Svar fra Johanne
Brevkasserådgiver
UngZone
Hej du!
Det er helt naturligt, at du går og har en masse tanker
omkring din nye kæreste og jeres forhold - og at du kommer til at
sammenligne med det, du tidligere har været i. Du beskriver, at du og
din tidligere kæreste havde noget helt specielt, og at du elskede ham
utrolig højt. Nu ved jeg ikke, hvor lang tid I nåede at være sammen, og
om det var din første kæreste - men det er klart, at minderne fylder
meget i din bevidsthed og påvirker tankerne omkring dit nye forhold. Som
du også selv skriver, så vil de nok aldrig gå væk, og du må bare prøve
på at se det som en fantastisk tid du ikke ville have været foruden -
men som nu er ovre.
Jeg tror det er vigtigt, at du prøver at
adskille tingene og gøre det klart for dig selv, at her er tale om to
helt forskellige personer. Derudover skal det siges, at den
øjeblikkelige kærlighedsrus du har haft med din tidligere kæreste nok
hører til de sjældnere tilfælde. Selvom man er blevet kærester, kan det
godt tage et stykke tid før man opnår rigtig intimitet og får følelsen
af virkelig at elske personen. Så det synes jeg ikke du skal spekulere
mere over - det skal nok komme helt af sig selv. Første skridt - og det
er vel også derfor I er blevet kærester - er at mærke forelskelsen og se
hvor det så kan føre hen. Jeg synes det virker ret tydeligt, at du ikke
kun ser ham som ven - men det kan selvfølgelig være svært for dig at
fornemme, hvis forelskelsen føles meget "anderledes" end sidste gang.
Personligt tror jeg ikke, at man nogensinde vil få den "samme" følelse,
når det drejer sig om forskellige mennesker - jeg håber, at du forstår
min pointe! Det lyder jo som om, at du er rigtig glad for din nye
kæreste, så jeg vil da råde dig til at give det en chance og se, hvor
det fører hen.
Og som du også godt selv ved - ingen mennesker er fejlfrie, og det var din tidligere kæreste sikkert heller ikke. Hvis din nye fyrs "irritationsmomenter" fortsat er et problem, så kunne du jo prøve - i stedet for blot at hentyde til det på en sarkastisk måde - at tage en lidt mere konkret snak med ham om det.
Jeg håber, det var en lille hjælp!
Kærlig hilsen Johanne