Hej
Der er sket en masse mærkelige ting her for det sidste, der er en dreng han går i min parallel klasse, vi har talt en gang imellem, men en dag da begge klasser havnede fået fri gik mig og to af mine veninder ud af klassen og der stod han på gangen sammen med sine venner to af hans venner kigger på mig og siger “ der er din bedste veninde” mig og mine veninder kigger lidt mærkeligt på hinanden og så kommer han over og hej så siger jeg hey tilbage og begynder at gå man så kommer han efter mig og siger vil du have et kram, så siger jeg nej og så begynder han og løbe efter mig og prøve og kramme mig til sidst løber jeg Hele vejen ned til trapperne hvor han så løber efter mig derhen og begynder at sende luftkys til mig jeg undre mig over det og går hurtigt væk. Nogle dage senere fortæller min veninde mig at hun kan lide ham drengen, og jeg siger man han jo ikke din type dreng? Så siger hun at han er sød og sjov, så siger jeg at jeg vil hjælpe hende med at komme sammen med den her fyr og jeg prøver min bedste til sidst når han ikke gider at give opmærksomhed til hende, tilføjer jeg ham på messenger og skriver til ham at jeg har en veninde sim han holdt lide ham og alt det der, men uden at vide hvem min veninde er siger han at jeg skal sige til min venidne at han ikke kan lide hende, så skriver jeg ikke noget tilbage men sender screenshots til min veninde og så siger hun at det et ligemeget, så jeg bare det ok. Men senere på den aften hvor jeg sendte hende screenshot skrive hun igen, og denne gang skriver hun at hun tror at drengen godt kan lide mig, og jeg er bare hvad hold op og sådan noget så kom vi en lille smule op og skændes og efter det lovede vi hinanden at vi vil aldrig ikke snakke om det igen.
Men efter det begyndte jeg og få mærkelige drømme hvor denne dreng er med i jeg kan ikke beskrive hvor mærkelige de er i den ene sker det sådan( vi står på gangen mig min veninde og ham og en af hans venner så snakker vi om et eller andet og så taget han mig på armen hiver mig indtil sig selv og kysser mig og jeg falder så ned fra sengen og vågner) og andre mærkelige drømme ved ikke hvad de betyder? Eller havd jeg skal gøre? Håber at i kan svare på min spørgersnål?
Har jeg et crush på ham eller hvad ? Og hvad hvis jeg har og han ikke kan lide mig. Hvordan skal jeg så få ham til at kunne lide mig?
Plz har virkelig brug får jeres hjælp
Kære du,
Det er ikke altid til at sige, hvad drømme betyder. Nogle gange drømmer man om noget, som man tidligere har tænkt meget på dagene op til, og andre gange er det noget helt andet, så det er desværre ikke til at sige så meget om.
På baggrund af det du skriver, kan jeg ikke vurdere, om du har et crush på ham eller ej. Hvordan føles det i maven, når du tænker på ham? Synes du, han er lidt sød?
Hvis du har et crush på ham, og han ikke kan lide dig, er der desværre ikke så meget at gøre ved det. Man kan desværre ikke selv bestemme, hvem der godt kan lide én. I stedet skal du finde én, hvor følelserne er gengældte - det er meget sjovere.
Jeg håber, du finder ud af det.
Kærlige hilsner,
Sofie
Kære du,
Det lyder til, at du har en masse tanker, som kan være lidt svære lige at få styr på. Først bliver du opsøgt af en dreng uden at vide hvorfor, og derefter oplever du, at din veninde har følelser for ham, hvilket leder til et mindre skænderi og derefter bliver du i tvivl om, hvorvidt du kan lide ham eller ikke. Jeg kan godt forstå, at du synes det hele er lidt forvirrende.
Du skriver, at du har mange drømme om ham. Det er svært at vide, hvad det helt præcist drejer sig om. Det tyder dog på, at du tænker meget på ham her drengen, da han bliver ved med at være i dine tanker, også om natten, hvor det udspiller sig som drømme.
I sidste ende er det dig, der bedst selv kan fornemme og mærke efter, hvilke følelser du egentlig har for ham. Dine drømme kan også være et udtryk for, at du måske begynder at interessere dig mere for det modsatte køn og hvad det har at byde på. Det er derfor ikke sikkert, at det er lige netop den her dreng, du er forelsket i, men derimod tegn på en mere generel interesse for drenge.
Du nævner ikke på noget tidspunkt, at du måske har følelser for ham, andet end til sidst, hvor du spørger os, om du har følelser for ham eller ikke. Det kan måske betyde, at du faktisk ikke har følelser for ham, men måske føler, at du burde, blandt andet fordi din veninde tror, at han er vild med dig. Omvendt kan det være fordi du er lidt bange for at føle det, du måske gør. Du er i hvert fald interesseret på sådan et plan, at du er bange for, at han afviser dig.
Når man viser interesse for et andet menneske, så vil der altid være den risiko, at man kan blive afvist. Det er aldrig rart, og det er noget de fleste mennesker vil forsøge at undgå. Der er ikke nogen opskrift på, hvordan han skal begynde at kunne lide dig. Dog har han allerede vist lidt interesse i dig, da han vælger at opsøge dig og gerne vil give dig et kram. Så dit udgangspunkt er måske okay, og hvor du ikke behøver at frygte den helt store afvisning i første omgang. Du kan prøve at skrive lidt med ham over messenger, hvor du allerede har skabt kontakt. Du kan prøve at spørge ind til ham, og vise din interesse for ham. Du behøver ikke at starte med fortælle, at du måske godt kan lide ham eller spørge om han godt kan lide dig.
Mit forslag er derfor, at du først og fremmest lytter til dig selv og din egen mavefornemmelse. Har du lyst til at lære ham bedre at kende? Er du nysgerrig på ham? Og er du interesseret i ham? Hvis det er sådan du har det, så kan du prøve at skrive til ham stille og roligt, for at lære ham bedre at kende. Du vil sandsynligvis hurtigt fornemme om han også er interesseret i dig eller ikke. Når du er blevet lidt klogere på det, så kan du prøve at tage den derfra.
Jeg håber, at dette var en lille hjælp :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte
Vi har modtaget 5079 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år