Den værste dag nogensinde

Kære du,

Det er jeg meget ked af at høre. Jeg kan på ingen måde sætte mig ind i, hvad du går igennem lige nu.. Men hold ud, jeg tror på, at du kan få det bedre. Allerførst, tror jeg, det er vigtigt, at du giver plads til dine følelser, fordi alle følelser er ok. Det er helt ok at græde, når man er ked af det.

Du skriver "vores" på et tidspunkt i dit brev herind - har du en kæreste? I den forbindelse tror jeg også, det er vigtigt, at du og din kæreste får snakket om det, får sat nogle fælles ord på det, I har været ude for. Det er dog vigtigt at huske på, at ikke alle mennesker reagerer ens, men det betyder ikke nødvendigvis, at man ikke er ked af det. Dig og din kæreste kan i hvert fald forsøge at hjælpe hinanden.

Jeg ved ikke, om der er et forum (her tænker jeg facebookside, facebookgruppe, andre hjemmesider, mm.) for personer, der har mistet et (spæd)barn. Måske det er noget, du kan undersøge? Ofte hjælper det at høre, at man ikke er alene i den situation/sorg, man står midt i, og det kan også være en hjælp til at komme videre, fordi man ser, at det kan lykkes for andre. Jeg ved ikke så meget til det, så på den måde kan jeg desværre ikke helt guide ordentligt, men jeg tænker, det er noget, du kan prøve at undersøge, hvis du har mod på det.

Du nævner, at du har fået at vide, at du har panikangst. Jeg ved ikke, hvordan du kan undgå det, men jeg tænker, at du har behov for nogle redskaber i dit liv til at tackle den angst. Et bud kunne være, at en psykolog kan hjælpe dig med det. Hos en psykolog har du også mulighed for at snakke om dit tab, hvilket også kan hjælpe dig i din videre proces.

Hermed ikke sagt, at jeg tror, det er nemt, og at jeg synes, du skal videre med det samme - det synes jeg ikke. Du skal på en måde forsøge at lægge det fra dig, men stadig huske, at det er en del af dig og dit liv (og kærestes liv). Jeg tror, det tager tid, men lige så langsomt, som tiden går, får du måske en følelse af, at du har det bedre.

Jeg håber alt det bedste for dig (og din kæreste).

De kærligste hilsner,

Sofie

Kære du,

Jeg er meget ked af at høre om dit tab. Det, at miste nogen man elsker, er en stor sorg.

Jeg tror, at den smerte, du sidder med, altid vil være til stede i dig. Det liv, du har skabt, som ikke længere er hos dig - det dyrebareste, du har, har du mistet. Jeg kan derfor kun give dig ret i, at der altid vil mangle en del af dig. Lige nu kan jeg forestille mig, at det er rigtig svært at snakke om dit englebarn. At både tanken og mindet om dit lille barn, kan få dig til at græde og ende i et mørkt hul. Det er en naturlig del af sorgprocessen. 

Du spørger om råd til, hvordan du kommer videre med dit liv - og det skal du selvfølgelig også en dag. Jeg tror dog, at det er rigtig vigtigt at være til stede i sin sorg. Det er helt okay at sørge, og det er helt okay at græde, så alle og enhver kan se det. Det er en vigtig del at tillade sin sorg, i processen om at komme godt videre. Hvis du ikke får bearbejdet sorgen først, så tror jeg, at den vil hænge som en tung sky over dig i alt, hvad du gør. Det betyder ikke, at alt derefter så er godt, men det kan være en stor hjælp at have de rette redskaber med på vejen videre i livet. 

Du nævner også, at du gerne vil forhindre din panikangst. Min erfaring er, at det kun gør det værre, hvis man forsøger at forhindre sin angst. Angst dækker som regel over følelser, som man brænder inde med, følelser, man ikke kan få sat ord på, og følelser, som man har svært ved at udtrykke. Det vil sige, at for at slippe af med din panikangst, bliver du nødt til at arbejde med alle de her følelser, som ligger til grund for, at du oplever panikangsten. 

Ud fra det du skriver, kan jeg få følelsen af, at gerne vil flygte fra de her svære følelser. Det tror jeg langt de fleste mennesker ville prøve at gøre. Det er så stor en smerte, at de færreste kan holde ud at være i den. Alligevel tror jeg, at det er noget af det bedste, du kan gøre for dig selv på sigt. Vær i de dårlige følelser, græd, mærk smerten - og være til stede i det. Panikangsten er et nødråb fra din krop, der fortæller dig, at du ikke har det godt. At du bliver nødt til at gøre noget, for at give dig selv den rette hjælp. Angst opstår ofte, når vi ikke selv formår at forstå, hvad der er sket. 

Jeg vil anbefale dig at opsøge en professionel psykolog eller terapeut, der kan hjælpe dig igennem din sorg. Der er ingen slutdato for, hvornår man ikke længere sørger. Det er meget individuelt, hvor længe et menneske har behov for at være i denne proces. Jeg ved, at du kan få en henvisning hos lægen til psykolog både ved dødsfald og for angst. Derudover er det generelt vigtigt at få sat ord på alle de følelser, du oplever. Det kan være svært at få noget frem, men det vil være en rigtig god øvelse. 

Det kan også være en stor hjælp, hvis du kan snakke med faderen til dit barn, om det at have mistet sit barn. Det kan også være en anden tæt veninde eller et familiemedlem, som du har tæt på dig. En du stoler på, og har tillid til, at de kan håndtere alle de ulykkelige følelser, du må sidde med. 

Jeg ved også, at der findes forskellige sorggrupper for mennesker, der har mistet et barn, flere steder i landet. Du kan blandt andet gå ind på www.sorgvejviser.dk. Eller selv søge information andre steder, der findes mange flere tilbud inden for dette område. I disse sorggrupper tror jeg, at du kan få noget af det, du søger. Du kan møde andre mennesker i samme situation som din. Andre mennesker, der kan genkende og forstå dit tab og dine følelser. Andre mennesker, der kan give deres erfaringer videre omkring, hvordan de selv er kommet godt videre med deres liv. 

Selvom dette er et stort og sårbart emne, så håber jeg, at du fandt lidt af det, du søgte. Du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os igen, men ellers er jeg sikker på, at der findes meget mere velegnet hjælp derude. 

Kærlige hilsner fra

Lotte