Vil måske ikke have børn alligevel..

Hej Lonni,

Jeg synes det er meget stort af dig, at du tænker sådanne ting igennem. Det er en stor ting at opgive, men din tankegang omkring fremtiden og hvilken sorg den kan medføre, gør dig til et rigtig fint menneske i min verden. Jeg håber dog for dig og din familie, at du kun er i meget lille risiko for at udvikle kræft. Jeg krydser mine fingre.

Jeg kan godt forstå, at du står i et meget svært dilemma i forhold til din kæreste. Især hvis børn altid har været en selvfølge i hans hoved. Dermed er det også en stor ting at opgive. Jeg er helt sikker på, at din kæreste elsker dig meget højt, da han er villig til dette. Det er svært at sige, om det vil ende lykkeligt alligevel, hvis du vælger at gå fra ham. Jeg tvivler faktisk på, at han vil acceptere din forklaring på, hvorfor du går fra ham - så meget elsker han dig. Der vil selvfølgelig altid være den risiko, at han vil fortryde det senere i livet. Jeg tror dog, at det er vigtigt, at i taler det grundigt igennem og at det bliver stillet meget firkantet op, hvilken betydning det vil få for resten af jeres liv. Det vil heller ikke være et sundt forhold, hvis din kæreste altid vil bebrejde dig, at i ikke fik børn - også selvom han ikke siger det højt. Jeg må ærligt indrømme, at jeg har meget svært ved at vide hvad jeg selv, ville gøre i samme situation, jeg ville nok have de samme bekymringer som dig.

Min kæreste ville heller ikke have børn, da jeg mødte ham. Der fortalte jeg ham allerede fra start af, at jeg ikke kunne være sammen med ham medmindre han ville have børn alligevel. Jeg ved at det langt fra er den samme situation, da vi kunne gå hver til sit før forholdet udviklede sig mere seriøst. Alligevel går jeg med en frygt om, at han en dag fortæller mig, at han ikke vil have børn alligevel - og som situationen er nu, der elsker jeg ham så meget, at jeg simpelthen ikke ved, om jeg kunne forlade ham senere af den grund. Jeg har netop ikke lyst til at undvære ham, men børn har også bare altid været noget jeg skulle have. Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan din kæreste tænker, men jeg ville personligt måske leve videre med min kæreste selvom jeg vidste, at han ikke ville have børn - i håb om, at han ville ændre mening igen. Jeg tror dog ikke, at jeg ville bebrejde ham, hvis jeg ikke fik børn. Derimod ville jeg bebrejde mig selv enormt meget, hvis jeg en dag kom til at fortryde det. Jeg ville virkelig have det svært med mig selv resten af mit liv, fordi jeg valgte at tage den beslutning ikke at få børn. Dog ved jeg ikke om jeg ville fortryde, at jeg blev sammen med ham. Alligevel ville jeg blive meget såret, hvis han først kom og fortalte mig, at han ikke vil have børn og derefter at han går fra mig. Jeg ville være knust. Dette er også en grund til at dit dilemma virkelig er svært for mig, da jeg slet ikke selv ved, hvad jeg ville stille op. Jeg ved ikke om dette giver noget lys på sagen overhovedet, men det kunne være, at det kunne sætte et par tanker i gang.

Det kan jo være, at det rent faktisk ikke helt er gået op for din kæreste hvad det betyder. Enten at han måske ikke tror på det eller at det lægger længere ude i fremtiden, så han kan ikke rigtig forhold sig til det. Du har ret i, at det virkelig er en 180 graders vending, men hvis i virkelig begge er indforstået med det, så kan jeres liv jo være ligeså lykkeligt alligevel. Dog kun hvis det bliver en fælles beslutning og en som i begge har det godt med.

Jeg snakkede engang med en lidt ældre kvinde, hun havde heller ikke nogen børn. Jeg spurgte hende om hun fortrød det - det gjorde hun ikke. Alle hendes venner og veninder fik jo børn, og hun havde nok i at være sammen med dem og passe deres børn. Hun var glad for friheden, samtidig med at hun elsker børn, men det samvær hun fik med sin omgangskredses børn var nok for hende. Dog fortalte hun også, at det hun var mest ked af det ved det, var at hun heller ikke fik nogen børnebørn. Der savner hun at være den bedstemor, som veninderne er. Jeg prøver nok bare at nå frem til at det er meget individuelt om man kan leve uden børn eller ej. Det gør også, at jeg ikke kan svare dig direkte på, hvad du bør gøre.

Det er vist bare vigtigt, at dig og din kæreste får talt igennem om det og gerne flere gange. Det kan evt. også være at det er nødvendigt at blande mere familie ind i det, mest for at du måske kan nå frem til en beslutning eller en klarere opfattelse af hvordan jeres videre liv skal være. Hvis din kæreste virkelig mener, at han vil have dig fremfor alt andet, så bliver du måske også bare nødt til at tro på hans ord. Hvis det rent faktisk er sandt og at han aldrig vil fortryde det, så ville det jo også være en skam at afslutte et godt forhold, hvis i begge er lykkelige i det.   

Jeg håber meget for dig, at du ikke rammer den høje risikozone og at du ellers finder ud af det :-)

Kærlige hilsner fra
Lotte