Brevkassespørgsmål
Kærlighed
Indsendt af "Anonym" på 22 år
De sidste 9 måneder har jeg set en fantastisk mand. Han var 5 år ældre end mig og jeg var virkelig glad for ham. Nu er det slut og han vil ikke se mig mere. Det er okay, for jeg var ikke glad i forholdet, men det gør stadig ondt.
Min bedste veninde ser min "eks" bedste ven. Jeg ønsker det bedste for min veninde, men det skær mig i hjertet at de stadig dater. Det husker mig på alt det jeg ikke længere har med min eks. Jeg føler også at det har ødelagt noget imellem mig og min veninde, at jeg er stoppet med at se min eks. Nu har vi ikke det til fælles mere.
Hvordan håndterer jeg det her? Jeg føler både jeg har mistet en jeg elsker og måske og en af mine tætteste veninder? Jeg føler mig helt alene. Jeg savner dem begge så inderligt meget!
Svar fra Isabel
Hej Sofie
Jeg kender alt til, hvordan det er, når man mister én, man har holdt så meget af. Jeg tror, det bedste du kan gøre er at huske på, at du ikke var glad i forholdet. Det kan man tit glemme, fordi man er så ked af det og fordi man savner. Og ellers skal det "bare" have tid. Det er det eneste, der rigtig hjælper. For hver dag der går, bliver det heldigvis en lidt bedre. Jeg har selv været igennem det, og derfor ved jeg også, at tiden læger ens sår - også selvom man ikke tror på det undervejs.
I forhold til din veninde synes jeg, at du skal tage en snak med hende. Én ting er, når man mister en kæreste - det sker flere gange i løbet af livet - men veninder er tit for livet. Jeg synes, at du skal fortælle hende, hvordan du har det. Jeg kan godt forstå, at hendes flirt minder dig om din ekskæreste - men igen synes jeg, at du skal tænke på, at du ikke var glad i forholdet med ham. Og så synes jeg, at du skal fortælle din veninde, hvordan du har det, og at du måske har brug ikke at høre om hendes flirt i en tid, fordi det minder dig om din ekskæreste.
Håber det kan bruges!
- Isabel
Svar fra Lotte
Hej Sofie,
Det er godt, at du selv har indset, at det nok er for dit eget bedste ikke at være sammen med ham, hvis det ikke har gjort dig glad. Alligevel kan det være utrolig svært at komme videre, for uanset hvad, så har du haft nogle følelser for ham.
Jeg tror, at det er meget naturligt, at du har det på denne måde. Det er klart at den mindste påmindelse om noget, man engang har haft og været glad for, kan gøre ondt, når det ikke længere er der. Det kan tage lang tid at komme sig over nogen. Selvom din veninde ikke gør noget for at såre dig, så virker det hurtigt sådan på dig. Selvfølgelig var det en ting i tidligere havde tilfælles, men jeg går ud fra, at i også har været veninder før, at i mødte disse fyre og der er jeg sikker på, at i havde andre ting at være fælles om. Prøv at finde tilbage til noget af det.
Det kan måske hjælpe, hvis du fortæller din veninde hvordan du rent faktisk har det. At det ikke har noget med hende at gøre som sådan og at hun ikke skal ændre sin adfærd, men at du har brug for at hun ved det. På denne måde ved hun i hvert fald hvad du tænker, og hun kan forsøge at tage mere hensyn til det. Du kan måske også fortælle hende, at du ikke har behov for at høre om hvad de to laver og hvor ofte de er sammen - ikke fordi du ikke vil høre om det, men simpelthen fordi det gør for ondt. Med tiden vil det blive lettere igen, og du vil kunne holde ud at høre om de to som et par.
Jeg tror det handler om, at dig og din veninde får lavet nogle ting sammen, der ikke omhandler fyre, men blot dig og hende, hvor i kan lave noget som i gamle dage eller andet. Fortæl din veninde, at du savner hende, selvom hun er der. Det kan være meget svært for din veninde rent faktisk at vide hvad du tænker, og især hvis du giver udtryk for, at du har det helt fint med at hende og vennen ses.
Selvfølgelig kan man vokse fra hinanden som veninder, men det vil være ærgerligt, at en fyr (eller to) skulle være årsag til at i ser mindre til hinanden og bliver mindre fortrolige. Jeg tror, at venindeforhold går ligeså meget op og ned som parforhold, så jeg tror, når du selv er helt klar til at komme videre, så vil du også vende lidt tilbage til din veninde igen og du vil kunne omgås hende som tidligere.
Jeg håber, at dette var en lille hjælp :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5078 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år