Svar fra Vinni
Brevkasserådgiver
UngZone
Hej Den fortvivlede.
Sikke da en trist oplevelse.
Jeg vil ikke fortælle dig, hvad du skal gøre, for det tror jeg inderst inde godt selv du kan mærke. Det lyder på dig som om, at det ikke er passende, at din kæreste skriver sådan til andre piger, hvilket de fleste heller ikke ville finde sig i, og selvom han måske ikke har været dig utro, handler det her mere om tillid. Behøver han at være dig utro, for at have overtrådt dine grænser? Jeg tænker umiddelbart at han allerede har såret dig, og hvis du også har sagt det til ham, og han siger, at han ikke vil gøre det igen, men alligevel gør det, så virker det ikke til han respekterer de grænser du sætter for jeres forhold. Det du skal gøre op med dig selv er derfor: Er han værd at være kæreste med, når han flirter med andre piger over sms, når du har sagt, at du ikke bryder dig om det? Hvis ja, skal du ikke droppe ham. Hvis du derimod tænker at han ikke er det værd, fordi det gør dig ked af det, så skal du måske overveje om det skal være dig og ham, men min pointe er klart, at jeg ikke mener at han desideret skal være dig utro, før det er forkert det han gør - men det er kun dig, der kan føle hvornår han går over dine grænser i jeres forhold.
Jeg håber det hjælper dig til at træffe et valg
Mange knus
Vinni