Jeg kom på institution og derefter i plejefamilie, så jeg er vokset op, med en del omsorgsvigt, manglende barndom og forfærdelige hændelser, sådanne hændelser hvor man efterfølgende har brug for en lang krammer og massere af kærlighed, hvilken så resultere i, at jeg som 13 årig måske allerede begyndte at "søge" efter fyren i mit liv.
Jeg har så fundet den her kæreste som jeg har nu, og jeg er utrolig glad for ham. Problemet ligger i det, at jeg simpelthen ikke kan sige fra. Vi har igennem de seneste 4 - 5 måneder haft adskillige skænderier, der har endt ud i, at han har slået op og jeg har ligget på gulvet, grædende og bedt til ham om, ikke at gå fra mig. Jeg har efterhånden fundet ud af, at når han siger at vi ikke er sammen længere, mener han det ikke. Han har haft angst og har stadig en snært af det, samtidig med at han har haft psykolog på, på grund af vrede. Det vil sige, at han har en meget kort lunte. Han bliver så tosset på mig nogengange, hvor jeg slet ikke har gjort ham noget. Han råber mig ind i hovedet og smider mig ud af sit hus. Jeg protesterer og vil ikke gå i frygten for aldrig at se ham igen. Det kan gå så vidt, at han slår ned i sengen og prikker med sine fingrer i mit ansigt, eller ligefrem kommer til at slå mig, af ren arrigskab.
Altid er det mig der gør noget forkert, og konfronterer jeg ham med noget, jeg ikke synes er i orden, bliver han sur og vender den til mig. Han siger, at jeg er dobbeltmoralsk mindst 4 gange om ugen, hvor jeg så kan se, at jeg rent faktisk ikke er det, men at han måske bare ikke har forstået det, at være dobbeltmoralsk endnu. Han er 17, men nogengange føler jeg, at han opfører sig som et lille barn.
Jeg har aldrig været flov over ham, det er skam ikke det.
Når vi ender ud i disse voldsomme skænderier, og han siger at han ikke kan være sammen med mig længere, hvilket sker jævnligt, kan jeg ikke få mig selv til at acceptere det, fordi jeg simpelthen mangler den kærlighed i mit liv, som jeg ved, at han kan give mig. Vi har det fantastisk sammen, når alt er godt, men det kører psykisk på mig, når vi bliver uvenner, for han siger nogle ting til mig, der nogle gange får mig til at tænke på, at han har brug for hjælp. Han fortæller mig nogengange hvor hurtigt han ville komme over mig, hvis det var slut og han råber og skriger i hver sætning, at jeg enten er klam, en luder, en so, en slidt luder og lignende. Alle de ting han kan sige, og ligemeget hvor hårdt det rammer mig og ligemeget hvor mange dage jeg kan ligge og græde mig selv i søvn, kan jeg simpelthen ikke give slip på ham. Jeg ved ikke hvordan jeg skal give slip på ham, jeg elsker ham for højt og jeg elsker ham for at han elsker mig. Jeg tænker tit tanken, at det måske ikke skal være mig og ham, men når vi så bliver uvenner kan jeg simpelthen ikke give slip. Jeg kan ikke. Jeg kan mærke på mig selv, på hele min krop, at jeg har brug for den kærlighed, den omsorg og beskyttelse jeg har manglet i så mange år i min barndom. Når jeg står midt i et skænderi og han siger, at han gør det forbi græder jeg hysterisk og min krop dør indeni. Jeg har skåret i mig selv, drukket mig stiv alene, lagt mig på en vej om natten, tænkt så mange selvmordstanker. Jeg føler ikke at jeg er god nok i forholdet, og at han ikke viser at han elsker mig, selvom jeg ved, at han gør det, og samtidig vil jeg bare slet ikke miste ham. Er det på tide, at jeg får mig en psykolog, eller skal jeg bare gøre ingenting og leve i smerte og ulykkelighed?
Det skal lige sige, at jeg VIRKELIG VIRKELIG ikke KAN give slip på ham, desværre.
På forhånd tak for råd, hjælp, støtte og alt hvad i kan give mig.
