Svar fra Lotte
Brevkasserådgiver
UngZone
Hej Anna,
Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, hvis der også er en anden pige, der har hans interesse.
Han er i hvert fald ikke ligeglad med dig, når han vil bruge hver aften på at skype med dig, så må han også synes om dig på et eller andet plan, det er jeg sikker på. Jeg kan desværre ikke sikre dig, at det også kan blive til mere, men så længe du har hans opmærksomhed på denne måde, så vil jeg også mene, at du har en chance.
Du kan jo eventuelt prøve at lade være med at spørge en aften, og så se om han reagerer på, at du ikke har skrevet og spurgt om i skal skype. Hvis han reagerer på det, så er der også større sandsynlighed for at tænker over det og på dig i det hele taget. Så kan du altid spørger igen dagen efter, hvis det er - for du skal selvfølgelig også passe på med ikke at virke ligeglad med ham. Hvis du tør, så kan du jo også spørge ind til Karoline en aften, hvor i skyper. Det kan jo vise sig, at det har været en misforståelse, men om ikke andet, så kan du blive peget mere i retning af hvad han også tænker.
Selvom det skulle ske, at han er vild med Karoline, så tror jeg aldrig, at han ville begynde at tænke så negative tanker om dig. Uanset hvad, så er du en god veninde for ham - det lyder det i hvert fald til, ud fra hvad du skriver. Hvis du har hørt fra andre, at han er vild med dig, så er der måske også noget om snakken, og når han bruger så meget tid på at snakke med dig, så kunne det godt tyde på det. Selvom det kan være grænseoverskridende, så kan du eventuelt også spørge om han har lyst til at ses en dag, der ikke er i skøjtehallen. Det kan selvfølgelig være i forbindelse med det, hvor i måske kan mødes nogle timer før eller efter i har skøjtet. Hvis han siger ja til dette, så er der i hvert fald noget interesse. Dog er det stadig ingen garanti for, at han ser dig som mere end en veninde, men selvom det kan være virkelig svært, så er det måske en chance, der er værd at tage. Om ikke andet så kan du også komme videre, hvis det viser sig ikke at være noget. Derimod kan det modsatte jo også ske, og det kan blive starten på noget godt.
Vi er alle bange for at blive afvist, og derfor har vi det med at holde ting som følelser for os selv. I mange tilfælde handler det om at tage chancen og så må man forsøge at tage den derfra. Så kan man i hvert fald sige, at man har forsøgt og behøver ikke tænke over, at man aldrig fik gjort noget ved det.
Jeg ved udmærket godt, at det kan være rigtig svært og grænseoverskridende for dig at begive sig ud i nogle af disse ting, men du må forsøge at stole på, at du er god nok som du er - for det er du.
Jeg håber, at du finder ud af det :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte