Hej Louise
Jeg kan sagtens forstå dine frustrationer.
Det er meget tidligt at I er blevet et "gammelt ægtepar", og er begyndt at kede jer, og det skal der selvfølgelig gøres noget ved.
Det lyder som om, at du virkelig prøver at arbejde på jeres forhold, hvilket er godt! Til gengæld fornemmer jeg, at du ikke får særlig meget respons fra din kæreste.
Du skal selvfølgelig glæde dig til han kommer hjem, og til at opleve hverdagen sammen med ham, men det kræver at HAN også gør noget for det.
Eftersom du (hvad det lyder til) har prøvet rigtig mange gange, og måske på forskellige måder uden resultat, vil jeg råde dig til at tage endnu en snak med ham. Fortæl ham hvordan du føler, husk at holde bolden på egen banehalvdel - undgå at angribe, men sig i stedet hvordan det får dig til at føle. Fx at du ikke ved, om han rent faktisk vil jeres forhold, udfra de signaler han sender dig. Det er vigtigt at I kan snakke åbent, så I begge får givet udtryk for hvordan I har det.
For mig virker det nemlig som om, at du gerne vil give forholdet en sidste chance, og det synes jeg også at du skal. Om ikke andet så for at kunne forlade det med "god samvittighed", og vide at du har prøvet alt, og ikke bare gav op.
Jeg tror, du er nødt til at lægge kortene på bordet, og sige, at der er nødt til at ske noget drastisk, for ellers ser du ikke nogen grund til at forsætte. At du savner at være kærester med ham. Det er rigtig flot at du kommer med forslag, da det viser intiativ og vilje. Så fortæl ham om, hvordan du gerne vil starte på et madlavningskursus med ham, eller aftale en fast 'date-dag' hvor I arrangerer et eller andet at lave sammen, så I bryder mønsteret og ikke mindst de kedelige hverdagsrutiner. Hvis man kan sige nej til sådanne forslag, er jeg ret sikker på, at der findes andre søde, som bare venter på at slå til!
Håber at du finder ud af alting
Rigtig meget held og lykke
Stort knus fra Julie