Hun ønsker vi er et par, men vil ikke være kærester

Jeg har været sammen med den her vidunderlige kvinde i et par måneder. Vi har det fantastisk sammen både mentalt og fysisk, og hun er i mine øjne alt hvad jeg kunne ønske mig. Der er dog et problem. Hun kan ikke udstå tanken om at skulle være nogens kæreste, da hun havde en masse dårlige oplevelser i hendes sidste forhold. Hun bliver helt hysterisk, når vi snakker om det og selv om hun prøver at styre sin reaktion, så er det nemt at se, at hun flipper helt ud indvendig. Hun panikker simpelthen. Men jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg vil så forfærdeligt gerne være sammen med hende og give hende al den plads, og forståelse hun har brug for. Jeg vil ikke have andre end hende, men samtidig gør den her situation mig virkelig usikker. Jeg mener, hvor lang tid skal jeg give hende til at finde sig selv? Mine tanker kværner rundt med så mange spørgsmål. Jeg ved hun ikke ønsker at såre mig, for hun er virkelig glad for mig, det er der ingen tvivl om og hun er fuldt forstående for, hvis jeg afslutter vores relation, selv om hun ville blive ked af det. Men hun har skåret det meget tydeligt ud at hun på nuværende tidspunkt ikke kan give mere end hun gør. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal stille op med det hele. Jeg ønsker mig ikke andet end hende, men det er hårdt at have alt hvad du kan drømme om lige foran dig, når man mangler den sidste centimeter for at nå. Jeg tror bare at jeg håber på at finde en middelvej der fungerer for os begge. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal finde den eller hvor meget på kompromis jeg skal gå med mig selv. Jeg kan selvfølgelig godt se at et fremmet menneske ikke kan fortælle mig, hvad der er det mest rigtig at gøre, men jeg har virkelig brug for at høre andre tanker end mine egne. Jeg har brug for noget input udefra, for lige nu er det bare så rodet i mit hoved og kan ikke finde hoved og hale i noget som helst. Hun siger at hun er min og at jeg er hendes, vi er ikke sammen med andre end hinanden og vi opfører os som om vi havde et parforhold, så jeg forstår ikke, hvorfor det skræmmer hende så meget at skulle være kærester. Og ligeså lidt forstår jeg, hvorfor jeg er så opsat på vi skal være det, når nu vi, som tidligere nævnt, har hvad der ligner et forhold. Men som tingene er, så står vi bare i hver vores ende af torvet, med hver vores ønske. Vi har ikke lyst til at skilles ad, men at være kærester ville være lykken for mig og umiddelbart den største frygt for hende.