Hvad skal jeg stille op?

Hej brevkasse, jeg er kommet i en situation hvor jeg simpelthen ikke ved hvad jeg skal stille op.
For omkring to et halvt år siden mødte jeg den her dreng, og han vil nok være den jeg altid ville kunne tilgive. Men da vi først begyndte at snakke sammen blev vi virkelig gode venner, rettere sagt bedste venner og et par måneder før sommerferien begyndte vi så at få noget og havde begge følelser for hinanden, det eneste problem var at han dyrkede sport på landsholds plan, derudover arbejdede han også gerne 3-5 gange i ugen og det resulterede derfor også i tidmangel. Vi snakkede om det mange gange, og da sommeren begyndte fik vi også meget tid til hinanden. Det skal siges at vi begge havde følelser for hinanden, vi havde et meget seksuelt godt forhold og der var en masse modstand imellem os (hvilket jeg har brug for i et forhold)
Men i slutningen af sommerferien begyndte han at tage meget afstand, da jeg skulle på efterskole og han vidste det ikke ville gå, jeg sagde hele tiden at det kunne han ikke sige uden at prøve det. Han var fast besluttet i hans beslutning og jeg accepterede det, selvom det knuste mig, og ved fra min lillebror som dyrker sporten med ham på samme plan, at det også ødelagde ham.
Vi droppede kontakten, og skrev sammen 1 gang hver fjerde måned. Jeg begyndte at ville komme videre, fordi han er meget pige glad og derfor ved jeg at han også var sammen med andre, jeg kom så videre.
Jeg fik en kæreste fra min efterskole og blev vildt forelsket i ham, og han i mig. Han behandlede mig som en prinsesse og ville aldrig gå glip af at være sammen med mig, han var en god fyr og jeg elsker ham. Vi havde ikke et særlig godt seksuelt forhold og han var meget "det du siger er lov, det du vil gør vi, og alt du vil have får du"
Da jeg sluttede på efterskolen, var min gamle fyr og jeg sammen, bare som venner og vi var kommet til et godt stadie i vores forhold igen som venner. Vi snakkede meget om alt mellem himmel og jord, han vidste fra min lillebror at jeg havde fundet en ny, og han var virkelig jaloux over det.
Han skrev til mig dagen efter, at han var ked af at han lod mig gå og han havde sådan håbet at vi kunne være fundet sammen igen når jeg var kommet hjem, han ved godt han var hurtig til at stikke halen mellem benene og bakke ud, men han virkelig fortryder det, og han altid vil elske mig.
Jeg blev lidt mopset over han skulle skrive det et år efter jeg burde have fået det af vide, og det ikke var okay han skrev det så sent, når han godt vidste hvordan jeg havde det med ham.
Vi stoppede med at skrive igen, og jeg var stadig sammen med min skønne kæreste, min lillebror fortalte mig at min gamle fyr, var stoppet med at dyrke sporten (burde nævne jeg er træner ude i klubben) og så videre.
Efter et par måneder begyndte vi så småt at skrive sammen igen, og blev rigtig gode venner, han vidste godt jeg havde en kæreste og sådan var det, selvom han var ærgerlig over det og ikke følte vi kunne være sammen uden han fik alle de sommerfugle i maven - selvom han også var sammen med andre.
Vi var sammen et par gange og vores venskab gik ligeså godt som i starten (kunne dog godt mærke han gerne ville mere, og han kiggede på mig som jeg var den eneste), jeg var stadig sammen med min kæreste, og det hele var en dans på roser.
Tiden gik og min kæreste og jeg gik fra hinanden efter halvandet år, jeg var knust, men vidste også det var for det bedste, ikke grundet ham den gamle, men nogle andre problemer.
Ham den gamle og jeg var stadig gode venner, og havde ikke rigtigt fortalt ham vi ikke var sammen længere, da det ikke var relevant.. Men pludselig så står han ude i klubben og skal være træner for samme hold som jeg, og det er okay - fordi vi er venner.
Han finder ud af jeg ikke har en kæreste længere, og intet ændre sig så det er meget godt.
Men når vi var sammen ændrede det sig for mig, fordi han vil altid være den for mig, "min første kærlighed", og det var meget fint, er ikke forelsket, men bare glad for ham stadig.
Trænerene holder fest ude i klubben og skal sove derude vi er 7 trænere i aldrende fra 17-20, så der blev drukket godt. Vi skal så til at sove, og jeg vågner ved han sidder ved enden af min seng og nusser mig i håret, kysser mig på panden imens han fortæller hvor ked af det han er og hvor meget han holder af mig (tror ikke han ved jeg er vågen her), jeg vågner så op og henter noget vand, da jeg lægger mig igen så kysser han mig, som så ændre sig til at vi kysser hinanden... Hver eneste gang han rør mig og sådan har det altid været får han det hele til at kilde eller sno sig sammen, men jeg er blevet ældre og ved at et kys bare er et kys.
Ugerne efter er vi venner, det hele er godt også selvom han er MEGET flirtende - jeg ved ikke hvad jeg skal bruge det til, fordi han vil ikke noget forholds relateret.
Vi er stadig sammen privat engang imellem også som venner, en dag kysser han mig og jeg stopper det egentlig lidt, fordi jeg gerne vil vide hvad han vil med det, men når ikke at spørgere ham før jeg bliver hentet af mine veninder og skal videre i byen.
Jeg skriver til ham, hvad han ville med det, og han ville ingenting og mente det var bedst vi bare var venner så det ikke ender ligesom sidst, hvor vi begge ender sårede. Det er okay og jeg forstår og er måske enig, men forstår ikke hvordan det kan ende som sidst, hvis begge parter ville blive såret over det ender?
Men vores efterfølgende aftaler aflyser han ligesom han gjorde den sommer vi startede, ikke at det betyder noget at han aflyser, men han gør det 10-15 minutter før hver gang, og det gør mig bare sur fordi så er det sent at lave planer den dag.
Så skrev at det er fint han aflyser, men han gerne må gøre det dagen før, og det ender i et latterligt skænderi, hvor jeg ender med at sige "Jeg tror det er bedst, hvis vi stopper med at snakke igen" og han siger barnligt "Hvis det er sådan du har det, må jeg rette mig efter det"
Det er helt fint, vi ses stadig til de to træninger i ugen, uden at snakke sammen og det går helt fint.

