Brevkassespørgsmål
Langdistanceforhold og kommunikation
Indsendt af pige på
23 år
Kære brevkasse,
Jeg sidder med noget af et tankemylder omkring mit langdistancefordhold ift. kommunikationen mellem min kæreste og mig.
Vi kommer begge fra Nordjylland, men jeg er midlertidigt flyttet til København. Han bor i Aalborg. Jeg flytter til Aalborg til sommer.
Vores forhold er rimelig nyt i og med, vi blev 'officielt' kærester her i slutningen af december '16. Vi har dog kendt hinanden i to år. Da vi mødtes dengang, gik der ikke lang tid før vi erklærede, at vi begge havde stærke følelser for hinanden efter et par måneder. Dog skiltes vi, fordi vi begge var på gyngende grund rent mentalt - dels pga. han har en kronisk sygdom, og han endte med at få en depression, og fordi jeg led af angst. Kontakten stoppede, men efter lidt over et år, kom den tilbage, og vi blev gode venner, selvom vi ikke havde meget efterfølgende kontakt.
Med tiden er vi begge blevet mere grounded og dermed meget gladere. Jeg er kommet på den anden side, og jeg har aldrig haft det bedre med mig selv end nogensinde før! Han har lært at leve med sin sygdom, indset at han er noget værd, og fokuserer mere på de ting, der gør ham glad :)
Han kontaktede mig dog igen i sommeren '16, vi sås, da jeg var hjemme og besøge familie og venner i Aalborg, og vi fandt vist meget hurtigt ud af, at vi begge stadig havde følelser for hinanden. Det føltes dog stærkere!
Vi har ikke holdt daglig kontakt, men jo mere vi så hinanden (en gang om måneden), jo mere kontakt blev der.
Vi har, efter at have snakket meget sammen, fundet ud af, at vi begge har tænkt meget på hinanden i den tid fra da vi skiltes første gang til, at vi nu har genoprettet kontakten. Vi har været sammen i nogle uger, og vi fandt igen ud af, at vi begge rummer mange af de samme værdier etc., og vi følte begge to, at vi var hinandens bedste venner - bare mere intenst.
Hans mor har sagt til både ham og mig, at hun sjældent har oplevet ham være så glad før. Han selv har ikke lagt skjul på, at han føler sig som verdens heldigste kartoffel, og jeg er i den grad virkelig også glad for ham - alt det, han er som person og mere til!
Begge hans forældre krydser fingre for, at vi holder som par, og det gør min kæreste også selv - også jeg selvfølgelig :)
Sidste info: Min kæreste er 4 år ældre end jeg, og vi er begge to helt grønne på det med at have kærester. Vi er hinandens første kærester, så derfor lidt nervøse omkring alt det her, som virkelig føles nyt! Dog vil vi tage den med ro, og finde od selv i forholdet, og arbejde for det. Vi vil ikke lade "uskrevne regler" styre det hele.
NU TIL MIT DILEMMA:
Jeg kan ikke lade være med at blive mærket af, at dem i min omgangskreds, kollegaer, venner etc. siger, at vores forhold går i stykker i den tid, jeg bor i København og han i Aalborg, hvis vi ikke kommunikerer dagligt. Er det et problem, at/hvis vi ikke gør det?
Vi kommunikerer normalt 1-3 gange ugentligt afhængigt af, hvad der sker i ugen. Min far siger dog, at vores forhold bliver styrket af afstanden, især fordi vi begge føler os tæt knyttet og glade for hinanden. Vi har planlagt, hvornår vi ses igen i løbet af de 5 måneder, jeg bor i København. Vi skal ses en weekend i februar, en uge i marts, hvor han har fødselsdag, og en uge i april indtil videre. Vi ved begge, at jeg flytter til Aalborg, måske ind hos ham, til sommer.
De bedste hilsner fra mig :)