For lidt tid siden boede jeg en overgang i et andet land og der mødte jeg en rigtig sød (dansk) fyr som jeg fik et rigtig godt forhold til. Vi var meget sammen og opførte os nærmest som kærester de par måneder vi så hinanden. Nu er jeg kommet hjem til Danmark igen og jeg har fået en kæreste som jeg kan mærke holder utrolig meget af mig, noget der er helt nyt for mig. Vi begyndte at snakke sammen to dage inden jeg skulle rejse og vi snakkede sammen som venner al den tid jeg var væk og jeg blev altid glad når han ringede til mig på Skype.
Problemet er dog at jeg ikke kan glemme ham jeg mødte i udlandet. Vi skriver stadig sammen og jeg får rigtig dårlig samvittighed hver gang, da det ofte bliver nogle ret flirtende beskeder. Jeg skriver dog til ham at vi hellere må stoppe med at skrive når han begynder at spørge ind til hvad jeg har på. Når han skriver, om vi ikke skal mødes og have sex når han kommer hjem, skriver jeg at det ikke er en god ide, da jeg jo har en kæreste. Men jeg har skrevet ting til ham om at jeg savner ham og at det var rigtig godt når vi var sammen, når han er kommet ind på det først.
Vi har snakket om at skulle mødes og snakke over en kop kaffe når han kommer hjem, men jeg ved ikke om det vil være dumt, da jeg jo tydeligvis har følelser for ham, og han giver også udtryk for at have følelser for mig.
Nu er mit problem at jeg ikke kan finde ud af om jeg bedre kan lide ham end jeg kan lide min kæreste, eller om det bare var fordi vi var to danskere der mødtes i udlandet og det hele var ret anderledes dernede end det ville være her hjemme.
Det skal dog ikke forståes som at jeg ikke kan lide min kæreste, for det kan jeg! Jeg er bare i tvivl om om vi passer sammen. Jeg føler jeg har meget mere til fælles med ham jeg mødte i udlandet. Vi grinte altid når vi var sammen, vi kunne snakke om stort set alt og det var det bedste sex jeg nogensinde har fået.
Min kæreste og jeg skændes indimellem, det ved jeg godt man ikke kan undgå i et forhold, men vi har allerede snakket om at gøre det forbi to gange, og vi har kun været sammen i toenhalv måned. Han gider ikke med ud at spise, i biografen eller andre ting man nu gør som kærester. Jeg føler ikke altid han lytter når jeg fortæller ham noget og han er, efter en ulykke som lille, vant til at være i centrum, at få sin vilje og er ofte meget egoistisk. Men samtidig er han et sødt og dejligt menneske og han bekymre sig virkelig om mig. Hvis jeg er syg eller har det skidt kan jeg mærke det påvirker ham. Han siger at han ikke kan lide når jeg er skidt og han siger også at han håber vi kan være sammen resten af vores liv. Han har også sagt han er træt af at vi ikke har mødtes noget før og han har sagt han elsker mig. Det er ting jeg slet ikke er vant til at høre. Jeg mangler dog at få sommerfuglene i maven når jeg ser på ham eller når vi kysser. Jeg har dog oplevet nogle gange at jeg har fået kuldegysninger når vi har haft sex og det føles som om, lige i det øjeblik, at vi er skabt for hinanden.
Jeg er utrolig forvirret og ved slet ikke hvad jeg skal gøre eller føle.
Hvad ville i gøre i mit sted? Vente på at ham jeg mødte kommer hjem her til maj og se om det kunne blive til noget? Eller blive ved min kæreste og glemme ham den anden?
På forhånd tak for svaret og hjælpen.
