Stopklods på forelskelse

Jeg kunne godt bruge nogle redskaber til at tackle den situation som jeg står i nu. Det er en lidt lang og kompliceret historie.
For 1½ år siden flyttede en ven fra gymnasiet ind på mit kollegium og startede på samme uddannelsesinstitution som jeg går på. Jeg blev hurtigt klar over at han nok vare blevet lidt mere end en ven, og fandt også ud af at følelserne var gengældt.
Problemet er bare at jeg på den ene side gerne vil være kæreste med ham og er rigtig forelsket i ham, men på den anden side, er der en ”stop klods” inde i mig.
Der er flere forskellige ting i det:
1) Jeg er lidt genert, og jeg er ikke så glad for at være ”offentligt kæreste” med ham i begyndelsen. Jeg kan simpelthen ikke klare folks kommentar og sladder. Og jeg ved godt jeg bare skal være lige glad med det, men jeg synes det er enormt svært og jeg ved godt at det er en begrænsning for mig selv, men det er virkelig svært at se ud over, især når vi færdes i de samme miljøer.
2) Personligt så har jeg også flere undskyldning for ikke at kunne være kæreste med ham. Jeg kan godt selv se, at jeg er helt galt på den, og at det virkelig er latterligt. Men sidste år var vi sammen efter en julefrokost, hvilken var meget hyggeligt, men jeg ville ikke være kæreste med ham efterfølgende, fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue hvad jeg skulle give ham i julegave, fordi jeg havde så store forventninger til mig selv, at han skulle kunne synes om godt om den. Eller f.eks. havde jeg meldt mig til en udenlandstur med kollegiet, og pludselig synes jeg det blev det ret akavet, hvis jeg tog med og han ikke gjorde. Han kender jo også alle de folk der skulle med. Jeg ved ikke hvordan jeg skal tackle situationen og så laver jeg en undvigelsesmanøvre, som siger at jeg ikke skal være kæreste med ham. – og sådan er det gået hele året rundt.
Vi har været sammen enkelte aftner i løbet af første halvdel af det sidste års tid. Ved at jeg har haft disse ”stopklodser” har jeg kommet til at afvise ham nogle gange og forholdet mellem os har været lidt ”jeg ved ikke lige hvad jeg skal sige” og akavet, når jeg har mødt ham, eller været i samme selskab med ham og vi har aldrig fået snakket om det der er sket og jeg føler også at jeg skylder ham en forklaring. Jeg vil rigtig gerne give en ham en forklaring, men der har min stopklods også kommet i vejen for mig. Jeg har også forsøgt flere gange men det har aldrig fået sagt det jeg gerne ville af den ene eller anden grund.
Jeg er nået frem til nu at jeg vil prøve at overvinde min generthed og være ligeglad med om hvad mine venner synes om det. (det kan umuligt være værre, end alle de andres forskellige kæresteforhold, som der snakkes om). Men hvordan i al verden får jeg lige gjort det? Jeg snakker med ham til sammenkomster og fester som ven. Jeg kan ikke mærke ”noget særligt” ved ham, da jeg ved at der skal meget til før at han viser ”kærlighed” også netop fordi han godt ved at jeg ikke er så glad for at være kærester offentligt. Så jeg tænker at det er noget med at jeg skal ringe til ham og spørge om vi kan mødes og snakke. Men jeg synes bare det er lidt akavet at ring og sige ”Hej, kommer du ikke lige ned, jeg synes vi skal snakke sammen, for jeg er ret vild med dig”.
Han har aldrig direkte sagt at han ikke ”vil have mig”, og har sagt at mine følelser var gengældt. Det fylder rigtig meget i hovedet på mig, så jeg vil på en eller anden måde gerne have det afklaret. Det kunne jeg godt bruge nogle råd til – og i tilfælde af at han gerne vil lære mig bedre at kende, hvordan kan jeg så lære at håndtere mine stopklodser og min generthed? For jeg føler virkelig at jeg skylder ham, ikke at blive ved med at afvise og svigte ham, når jeg inderst inde gerne vil være kæreste med ham.
Håber I kan hjælpe.
ps. Ingen af os har været i et fast forhold før.