Kære du!
Jeg kan godt forstå, at du er fortvivlet og rigtig forvirret omkring dine følelser for din ekskæreste. I har haft et langt forhold og selvom du beskriver, at der både har være fordele og ulemper, så vil man altid have nogle helt specielle følelser for en person, som man har været så tæt og intim med, i så lang tid. Det kan oveni købet være, at han var din første rigtige kæreste? I så fald vil det meget sandsynligt forstærke disse følelser.
Du skriver, at hver gang du er sammen med en anden fyr, ønsker du, at han var lige som din eks og du skriver, at din eks var 'perfekt' og at han altid var god ved dig. De negative sider ved jeres forhold som du beskriver er, at forholdet blev for ensformigt for dig, at i havde et dårligt sexliv, og at i ikke havde noget til fælles. Jeg tror det er meget normalt, at man har blandede følelser, og det er sikkert også derfor, at du har så svært ved, at vurdere om du stadig er forelsket i ham. Dog tror jeg, at du skal overveje, om de positive ting du beskriver blot er nogle tanker du gør dig, fordi du savner dét at være i et forhold? Jeg har svært ved, at vurdere for dig, hvorvidt du stadig er forelsket i ham, men de negative ting du beskriver, at det var for ensformigt og at i ikke havde noget tilfælles giver mig nogle tanker om, at et sådant forhold ikke er holdbart i længden. Jeg kan ikke svarer på hvorvidt i måske har ændret jer og ville kunne få et bedre forhold, men overvej en ekstra gang, om det måske bare er nærheden du savner, og som du selv skriver 'at have ham som din bedste ven'.
Hvorvidt han er kommet over dig fordi, at han har haft en anden kæreste er svært at vurdere. Hvad føler du selv? Opsøger han dig? Er han nysgerrig omkring dit liv, hvordan du har det og hvad du laver? Hvis han har nogle følelser er de i så fald romantiske? Eller savner han måske også bare den nærhed i havde til hinanden? Ville i fungere bedre som gode venner? Det er rigtigt mange spørgsmål, uden at jeg egentligt svarer på det du spørger om, men jeg tror at det er vigtigt, at du selv mærker efter.
Hvor er jeg ked af at høre, hvad du har måtte gå igennem med din graviditet og abort. Jeg ved, at det må have været meget hårdt! Men jeg vil rose dig for din rationalitet og din evne til at vurdere, at du ikke var et sted i dit liv, hvor du var klar til en sådan omvæltning pga. omstændighederne. Jeg vil dog også understrege vigtigheden af at bruge prævention for dig! Som du selv har erfaret, og måske lært noget af, kan man aldrig regne med hvornår et samleje fører graviditet med sig, der er rigtig mange faktorer der kan spille ind. En anden rigtig ærgerlig konsekvens ved ubeskyttet sex, især ved one night stands er, at du uden at vide det kan være blevet smittet med en kønssygdom. Du skriver, at du har gået lidt amok som single, og jeg vil derfor kraftigt råde dig til, at kontakte din læge og blive testet for diverse sygdomme - det kan have rigtigt alvorlige konsekvenser, og du kan føre en evt. smitte videre, hvis du er sammen med andre.
Jeg synes ikke, at du skal sige til din eks, at der er noget galt med hans sædkvalitet. Selvom i har haft ubeskyttet sex mange gange, er der som sagt flere ting der spiller ind på, om man bliver gravid af det. Jeg håber meget, at du kan få noget ud af mit svar, og jeg håber inderligt, at du får en afklaring med dig selv og dine følelser. Du er altid meget velkommen til at skrive igen!
De bedste hilsner Nanna