Brevkassespørgsmål
Kan han godt lide mig eller hvad ?
Indsendt af "Anonym" på 14 år
Hej
Jeg har det problem, at der er en dreng, jeg virkeligt godt kan lide. Det i sig selv er jo ikke noget problem. Jeg har kunnet lide ham ca. siden 5. klasse, så det er tæt på 4 år.
Når vi sidder i timerne, kigger vi på hinanden og smiler også diskret en gang imellem. I timerne har vi altså et lille godt øje til hinanden, men når der er frikvarter, vi har fri eller når han er sammen med de andre drenge, så ignorerer han mig fuldkommen, det er som om at jeg ikke eksisterer.
En dag, besluttede jeg mig for at fortælle ham det, selvfølgelig uden at der var andre. Det efterfølgende problem, er at han åbenbart har fortalt det til nogen af de få drenge, der går i klassen og det har efterfølgende spredt sig på hele vores årgang. Da der så var galla på skolen, besluttede jeg mig for, lige at prøve at snakke med ham om det, men det skete aldrig.
For nogen uger siden oprettede jeg en profil på det sociale medie Ask (ask.fm). Jeg har å de sidste par dage fået flere spørgsmål om ham, f.eks. "Ville ... være en mulighed for en fremtidig kæreste?", Kunne du godt ...?", "Hvad ville du snakke med ... om?" osv.
Nu er mit spørgsmål så: hvad skal jeg gøre, fordi vi har jo i timerne et godt øje til hinanden, men bagefter ignorerer han mig? Skal jeg prøve at snakke med ham eller skal jeg bare glemme ham ?
Håber at I vil hjælpe mig
Svar fra Lotte
Hej Claudia,
Det er lidt svært at tyde hvad han rent faktisk tænker eller føler for dig.
Jeg synes, at det var godt gjort af dig at fortælle ham det tidligere, men det er dog en lidt ærgerlig situation, der er kommet ud af det, hvis det ikke har ændret noget andet end at folk taler om det.
Har han også en profil på Ask? Så kan du måske stille ham nogle
spørgsmål der, så du måske kan få lidt afklaring den vej
igennem.
Hvis du virkelig er interesseret i ham, så bliver du nok nødt til at fortælle ham hvordan du føler. Det kan godt være, at du får en afvisning og at flere vil komme til at tale om det efterfølgende, men så har du gjort et forsøg og du skal ikke gå at fortryde, at du aldrig fik taget dig sammen til at fortælle hvad du følte. Det kan lidt tyde på, at han er genert, hvis han ikke snakker med dig, når der er pause eller når han er sammen med vennerne. Det kan dog også være et tegn på, at han måske ikke er så interesseret som du er. Hvis du så får en afvisning, så er det måske også lidt lettere at forsøge at glemme ham og komme videre. Så hvis han er det værd, så tag chancen og spørg om han har lyst til at ses en dag efter skole eller andet. Hvis han siger ja til dette, så har du også en lidt bedre idé om, hvad han rent faktisk vil - for så vil han da i hvert fald gerne bruge noget tid på dig. Du kan blot starte med at fortælle, at du synes han er lidt sød og sådan, så det ikke bliver den helt store kærlighedserklæring fra første øjeblik, det kan godt virke lidt skræmmende at få sådan en smidt i hovedet. Ellers kan du også prøve at skrive til ham, og se om i kan holde en samtale kørende, men hvor i kan lære lidt mere om hinanden uden, at det bliver så formelt.
Jeg håber, at dette var en lille hjælp :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte
Svar fra Jónhild
Hej Claudia. :)
Jeg synes, at du skal prøve at snakke med ham om det for at høre, om han har det på samme måde. Hvis han har, så er det jo bare super, men hvis ikke, ville det nok være en god idé at glemme ham.. Men snak med ham, før du beslutter dig for noget. :)
Vh Jónhild Elia
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5078 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år