Brevkassespørgsmål
Kærlighed vs forældre
Indsendt af pige på
20 år
Hej dejlige brevkasse.
Jeg står endnu engang i et kæmpe dilemma, og ved endnu engang ikke hvad jeg skal stille op.
For 3-4 år siden slog jeg op med min første kærlighed. Vi var så forelskede, og var stadig da jeg slog op, men jeg kunne ikke mere.
Han er et år ældre end jeg, men problemet lå egentlig i hans hudfarve og hans udstråling.
Han er vokset op i et miljø, hvor man var sent ude og selv bestemte hvad, hvem, hvor og hvornår. Han er ikke svigtet på nogen måde, han har en stor familie, og de har altid holdt sammen og været super gæstfrie og kærlige, han har dog kun sin mor og søskende. Han lå dengang i den lavere underklasse - dette tæller ikke for mig.
Jeg er vokset op i et miljø, hvor min familie og deres ry altid har været vigtigt at ære. Min far har eget firma, så det har været med en konsekvent opdragelse, faste spisetider, sengetider, lektietider, fritidsaktiviteter, "gode" venner, fint tøj, yndig og veltalende udstråling.
Nu må i ikke tro jeg er vokset op med en guldske i røven, jeg har altid selv skulle tjene mine egne penge, har også haft mit frirum og fået lov til det jeg som regel ville.
Jeg har fire brødre så der har også været meget fis og ballade, vi er vokset op i den lavere overklasse.
Men jeg mødte ham i midten af 8 klasse, og faldt pladask for ham, han er alt jeg nogensinde turde håbe på. Den dag jeg mødte ham ændrede jeg mig, blev moden, forstod lige pludselig respekt og medmenneskelighed, at fordomme nogengange bare er skræmselshistorier, og vigtigst af alt jeg lærte at elske med hele mit hjerte, og udtrykke mig.
Han var en bandit, men det vidste jeg ikke på daværende tidspunkt, han har respekt i byen - nogengange på det forkerte grundlag.
Vi sås hele tiden, men bag mine forældres ryg for vi vidste de aldrig ville godtage det, og så prøve at forbyde os at se hinanden.
Så jeg dummede mig, og løj hver gang vi skulle ses. Selvfølgelig bliver man opdaget i sine løgne før eller siden, men var forblændet af kærligheden.
Så da mine forældre fandt ud af det blev de rasende, selvom den eneste ting de vidste om han var hans hudfarve, navn og hvor han boede.
De forbød mig ganske rigtigt at se ham, snakke med ham eller hans omgangskreds. De holdte øje hele tiden, og var så skuffede over mig, de kørte på mig psykisk.
Fortalte mig den ene historie efter den anden.
Selvfølgelig blev vi jo ved med at ses bare mere diskret, og vi var stadig stærke sammen. Jeg har aldrig elsket en som jeg elsker ham selvom jeg har været i to forhold begge med en længde på halvandet år, haft one nights mm, men det har altid været ham.
Mine forældre beslutter sig så endelig efter et år vi havde været sammen, at give ham chancen til overhovedet at møde ham.
Derfra gik det hele ned af bakke, mine forældre kunne ikke udstå ham, og blev ved med at stille upassende spørgsmål "må sådan en som dig gerne spise grise kød" osv osv.
Da han tog hjem var de rasende, de tog fat i mig og sagde aldrig nogensinde måtte jeg fortsætte med at se ham.
Jeg var dybt forelsket, og havde heldigvis nogen støttende venner og veninder omkring mig.
Det blev svære for os og ses, så vi skændes hele tiden, og vi sås næsten kun når vi skulle løse skænderierne, som handlede om mine forældre, tvivl og på en måde sorg.
Vi havde selvfølgelig også rigtig mange gode minder sammen, som jeg ikke ville bytte væk for noget.
Da mine forældre endnu engang fandt ud af det gad de ikke kigge på mig længere, svare mig, se på mig eller spise med mig, de truede mig sågar med at sende mig på kostskole, fordi de intet ville have med ham at gøre.
Skænderierne med dem og ham blev værre, jeg blev ved at tigge dem om at lære ham at kende og give ham chancen, jeg prøvede alt.
Med ham skændes jeg om mine forældre, og han kom ud i flere og flere problemer i forsøget på at distrahere sig.
Jeg elskede alle parter ubetingelsesløst, og ville ikke kunne gå en dag uden, eller vælge nogen fra.
Da min farmor blev alvorligt syg med kræft gik verdenen under for mig, og min far sagde opfyld din farmors sidste ønske, selvom jeg godt ved hun støttede mig (vi var rigtig tætte), og det gjorde jeg.
Jeg gik fra ham, og lige pludselig kunne jeg ikke kende ham mere.
Vi var begge to helt færdige over det, og ingen af os ønskede at det skulle slutte.
Han prøvede at kæmpe for mig på en dyb forkert måde, som han har undskyldt for hundrede gange, grædt og tigget om tilgivelse.
Sagen er det, at han gav mine forældres nummer ud til hans kammerater, som ringede til mine forældre og svinede dem til.
Han prøvede at tage sit liv to gange, og endte på hospitalet så han vidste jeg kom og så ham.
Han fik hans kammerater til st følge efter mig.
Lave hærevæk på vores hus.
Kaste sten igennem ruderne ved mine veninder.
Fik mine kammerater han havde lært kende gennem mig, til at vende sig mod mig.
Alle skrev hvor kold jeg var mm.
Det blev eksamenstid i 9 klasse igennem alt det tid, og den dag mine mundtlige eksamener begynder taber min farmor kampen til kræften.
Vi snakkede sammen ham og jeg for han var den eneste der forstod hvor meget og hvad hun betød for mig.
Vi blev uvenner og gik for alvor hver til sit efter 2 år.
Nu 3-4 år efter har vi ikke snakket sammen, indimellem set hinanden, men det var det. Vi har begge haft kærester han på 2 år, og jeg på sammenlagt tre år.
Ingen var ham og ingen ville blive ham.
For ikke så længe siden begyndte vi at snakke igen igennem min bedste kammerat, som er en god ven af hans.
Siden har vi skrevet og set hinanden privat, og vi har savnet hinanden.
Snakker om minder og alt der er sker siden, familier og hvordan det går. Han siger at han savner mig og han har altid håbet vi en dag skulle finde sammen igen, at ingen har været bedre end mig trods vores skænderier.
Og ærligt jeg har ikke mistet en eneste følelse for ham, og ville ønske vi bare kunne være sammen igen, fordi jeg elsker ham uendelig højt.
Jeg ved bare, hvis det nogensinde skete igen og min familie fandt ud af det ville de skære hånden af mig bortset fra 2 af mine brødre, mine venner og veninder fra folkeskolen ville gøre det samme. I virkeligheden ville jeg kun have en hel hånd tilbage. Det har jeg virkelig ikke råd til.
Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op, for jeg tænker ikke på andet end ham og jeg, ham, og hvornår vi ses igen.
Vi har begge ændret os meget siden, men kun til det bedre. Ønsker intet andet end ham og jeg, men også mine forældre.
Hjælp mig, jeg har ingen at snakke med om det her.
Undskylder det lange indlæg, og takker på forhånd for svaret.