Slå op?

Skal jeg slå op med min kæreste?

vi har været kærester i ca. 2,5 år, altså siden vi var 14. Så jeg har nærmest ikke været teenager og single på samme tid. Og lige nu har jeg ingen idé om hvad det vil sige at være single.

Jeg er begyndt at tænke rigtig meget over at slå op med min kæreste.

Da vi blev kærester boede vi rigtig langt fra hinanden og naturligt nok opstod der noget jalousi, fra min kærestes side.

Men det var ikke bare en lille smule jalousi, det blev værre og værre og til sidst var det blevet så slemt at han truede en af mine venner meD at han ville banke ham hvis han ikke holdt sig langt væk fra mig. Min ven skyndte sig at vise det til mig og vindistrikter det til forstanderen på vores efterskole (både mig, min ven og min kæreste gik på samme efterskole, men min ven og jeg havde gået der i et år før min kæreste startede der) forstanderen lovede at han ville tage en alvorlig snak med min kæreste og jeg besluttede (langt om længe, i følge mine venner) at slå op med ham. (Det var jo ikke bare noget der havde stået på i en måned, men noget der var blevet værre og værre i løbet af 1,5 år). jeg slog også rent faktisk op med ham, men på en eller anden måde fik han mig til at give ham endnu en chance. Men jeg sagde til ham at han skulle bevise overfor mig at han kunne være en god kæreste, før jeg ville holde ham i hånden eller kysse eller være ligesom kærester igen. Og det hjalp faktisk, så nu har vi egentlig et ret sundt forhold.

min kæreste er ikke en person der bryder sig om andre mennesker, heller ikke hvis det er mine venner. Han starter med at hade folk og så skal de ligesom gøre sig fortjent til at han kan lide dem. Kort sagt er han et ret pessimistisk menneske.
det er jeg begyndt at blive træt af at høre på, men nå jeg siger noget til ham om det, forstår han det ikke, for han synes det er sjovt når han taler ned om noget.

Det værste han har gjort er at tale ned om min bedste veninde mens jeg hørte på det. Bare fordi en af de andre fra vores efterskole ikke kunne lide hende. Min kæreste ved godt at hun betyder utroligt meget for mig og han ved også at hun har hjulpet mig igennem nogle svære ting i mit liv.

ud over det er jeg begyndt slet ikke at have lyst til at have sex med ham overhovedet, hvilket ellers aldrig plejer at være et problem.

jeg har også haft nogle drømme. En af dem handlede om at jeg lå nøgen i min kærestes seng sammen med en eller anden fremmeddreng. Min kæreste blev ikke sur.

en anden drøm jeg havde handlede om at jeg havde fået en flirt på en sommerferie. Jeg var forelsket i min drøm. Jeg fortalte det så til min kæreste(stadig i drømmen) og han sagde bare at jeg skulle lade ham (min kæreste) gå.

Jeg var Til en fest med min nye klasse (gymnasiet) og nogle af værtens venner. Der var en af de venner som jeg bare snakkede rigtig meget med hele aftenen. Vi snakkede om ting jeg aldrig ville kunne snakke om med min kæreste. ting som at man bare skal være sig selv ligegyldigt hvor anderledes man er og sindsyge fremtidsdrømme. Mange ting som min kæreste bare ville grine af eller gøre nar af hvis jeg nævnte foran ham. Jeg var en smule fuld, men jeg kan huske at jeg tænkte at han(ham fra festen) var sådan en dreng jeg burde være kærester med

om natten drømte jeg at jeg var til en fest med mange af de samme mennesker og nogle fra min efterskole, og i drømmen slog det mig bare lige pludselig at jeg skulle slå op med min kæreste. Jeg fandt ham og sagde at jeg ikke havde lyst til at være kærester medham længere, han sagde bare okay og så kyssede han mig rigtig meget, som om det var sådan et "jeg lader dig gå" ritual.

det er ikke fordi jeg tror at drømmene er et tegn eller noget, men det er vel noget der ligger dybt i min underbevidsthed. For når jeg drømmer er jeg ikke i tvivl om at jeg skal slå op med ham. Men når jeg er vågen virker det som noget meget underligt at gøre.

nu har jeg fået det til at lyde som om min kæreste er et rigtig dårligt menneske. Det er han bestemt ikke! Jeg blev jo kærester med ham af en grund. Han elsker sine tætte venner og sin familie, og vi har det da også af og til rigtig hyggeligt sammen og griner og har nogle for sjov skænderier og slåskampe. Og vi kan snakke om rigtig mange ting sammen, men efter efterskole sammen med ham hvor jeg har set ham være sammen med venner og ikke bare familie, er jeg blevet ikke bange, men jeg har ikke lyst til at fortælle ham så mange ting fordi jeg ved hvor fordomsfuld han er.

jeg elsker ham rigtig meget, han har jo været en stor del af mit liv de sidste par år og ud over det har vi altid kendt hinanden, men jeg tror måske ikke jeg er forelsket i ham mere. Jeg elsker ham nok mere ligesom jeg elsker mine søskende eller mine venner.

Men efter så lang tid som vi har været kærester kan man jo ikke gå rundt og være nyforelsket hele tiden og jeg tror måske også at det bare e det der har ramt mig. At jeg ikke bare har lyst til at holde ham i hånden hele tiden fordi dert er blevet en vane. men det kan man jo gøre noget ved. Vi har trods alt været igennem værre ting sammen.

Jeg ved ikke om min kæreste har det på samme måde, det tror jeg ikke. Men jeg er bange for at hvis jeg bringer det op, tror han bare at jeg vil slå op lige med det samme. Misforstå hvad jeg siger og blive sur eller meget ked af det.

jeg tror vel bare mit spørgsmål er om jeg skal slå op med ham eller om jeg skal prøve på at får det til at fungere igen.