Svar fra Lotte
Brevkasserådgiver
UngZone
Hej Cathrine,
Når man indgår i et forhold er der mange ting man må forholde sig til og ofte acceptere. Der er jo helt sikkert noget fantastisk over denne mand, da du vælger at blive kærester med ham.
Ligesom du gennem din habitus vægter uddannelse og karriere højt, bl.a. fordi det er det du har lært gennem hele din opvækst, så ved du vist også allerede godt, at han besidder en anden habitus. Det er ikke sikkert, at han på samme måde som dig, er blevet fortalt at uddannelse er af høj prioritet. Jeg tror dog, at det er de færreste der slet ingen mål eller ambitioner har. Selvfølgelig kan det være, at han ikke ved hvad vej han skal søge endnu, men det kan også være, at han har nogle ambitioner inden for andre områder, der ikke nødvendigvis gælder uddannelse? Noget du måske ikke har tænkt over, men det kan være der er noget andet, han virkelig brænder for?
Det lyder dog meget opslidende, hvis du ofte sidder med en følelse af, at han ikke er tilstrækkelig og at han ikke kan leve op til dit billede af en kæreste. Desværre kan man ikke undgå at blive påvirket af sine omgivelser og hvordan de forholder sig til en selv og sine valg. Det kan umiddelbart lyde til, at du er på din families side og faktisk skubber ham lidt fra dig, men hvis forholdet skal kunne fungere, som du selv er inde på, så må du finde en måde hvorpå, du kan acceptere ham som han er og hvor du støtter op om hans valg og beslutninger. Du bliver nødt til at tage stilling til om, du nogensinde tror, at du kan komme i denne støttende position.
Det kan også være, at han kan blive inspireret af dine høje ambitioner om uddannelse og valg af job. Du kan jo prøve stikke lidt til ham, og forhøre ham om, der er noget han virkelig brænder for, om der er noget der gør, at han lyser helt op. Det kan jo ske, at der findes en uddannelse, der kan bidrage med noget af det han elsker at bruge sin tid på. Dog kan det også være, at han bare har nogle helt andre prioriteringer, der gør, at han synes livet er værd at leve. Hvis han helt bevidst har fravalgt en højere uddannelse, så bliver du måske nødt til at acceptere, at han er sådan.
Hvordan du decideret kommer udover dit issue, er svært at svare på, men umiddelbart handler det utroligt meget om den tankegang og indstilling du har til ham. Ingen er perfekte, og du bliver nødt til at fokusere på, alt det positive ved ham og det du er faldet for. På en måde skal du have fortalt dine forældre, at alle blot er mennesker og at hver enkel person, har sine egne ønsker og mål med livet. Du må forklare dem, at du har brug for deres støtte til forholdet og at man kan have ambitioner inden for andre områder. Selvfølgelig er det vigtigste, at du selv opnår denne erkendelse, men da det lyder til at din familie har stor indflydelse på dine valg, så er det på en måde dem, du skal have til at vise sig deres støtte. Samtidig kan du også overveje om, det er egentlig er et meget stort problem for dig, hvordan han har valgt at leve sit liv, eller om det egentlig er et større problem for din familie. Det kan lyde til, at du gerne vil gøre din familie stolte af dig og at du måske har ret høje forventninger og andet at leve op til i forhold til dem. Du har måske mistet noget anerkendelse og accept fra din familie ved at være sammen med denne mand, men det er noget, der betyder utrolig meget for dig begge dele. Dette går desværre udover dit forhold.
Hvis det er noget du dagligt tænker over, og at du egentlig helt glemmer at sætte pris på den fantastiske person han er, så er det måske ikke det rigtige forhold du er i. Dog håber jeg for jer begge to, at du kan se udover dine egne ambitioner og acceptere, at han måske har ambitioner inden for andre områder. Der er jo en grund til at han er den person, han er i dag, måske ville du ikke kunne holde ud at være sammen med ham, hvis hans ambitioner var tårnhøje og at han nærmest ville feje alle væk på sin vej. Alt det han gør og ikke gør, er med til at forme den person han er, og den person, som du er forelsket i.
Jeg håber, at dette kan sætte dine tanker lidt i gang og hjælpe dig på vej :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte