Brevkassen ⟩

Brevkassespørgsmål

Kan jeg tillade det mod min barndomsveninde?

Indsendt af "Anonym" på 17 år

Hej TheLove,


Jeg er faktisk i en række dilemmaer her for tiden og tænkte, at jeg godt kunne have bruge for jeres hjælp for ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre.
Jeg skriver sådan set med to drenge på samme tid, hvilket jeg helst ikke vil forsætte med. Problemet er bare, at den ene jeg skriver med er rigtig vild med mig, og kan også mærke, at jeg nok også er lidt vild med ham. Vi har kysset et par gange efter en fest og han er virkelig virkelig en god fyr. Jeg mødte ham først her i sommerferien på festival og vi har haft lidt kontakt lige siden. Men jeg ved godt, at man IKKE skal vægte udseendet højt. Men han er nærmest mindre end mig...hvilket jeg ikke så godt kan lide. Men han er rigtig sød mod mig, virkelig sød.

Problemet er så, at jeg sidste år samt i hele sommerferien har skrevet med en anden fyr, som både er skide sød, men også rigtig flot. Problemet er så bare, at det har vidst sig at han har skrevet/haft noget mere seriøst med en af mine rigtig gode barndomsveninder samtidig... Vi ses ikke særlig tit mere - mig og hende, det er kun når vores forældre mødes, at vi så nogle gange er med.Men vi snakker altid rigtig godt sammen og fortæller hinanden fortrolige ting. Og til en fest fortalte hun så, at de havde haft sex i sommerferien, og at han så droppede hende to dage efter. Samtidig med, at han egentlig har skrevet med mig. (dette fortalte jeg hende dog ikke). Han er nu begyndt at tage kontakten til mig igen og han er endnu mere sød end før - kan mærke han virkelig vil mig denne her gang. Men ved ikke, hvem af de to fyre jeg skal gå efter? For kan snart ikke overskue, at "have noget kørende" med flere samtidig...

Vil jeg overhovedet kunne tillade mig, at ses med ham den sidste fyr overfor min veninde/barndomsveninde? Har selv lidt svært ved at bedømme, hvad der ville være i orden og ikke.

Håber virkelig I kan hjælpe!!!

Mvh Julia
(Det skal lige siges, at begge fyre er fra samme by, så der er ikke en afstand, der kan afgøre det heller)

Besvarelser

Svar fra Mads

Hej Julia.
Det virker til, at du befinder dig i lidt af et dilemma. Først og fremmest synes jeg, at du skal tage en snak med din barndomsveninde, og simpelthen fortælle hende tingene som de er, altså hvordan hun ville have det med, at du blev seriøs med ham fyren hun også har haft noget med. Hvordan du vælger at agere på hendes svar, er så op til dig.
Det er klart at det ikke er holdbart, at have noget kørende med to på samme tid. Og endvidere er det stort set umuligt for mig, at vælge for dig. Jeg synes dog, at det er værd at bide mærke i, at du ikke virker smask forelsket i nogle af drengene, så spørgsmålet er måske også, om du i virkeligheden SKAL vælge nogle af dem? Jeg synes dog, at det er alarmerende den måde han har behandlet din veninde på, og jeg synes du skal være påpasselig med, at det samme ikke vil ske for dig. Det er i hvert fald noget, du skal gøre op med dig selv. Min pointe er blot, at hvis du virkelig havde mødt "the one" tror jeg ikke at du ville være i tvivl.
Slutteligt skal det huskes, at man også igennem en forelskelse af en person, kan forelske sig i personens udseende. Men hvis du slet ikke finder ham attraktiv, tror jeg at det vil kunne blive problematisk i længden, da det er væsentligt, at man føler sig fysisk tiltrukket af personen.
Jeg håber at du finder en løsning på det hele,
De bedste tanker, Mads.


