Datid: Hadet - Nutid: Elsket

Jeg er en pige på 14 år, som er faldet for en fyr på 16. Jeg vil ikke "kategorisere" mig som en totalt udadvendt pige, men jeg elsker at snakke med alle og har rigtig mange venner og veninder.

For at gøre en lang historie kort om mit problem med ham fyren:

I min verden har han et ry for at have hurtige forhold, flere sider af sig selv og såre folk. Men samtidig også "offer" for en masse forelskelser fordi han er super sød og charmerende. Han går i niende og jeg går i ottende. Jeg har hadet ham - bogstaveligt. Han har haft noget kørende med en af mine veninder og det endte med hjertesorger. Altså, en person man bare går forbi i skolen, men ved en heelt masse om! Men så en dag skrev han til mig. Han fik mig overtalt til at være sammen en eftermiddag, og det var skønt! Han var virkelig sød, og betroede mig hemmeligheder og ting om hans liv kun få ved. Han skriver til mig hverdag, og jeg er virkelig faldet for ham. Vi har flettede fingre og været sammen et par gange siden, men det hele er gået så hurtigt. Han er virkelig sød, og jeg har fuldstændig ændret syn på ham. Han vil gerne prøve at kysse mig, fordi han siger han virkelig godt kan lide mig. Jeg synes det er sødt han spørger, men jeg ved ikke. Han er gået fra "had" - "elsket" på kun to uger!! Jeg tænker hele tiden på ham, og min mave snurrer sig sammen når jeg ser ham. Men jeg er genert! Alt for genert! Træt af min krop, selvom alle siger jeg ikke burde være det. Jeg er nybegynder inden for "kærlighedslivet" - det er han bestemt ikke! Han tager virkelig hensyn til mig og giver mig opmærksomhed men han tænker virkelig fremad. Han tænker på hvordan det vil være hvis vi en dag blev kærester og sådan, men er det normalt? Jeg vil egentlig hellere end gerne kysse med ham, men jeg er for genert. Jeg ved heller ikke hvordan jeg skal forklare overfor mine forældre at det er ham jeg er sammen med når det er, hvordan jeg skal være osv. Jeg tænker altså rigtig meget over det! Er det mig der er for nervøs, og tænker for meget over tingene eller skal jeg bare give mig hen, og "give ham ret". Han vender mit liv op og ned, men jeg har hele tiden historien med ham og min veninde i tankerne. Skal jeg bare tro på at folk kan ændre sig eller skal jeg blive ved med at holde igen?

Er alt det her normalt? Jeg har svært ved at snakke med mine veninder om det, da jeg i lang tid virkelig bare har hadet ham. Flere af dem har også været helt håbløst forelsket i ham, så det gør det ikke lettere. De vil gerne snakke om det, og er gode til at forstå. Det er mere mig den er galt med - jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare hvad jeg mener og føler..

Ved godt det ikke er et "rigtigt" spørgsmål, men det fylder bare meget i min hverdag, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Et "rigtigt" svar kan nok heller ikke gives, men hvis der er nogen der vil skrive deres mening, og deres synsvinkel på det jeg fortæller vil jeg blive glad. Måske skal jeg bare se det fra en anden vinkel?