Så ringer han til mig 20 gange en nat, og tager den til sidst da der kunne være sket noget alvorligt, han siger jeg skal møde ham, fordi han har noget vigtigt at sige til mig, og jeg fortæller hvis det er så vigtigt kan han komme herom og fortælle det.
Ti minutter efter står han udenfor mit hus, næsten på kanten til at græde og lige tilpas beruset
Han siger, at jeg ikke kan lade være med at snakke til ham fordi det kan han ikke holde til, og han er helt lost over det. At han holder så meget af mig, at han slet ikke ved hvad han skal gøre ved sig selv, at han altid ender med at være en fucking nar overfor piger, selvom han ikke vil være det. Jeg spørg så hvad han vil have jeg skal bruge det til lidt koldt og surt, fordi det er så træls han siger noget han ikke mener noget med. Han siger at han ikke ved det, og jeg kører lidt på ham så, fordi selvfølgelig kommer han ikke midt om natten, beruset hvor han har cyklet 15 km for ingenting. Han ender med at sige han gerne bare vil holde af mig og selv blive holdt af. At han vil holde af mig fordi det fortjener jeg...
Vi skrev sammen de efterfølgende uger, og igen bakker han ud hver gang der er en aftale, det betyder lidt mere nu, men ikke ligeså meget fordi jeg havde forudset det, så det er helt okay..

Jeg gider bare ikke at være hans klud længere, enten vil han ellers vil han ikke, og ved ikke hvordan jeg skal fortælle ham det uden han bakker ud? Fordi han er enormt bange for at binde sig, selvom han også gerne vil. Jeg vil ikke sige nu vælger du altså, og så vælger han noget han fortryder, fordi han er bange for det ikke går.. Jeg ved ikke hvordan jeg skal banke tingende ind i hovedet på knægten.
Fordi han vil altid være den. Så håber i kan hjælpe mig med noget sund fornuft her, hvad skal jeg sige og hvordan skal jeg gøre? Eller skal jeg bare lade ham være og så komme til mig?

Har fundet et citat der passer godt til det jeg føler " Im not going to stress over you anymore. It isn't worth it. I tried to work something out but you just ignored it. I'm not trying to say I don't want you, because i definitely do. All I'm saying is I'm done chasing after you"