Er jeg følelsesmæssigt ustabil?

Vi har det meget godt sammen, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at når han siger til mig, at han elsker mig, så mener han det. Vi passer super godt sammen, det synes vi begge, og det får vi også tit at vide af venner eller bekendte. Vi griner meget sammen, vi har meget sex, og samtidig med det, så har jeg altid en fornemmelse af, at han elsker mig for den jer er. Jeg glæder mig altid til at se ham, så kort sagt; jeg kunne simpelthen ikke finde nogen i verden, jeg hellere ville være sammen med end ham, så derfor er det også bare så heldigt, at han er lige præcis min kæreste. 

Men på det seneste, har jeg været et følelsesmæssigt vrag, når vi ikke har været sammen. Han har været på efterskole, så det har været begrænset hvor meget vi har kunne se hinanden, men det har faktisk - utroligt nok - ikke taget så hårdt på mig i det første lange stykke tid. Han var så god til at skrive til mig, få lavet aftale om at snakke i telefon, tage hjem i weekenderne for at være sammen med mig, og bare god til at være der, på trods af afstanden. Jeg ved ikke, hvad der gik galt, men de sidste par måneder af hans efterskoleår, der var det bare i et meget mindre omfang, at han fik skrevet, og jeg følte mig ikke på samme måde bekræftet som jeg plejede. Før hen kunne det næsten blive for meget af det gode, men efter at det ikke sker så ofte mere, så savner jeg det selvfølgelig. Efter han er kommet hjem har vi ikke været ret meget sammen (Han har været på en lang ferie med sin familie, og jeg har også selv været ude at rejse). Men med det taget i betragtning, har jeg alligevel været skuffet, og jeg vil heller ikke lægge skjul på, at det har gjort mig ked af det, for nu havde jeg regnet med, at vi skulle være helt vildt meget sammen. 

Da jeg ikke på samme måde blev bekræftet hele tiden, så begyndte jeg selv at søge bekræftelsen, og det kan jeg mærke, at han bliver træt af. For når jeg spørger ham, om han er blevet træt af mig, eller om der er en grund til at han ikke viser lige så stor interesse længere, så bliver han irriteret og siger, at det kan han slet ikke forstå, og at han håber at vi skal være sammen til evig tid. Og det bliver jeg selvfølgelig glad for, men der sker ingen ændring i hans adfærd, så derfor er det bare hårdt, når jeg stadigvæk et par dage efter har den samme følelse igen. Jeg ved ikke, hvad der er med mig. Jeg kan ikke forstå, at jeg har brug for at blive bekræftet hele tiden, og det irriterer også mig. Jeg kan godt forstå, han synes det er træls, men det er godt nok heller ikke sjovt at være så fortvivlet omkring hans følelser for mig, og hvor vidt de rækker til længere ud i fremtiden. Jeg er bange for, at han er blevet træt af mig, selvom jeg ikke kan se hvorfor, han skulle være det. Jeg er bevidst om at han såvel som jeg, besidder gode egenskaber og har meget at byde på. Så det er skam ikke fordi, jeg tvivler helt vildt meget på mig selv.. Men alligevel er jeg bange for at miste ham. Jeg aner simpelthen ikke hvorfor. Det her spørgsmål er allerde blevet alt for langt, men jeg er bare så frustreret over at være ked af det, når jeg burde være det modsatte - for vi har det jo forfanden da godt.. Er han ikke den rigtige for mig, siden jeg sidder med denne følelse så snart jeg er alene, og hvad skal jeg gøre, for at håndtere mine følelser således, at de ikke går ud over ham?