Svar fra Johanne

Hej Julia!
Jeg kan sagtens forstå, at du har svært ved at finde ud af, hvordan du lige skal gribe tingene an.
Efter min mening gør du det helt rigtige ved at forsøge at "vælge" nu, så du ikke fortsætter med at skrive med begge fyre på samme tid - især, når der er følelser involveret.
Hoveddilemmaet synes jo umiddelbart at være, at du føler, at højden er et problem ved den første fyr, som du egentlig er blevet vild med. Jeg har selv stået i lignende situationer og ved, at det bestemt ikke er nemt - men for mig har højden så stor en betydning, at jeg med det samme dropper at "gå videre" med en sød fyr, hvis han er lavere end mig. Det kan måske lyde ret overfladisk, men man skal også have det godt og føle, at det er naturligt at stå sammen/kysse osv., og det synes jeg ikke. Det skal dog siges, at jeg jo i bund og grund er helt enig i, at udseendet ikke skal komme i første række.
Så det du nok først og fremmest skal gøre op med dig selv, er, hvor stor en betydning det har for netop dig. Hvis du finder ud af, at du er meget generet af det, ville mit råd være at sige det til ham, som det er - selvom det kan virke hårdt! Du må selvfølgelig huske at lægge vægt på, at det ikke har noget at gøre med hans personlighed eller generelle udseende som sådan.
Hvis du så har lyst til at fortsætte med at skrive med den anden fyr og lære ham bedre at kende, så synes jeg personligt, at din veninde skal have det at vide. Selvom de har haft sex, er det jo ikke sikkert, at hun har følelser for ham og overhovedet har noget imod det. Så prøv at tage en snak med hende for at finde ud af, hvor meget de egentlig har haft kørende - og du kan jo også godt spørge ham selv om, hvilke følelser, der er/har været indblandet.
Jeg kan ikke fortælle dig, hvilke af fyrene du skal gå efter og hvor meget hensyn du skal tage til din veninde - det er selvfølgelig op til dig selv og din fornemmelse. Men jeg håber, at dette var en lille hjælp, og at du finder ud af det!
Kærlig hilsen Johanne

Svar fra Sofie

Kære Julia,
I sidste ende, er det kun dig, der kan afgøre hvad du mener er det rigtige eller forkerte valg især når der er følelser og loyalitet involveret. Jeg synes du skal give dig selv en pause fra begge drenge, måske en uge eller lidt mere - se, hvem du savner og få ro til at finde ud af, hvem af dem du helst ønsker i dit liv uden nogle af dem har mulighed for at påvirke dig. Du kan jo fortælle dem, at du har nogle ting, du skal tænke over eller at du har lidt travlt for tiden, men at du nok skal skrive til dem om så eller så lang tid.
Du kan bruge tiden på at tænke over, hvad du vil have ud af dit forhold med en af de fyre og hvem du ville være tryggest ved? For tryghed og tillid er vigtigt i et hvert forhold, især hvis du gerne vil have sex med ham uden at frygte han dropper dig to dage efter ligesom din veninde.
I forhold til din veninde tror jeg, du er nødt til at vælge om du vil tage snakken med hende. Fortælle hende, at du har kontakt med ham fyren og er begyndt at blive glad for ham, men hendes mening betyder meget for dig og at du derfor ikke er gået videre med det. Eller du kan fortsætte med at se ham, leve med den dårlige samvittighed og den eventuelle konsekvens, hvis hun finder ud af det. Det er kun dig, der kan vurdere hvad du skylder hvem, så i sidste ende handler det om hvad du kan og vil leve med på længere sigt.
Det her er selvfølgelig bare et par forslag, til hvad man kan gøre i sådan en situation. Held og lykke med det :-)
Mvh Sofie
Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.

Hvad kan vi hjælpe dig med?

Vi har modtaget 5078 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år

Alkohol og stofferEtnicitetFamilieFlytte hjemmefraForelskelseGraviditetKrop og sundhedKærester og forholdMobningPersonlige problemerSeksualitetSex og samlivUddannelseVenner Andre ting
Skriv til os ⟩ 100% anonymt · 100% gratis

Flere spørgsmål om forelskelse

Jeg er vild med min venindes crush ????

Hej kære kære brevkasseSer i, Mig og mine 3 veninder (E, G, A) taler tit om vores crushes. Og enga...

Forelsket i en dreng

Hej jeg er lidt forelsket på en dreng men det er 2 år i mellem os og jeg har ikke hans nummer så ...

En dreng jeg ikke kan lide, følger efter mig – og mit crush driller mig

Kære UngZoneJeg er en pige på 11 år, der har brug for et godt råd. Min bedste veninde var førhe...

Hvad skal jeg gøre

Hej pige på 11 jeg er forelsket i min fars vens barn vi er nogen sammen jeg syndes det er svært at...

Forelsket

Hej jeg er en ung mand på 22 år gammel.  Jeg  kan lide 2 piger. En af dem bor på fyn og...