Brevkassespørgsmål
Er jeg forelsket, eller tror jeg det bare?
Indsendt af "Anonym" på 15 år
Hej TheLove.
Jeg er en 15 årig pige, der er meget i tvivl om hun er forelsket. Jeg skrev i januar med en dreng fra samme by som mig, men som går på efterskole. Vi skændes meget, og besluttede vi var ovre - vi nåede altså aldrig at mødes. Sidste måned tog vi kontakten op igen, og jeg mødte ham for første gang i fredags. Jeg skrev om han ville komme til en fest jeg var til udenfor, og han kom. Vi sås så igen i dag, søndag. Vi kyssede, puttede osv. Vi har altid skrevet vi elsker hinanden, og det tænker jeg da også jeg gør. Jeg er altid bange for at miste ham, når ham eller jeg dummere mig. Det var bare.. Da vi kyssede i dag.. Jeg følte ikke rigtig noget? Jeg var nervøs mens jeg var hos ham, og jeg var glad og sådan helt "ihh" agtig, men jeg følte ikke noget når vi kyssede? Det skal siges det var mit første kys! Er det fordi jeg ikke ved hvordan det er, og er første gang? Eller elsker jeg ikke drengen som jeg troede? Er SÅ forvirret, for jeg vil rigtig gerne være sammen med ham..
Derudover ved jeg ikke hvordan jeg fortæller min mor det? Hun ved ikke jeg har ham. Jeg løj og sagde jeg skulle hjem til en veninde, men tog hjem til ham.. Hvordan fortæller man sådan noget? Det ikke nyt for mig at have noget med folk, men jeg fortæller aldrig min mor det. Vi er slet ikke så tætte... Hvad siger man?
Kærlig hilsen,
Den forvirrede.
Svar fra Josefine
Hej du :-)
Altså jeg mener ikke at man er i tvivl når man er forelsket - man ved det bare. Man er nysgerrig, spændt, nervøs, det kilder i maven, man har konstant et savn og tænker på den her person hele tiden, man er på en lyserød sky.. Men forelskelse er forskellig fra person til person så måske kan man godt være i tvivl?
Derudover kan du sagtens være ved at blive forelsket, selvom du ikke føler noget ved jeres kys. Jeg er ret sikker på at dengang jeg kyssede med min nuværende kæreste for første gang, så var det ikke fyrværkeri - men det blev det senere. Da jeg lærte ham bedre at kende og forelskelsen virkelig slog til så kunne jeg ikke lade være med at kysse ham og så følte jeg noget.
Jeg synes du skal slippe de her tanker om hvordan du burde have det, hvad der er normalt og lade være med at tænke på om det nu er ham eller ej.. Lær ham at kende, giv det lidt tid og prøv jer frem. På et tidspunkt skal du nok kunne svare på dine spørgsmål selv.
Mht. din mor, så synes jeg, hvis du beslutter dig for at fortælle hende det, at du bare skal sige det som det er - at du er glad for en fyr og evt. bede om et godt råd.
Knus, Josefine
Svar fra Lotte
Hej du,
Det er svært at vide hvad du helt præcis føler. Først og fremmest kan der være meget forskel på blot at skrive sammen og aldrig have mødtes og så rent faktisk at møde den person, som man har skrevet med. Det kan nemt være "forskellige" personer. Men det er dejligt, hvis du stadig er vild med ham, som den person han er i virkeligheden.
Det er svært at sige hvordan det første kys skal føles. Du har tydeligvis nogle følelser i spil, når du er sammen med ham. At du ikke føler noget da i kysser, kan være fordi du har haft høje forventninger til det første kys, og at du lidt sidder tilbage med en følelse af "var det bare det". Derudover så kan det kræve mange kys før man lærer hinanden at kende på denne måde - det vil højst sandsynligt blive bedre med tiden. Det kan også sagtens være, at du har nogle forestillinger om ham i forhold til, når i har skrevet sammen og så den person han er, når i er sammen. Men du må prøve at føle efter om det er det, som du rent faktisk vil eller om det derimod blot er et ønske om, at han skal være en, som du er vild med.
Hvis du vil fortsætte med at se ham, så må du bare være ærlig overfor din mor, og fortælle hende at du tager hjem til ham. Du behøver ikke komme med en lang forklaring om hvem han er, medmindre hun spørger. Ellers så kan du bare sige, at du tager over til ham, som om det var en veninde du tog over til. Forskellen behøver ikke at være så stor. Du kan også starte med at fortælle, at det bare er en ven - hvis det så bliver mere seriøst, så kan du fortælle din mor om det. Det vil måske også være lettere, fordi hun til den tid, så ved at han eksisterer - så det ikke er meget pludseligt og det vil være mere naturligt at sige.
Det kan godt forstå, at det er grænseoverskridende at fortælle din mor om det. Jeg tror dog også på, at hun vil være forstående og du vil bagefter lidt have følelsen af, at det ikke var så slemt - men jeg kender selvfølgelig ikke din mor. Dog tror jeg, at hun sætter pris på din ærlighed overfor hende.
Jeg håber, at dette var en lille hjælp :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Vi har modtaget 5078 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år