Kæresten lyver... hvad skal jeg gøre???

Jeg er en 18-årig pige og jeg har nu været sammen med min kæreste i 1 1/2 år. Men min kæreste har haft en hård barndom der gør at han har del problemer. Jeg tænker at det har vi vel alle sammen et eller andet sted, men hans påvirker mig meget kraftigt da det får ham til at udføre handlinger der rammer mig meget negativt. Jeg elsker min kæreste overalt på jorden! Det gør jeg virkelig, rigtig inderligt!!! Og det er måske derfor at jeg har fundet mig i så meget efterhånden.

Min kæreste er vokset op med en far der har været alkoholiker siden han blev født, og hans far har aldrig rigtigt været der for ham. Et af hans første barndomsminder er et skænderi han var vidne til som ganske lille, mellem hans forældre hvor hans far smadrer deres køkken mens hans mor skriger i hysteri, skænderiet ender med at hans forlader hjemmet og er væk i de følgende 3 dage.
Hans forældre er derfor skilt og han har boet størstedelen af hans liv hos hans mor.
Problemet med det er desværre bare at på trods hans mor ikke er alkoholiker har hun heller ikke haft den mest positive indvirkning på ham. Hun lyver. Konstant. Hun nedprioriterer sine børn, for eksempel nægtede hun at hente min kæreste en dag han var dødssyg, fordi nu var hun lige til kaffe og kage så derfor måtte han vente. Udover dette er hun meget ustabil psykisk da han har haft langvarig stress, det gør at hendes børn aldrig kan regne med hendes humør da det altid er meget svingede. Og så har hun igennem flere år håndteret sine børn ved at give dem dårlig samvittighed når de giver udtryk for noget de vil eller ikke vil, som hun ikke synes er bedst. Sidst har min kæreste dog også en dyb frygt for sin mor, da der har været et tilfælde med fysisk vold fra hendes side.

Men for nu at komme tilbage til nutiden, så besluttede jeg mig i December at flytte hjemmefra så snart så muligt da jeg ikke længere havde det godt ved at bo hjemme. Jeg fyldte 18 i Februar og det var derfor fint at starte boligjagten i December. Jeg fortalte så nyheden til min familie og kæreste. Jeg snakkede med ham og sagde at nu ville jeg gerne snart flytte enten alene eller med ham, han svarede han ville meget gerne bo sammen med mig. Det er dog bare sådan at han først bliver 18 i Oktober, så han skulle lige snakke med sin mor om tingene.
Jeg sagde at det var okay hvis hun sagde nej, så ville jeg bare flytte selv og så kunne han flytte ind når han var blevet 18. Intet problem.
Men han fortalte mig han havde snakket med sin mor og det kunne sagtens lade sig gøre.
Vi begyndte at lede efter lejlighed, begyndte at købe ting og lægge budget.
Så i starten af sidste måned fandt vi et sted. Alting faldt bare på plads.

...Troede jeg. Indtil for halvanden uge siden, da jeg fandt ud af han ikke havde gjort noget af det han sagde han havde gjort. Han havde ikke snakket med sin mor. Han havde ikke været på kommunen. Det vil sige: ingen tilladelse fra hans mor om at flytte, og ingen penge.

Men jeg gav ham en chance til. På trods af en løgn der havde varet siden December. Han sagde grunden var at han var bange for hvor meget hans mor ville gøre for at ødelægge det for os, og han ville bare så gerne flytte sammen med mig.

Nå men nu blev han jo så nød til at gøre de ting egentlig skulle havde gjort for lang tid siden. Og det gik fint. Han ordnede tingene og vi fik underskrevet lejekontrakt.

Eller det vil sige, jeg troede han havde ordnet det.

I stedet var det løgn. Endnu en gang. Han havde bare løjet, om det hele. Til min familie og mig. Vi har nu skrevet under på at bo i en lejlighed jeg ikke kan betale alene. Han har intet at bidrage med.

Jeg føler virkelig at han har ødelagt alt... Han kunne bare have sagt sandheden, så kunne jeg havde ledt efter et billigere sted.

Mit spørgsmål efter denne her laaaaange smøre er:
Skal jeg tilgive min kæreste for det her?
Han har løjet om en stor vigtig ting som faktisk har ødelagt virkelig meget for mig, og som han vidste ikke ville føre noget godt med sig at lyve om.
Jeg elsker ham bare så højt, og håber virkelig på at han kan forbedre sig. Men er det overhovedet realistisk???

Jeg tror ikke på han har gjort det for at gøre mig direkte ondt men det er bare endt sådan. Og han har jo en del at bære på fra sin barndom...