilbage, hun smiler bare og kigger ned i jorden. er det et tegn på hun måske er genert eller er lidt vild med mig? jeg ved det virkelig ikke og har stærkt brug for nogle råd.
Svar fra Lotte
Hej Elias,
Jeg kan desværre ikke svare dig på om din veninde er vild med dig, men der er da nogle tegn der kunne pege i den retning.
Der er mange, der ikke er så gode til at tage imod komplimenter, så hun reagerer vist meget naturligt, hvilket godt kan være et tegn på, at hun er lidt genert. Det kan også være, at hun kun bliver lidt genert, fordi komplimenterne kommer fra dig.
Det kan være svært at vide hvor meget hun lægger i sine handlinger, som når i flirter eller har noget kropskontakt. Det kan enten være fordi i bare er gode venner og at det måske er lidt hyggeligt eller sjovt. På den anden side, kan det jo også være, at hun er ret vild med dig, men ikke tør fortælle eller vise dig det, hvis hun er bange for, at hendes følelser ikke er gengældt.
Du bliver vist nødt til at snakke med hende om dine følelser. Fortæl hende hvordan du har det og så må du se hvad der sker. Du kan risikere at blive såret, men det er en risiko man må tage med, for det modsatte kan jo også vise sig at ske. Det er i hvert fald en god ting, at du fortæller hende det, så der ikke opstår nogle misforståelser imellem jer, der kunne være undgået. Og så må du ellers bare krydse fingre for, at dine følelser er gengældt.
Held og lykke med det :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte
Svar fra Josefine
Hej Elias :-)
Øv, jeg kan ikke give dig et svar på hvad hendes signaler betyder, for jeg ved det ikke! Piger kan være så komplicerede, så at begive sig ud i at gætte hvad det betyder når hun kigger ned og alt sådan noget ender med at blive et værre rod. Jeg synes i stedet at du skulle tage og spørge hende ! Jeg er sikker på hun er ærlig over for dig.
Held og lykke !
Josefine
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5078 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år